Kønsdiskrimination på Rådhuspladsen

Pia Kjærsgaards ugebrev

Hvad mange ville have forsvoret blev desværre til en yderst håndgribelig realitet fredag, hvor den fornemste plads i vor hovedstad København, nemlig Rådhuspladsen, blev omdannet til en stormoske, da muslimer i tusindvis holdt bønnemøde.

Men ikke nok med det. Kvinderne skulle holde sig bagest i forsamlingen – kun mændene måtte komme frem i første række. Det er, hvad vi på almindelig dansk kalder for kønsdiskrimination, og det er der ikke tradition for her i landet.

På den baggrund vil Dansk Folkeparti have undersøgt det lovlige i denne form for diskrimination. Een ting er, hvad muslimerne gør privat, men noget helt er, hvad de foretager sig på offentlige områder, og et sådant sted er Rådhuspladsen. Spørgsmålet kan besvares enkelt, nemlig med et ja eller nej.

En af initiativtagerne til bønnemødet var det radikale medlem af Københavns Borgerrepræsentation Tanwir Ahmad. Han mener ikke, at kønsopdelingen er diskriminerende og siger ligeud, at den gælder kun muslimske mænd og kvinder og ikke forbipasserende og tilskuere.

Nej, hvad i alverden havde han ellers forestillet sig. Havde han regnet med, at forbipasserende kristne danske kvinder ville have gået i en stor bue uden om de bedende mænd, fordi de tilfældigvis var til fredagsbøn? I så fald må Tanwir Ahmad revidere sin opfattelse. Danskerne skal ikke udelukkes fra bestemte områder på Rådhuspladsen i København fordi der er bønnemøde.

Traditionen tro (kan man næsten sige) er der efterfølgende lagt op til storvask hos de radikale om sagen. Formanden for partiet i Hovedstaden, Jesper Gronenberg betegner fredagsbønnen som en absurd sammenblanding af religion og politik, og mener, at Tanwir Ahmad som medarrangør derfor bevæger sig på kanten af det acceptable. Og formanden truer direkte med, at det kan få politiske konsekvenser for Ahmads fremtid – underforstået, at han ikke bliver opstillet til det næste valg.

Den radikale landsformand, Søren Bald mener, at det er betænkeligt at bruge religiøse forestillinger i en politisk ramme. Det skete fordi fredagsbønnen også var en politisk demonstration for fred.

Selv kan Tanwir Ahmad helt forudsigeligt ikke se noget problem i sagen, og han mener ikke, at han er i loyalitetskonflikt med sit parti.

Nej, det er muligt at Ahmad har den mening, men den cementerer endnu en gang opfattelsen af, at de radikale har et problem. Gang på gang er der ballade med muslimske medlemmer af de radikale, og gang på gang kommer det åbenlyst frem, at partiets ledelse ikke aner, hvilket ben de skal stå på i disse sager.

Det blev også bekræftet i forbindelse med den aktuelle fredagsbøn, hvor den radikale leder, Marianne Jelved, overhovedet ikke ønskede at udtale sig om sagen. Men det er naturligvis også i første omgang lettere at tie end at sige, hvad man mener, og så tage det nødvendige opgør en gang for alle.

Lederen af fredagsbønnen var imam Faith Alev, der frejdigt proklamerede, at fred, forsoning og respektfuld dialog med anderledes tænkende er grundelementer i islam.

Det er det vist kun de mest naive, der tror på. Hvad med alle udtalelserne om hellig krig mod USA og dets allierede, hvortil Danmark hører. Her er der bestemt ikke tale om fred og forsoning og respektfuld dialog – tværtimod.

Det er heller ikke min definition af respektfuld dialog med anderledes tænkende, når unge radikale som Mona Sheikh og Babar Baig, som i øvrigt nægter at tage afstand fra dødsstraf, samtidig er tilknyttet den fundamentalistiske muslimske organisation Minhaj-ul-Quran, der kæmper for islamisk verdensherredømme. Eller når en Sherin Khankan stemmer imod et radikalt resolutionsforslag mod sharia-lovgivning. Eller når en Tanveer Sharif mener, at det danske samfund skal nærme sig muslimske normer og erklærer sig skeptisk overfor homoseksuelles rettigheder.

De Radikale – som jo ellers aldrig forsømmer en lejlighed til at pleje deres image som et humanistisk og menneskekærligt parti – må virkelig befinde sig i et dilemma.

Dansk Folkeparti håber inderligt, at bønnemødet på Rådhuspladsen var en engangsforeteelse. Vi ønsker ikke vore pladser omdannet til stormoskeer, hvis formål reelt set er at udbrede en religion, der er helt uforenelig med det kristne livssyn og med den måde, hvorpå vi opfører os på og lever i Danmark.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Scroll to top