Kristian Thulesen Dahls grundlovstale

(Det talte ord gælder)

Kære alle sammen.

Velkommen her til Lykkesholm Slot. Et fantastisk dejligt sted. Som tager sig ud fra sin allerbedste side sådan en dag som i dag. Solskin. Masser af rare mennesker. Smil og latter.

Tak for at I kommer. Tak for at I vil være med til at gøre dagen i dag festlig. Vi fejrer Grundloven, som har fødselsdag i dag. Det gør vi med manér. Fordi vi synes, Grundloven er værd at fejre.

Her på Lykkesholm Slot bliver vi mindet om historien. Danmarks historie. Over 1000 år med glæder og sorger. Krige. Både vundet og tabt land. Men vigtigt: Mere end 1000 års historie der har bygget Danmark op til det, Danmark er i dag. Generation for generation.
Som husker os på, at vi der er her i dag står på skuldrene af det, som vores forældre, bedsteforældre, oldeforældre osv. har skabt. Som minder os om, at selvom vi nok somme tider kan synes, vi må være midtpunktet, er vi i virkeligheden blot en parentes i historien. Men hvis vi tænker historien som en lang kæde, hvor vi jo så kun udgør et enkelt led i kæden, er det jo til gengæld et afgørende led. Ligesom alle de øvrige led er det. Hvis blot et led svigter, falder kæden.

Har man denne livsfilosofi med i bagagen, har man i virkeligheden også grundlaget for den måde, som vi tænker politik på, med i bagagen. For så forstår man, hvorfor vi synes, man grundlæggende skal respektere det samfund, vi er født ind i. Hvorfor vi skal søge at bevare de værdier, der over generationer har skabt vores samfund.

Hvorfor vi afviser store samfundsomvæltninger, der grundlæggende vil videregive et andet samfund til de kommende generationer, end det samfund, som vi har overtaget fra de tidligere generationer.

Hvorfor vi afviser et multikulturelt samfund. Afviser grundlæggende at ændre befolkningssammensætningen over få årtier. Afviser at blive ved med at afgive mere og mere suverænitet til EU.

Det er med denne indstilling – denne livsfilosofi – at det er med rette, mange benævner os som national-konservative.

H.C. Andersen – som jo har haft sine ophold her på Lykkesholm – skrev i 1850 ”I Danmark er jeg født”.

Og de første to linier rammer meget godt ind, hvad det hele handler om:

”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
Der har jeg rod, derfra min verden går.”

Det handler ikke alene om, hvor man lige tilfældigvis er. Ikke engang om, hvor man er født. Nej – det handler om, hvor man har rod. For derfra min verden går!

Og det er lige præcis forskellen på det multikulturelle. Det globaliserede. Det der flagrer rundt uden noget ståsted. Og så det nationale fællesskab. Det der har rod i historien.

Man kender det ofte, når man står ved en slægtnings gravsted. Man tænker tilbage. Man føler sammenhæng. Man kender det hos alle dem der – måske lidt oppe i årene – går i gang med slægtsforskning. Eller dem der som børn er blevet adopteret, men som senere i livet søger tilbage for at finde deres biologiske ophav.

Det handler om deres rødder. At finde en sammenhæng.

Når vi de sidste uger har fejret Kronprinsens 50-års-fødselsdag har det mindet os om historien. Når Kronprinsen til sit formidable Royal Run kom løbende over Amalienborg Slotplads, mens han vinkede op til sin mor – vores fantastiske Dronning, så mindede det os om sammenhæng.
Da den kongelige familie kom ud på balkonen på selve dagen – den 26. maj – og vinkede, var det med tre generationer.
Kongehuset som på den måde bliver symbolet på sammenhængskraft.

Så når vi i dag fejrer Grundloven, er det udtryk for netop denne tænkning. Sammenhængskraft, fællesskab, kontinuitet.
Grundloven er indrettet, så den skal sikre netop det. Måske det i øvrigt er derfor, at når Information ringer til partierne i sidste uge for at høre, hvad partierne ønsker at ændre i Grundloven, står en lang række partier i kø med forslag. De Radikale vil ændre Grundloven på grund af den teknologiske udvikling. SF vil adskille stat og kirke. Alternativet vil give naturen juridiske rettigheder, så naturen kan sagsøge staten.

Men man skal netop ikke føre partipolitik gennem Grundloven. Grundloven skal skabe fundamentet over tid. På dette fundament kan vi så diskutere politik. Og det skal vi gøre med respekt for Grundlovens ord og ånd.

For det er forvaltningen fra politisk hold, der undergraver stabiliteten og respekten for det overleverede.
Særligt i forhold til EU og indvandring.

Når det handler om EU, handler det nemlig om balancen mellem EU og nationerne. EU er ikke som USA – er ikke ét land – og skal heller ikke være det. Europa bygger på nationerne – selvstændige lande – hvori vi hver især har vores ståsted – vores rødder. Og dette skal EU stoppe med at undergrave. Derfor skal balancen ændres, så EU bestemmer mindre og ikke mere i fremtiden.

Briterne er i gang med at melde sig ud af EU. Hvorfor? Fordi briterne mener, at EU bestemmer for meget. Balancen er tippet for meget i den gale retning. Dette skal man lytte til. For det er præcis den samme opfattelse, mange borgere har i andre EU-lande.

Men hvad siger man i Bruxelles efter Brexit? Siger man dér, at læren er, at EU bestemmer for meget? Nej – man siger det stik modsatte. At nu er Storbritannien på vej ud. Et land der har været modvægt imod føderalismen. Så nu er der et momentum for mere EU. Med Macron i Frankrig og Merkel i Tyskland gør de klar til endnu en runde.

Herhjemme har Venstre desværre taget galt bestik af situationen. De tror, det er en farbar vej at følge trop bag Frankrig og Tyskland. Det må være derfor, at Venstre har lanceret en ny kurs i EU-politikken – eller skal man snarere sige en tilbagevenden til det gamle under Uffe Ellemann-Jensens formandstid. Hvor de blå-gule EU-sokker blev luftet. Derfor har Venstre meddelt, at de ønsker opgør med vores forbehold. Og da de ikke hidtil har haft held med hverken euro-forbeholdet eller retsforbeholdet, prøver de nu med forsvarsforbeholdet. Men kære venner i Venstre! Er det ikke snart på tide, man bare respekterer danskernes ønske om at holde fast i dansk suverænitet. At EU ikke skal bestemme stadig mere over Danmark?

Og man kan spørge disse EU-ivrige folk: Hvorfor skal en EU-diskussion altid handle om ”mere EU”. Hvorfor ikke det modsatte? Som når vi i dag har grænsekontrol, som rigtig mange bakker op om. Så handler det fra EU’s side alene om, hvor længe vi allernådigst må have det. Hvornår EU siger STOP. Hvorfor handler det ikke i stedet om, at det måske bare skulle være noget, landene selv må vurdere.

For sådan har vi i det Dansk Folkeparti. Danmark skal selv vurdere, om vi har brug for grænsekontrol. Og vores vurdering er ganske klar: Det har vi og derfor siger vi klart og tydeligt: Grænsekontrollen er kommet for at blive!

Når vi i øvrigt ser på Brexit, er det påfaldende, som medierne dækker det negativt. Negativt for briterne. Kun negativt. Der er aldrig noget som helst positivt at sige. Og når der sendes fra London, er det mest for at beskrive kaos og vildrede. Og kritiske spørgsmål kommer i et væk.
Helt modsat når der sendes fra Bruxelles. Så er der åbenbart 27 helt enige lande, der står bag EU’s chefforhandler Barnier. Orden og enkelthed skulle man tro.

Men forholder det sig sådan? Eller er det i virkeligheden udtryk for et demokrati overfor en ny slags enevælde? Et britisk demokrati der helt fornuftigt diskuterer med sig selv, hvad der er bedst for nationen. Der endda ofte gør det i åbenhed, så vi alle kan følge med i mellemregningerne. Måske ikke altid det taktisk klogeste at forhandlingsmodparten sådan kan følge med, men betyder det, at det skal nedgøres og betegnes som kaos?
Overfor det står så et EU, der i lukkethed lader nogle få personer bestemme retningen. Hvor der reelt ikke er nogen diskussion om det fornuftige i, hvad EU tilbyder briterne i forhandlingerne om Brexit. En slags ny enevælde hvor borgerne er sat ud på et sidespor og kun kan håbe på, at kommissærerne i palæet i Bruxelles gør noget fornuftigt.

Man skulle så tro, at medierne ville gå stærkt til disse magthavere. Afdække deres forehavende. Stille de kritiske spørgsmål og ikke ville finde sig i ikke at kunne komme i dybden. Men nej! Sådan foregår det i nationerne – men ikke i EU. Her virker det som om, man blot er taknemmelig over at få nogle godbidder fra magthavernes bord. Og dem får man jo kun, hvis man refererer, som magthaverne gerne vil have det.

Så en opfordring herfra om at sadle om. Om OGSÅ at stille de kritiske spørgsmål til EU-systemet. Briterne skal nemlig ikke straffes for at melde sig ud af EU. De skal behandles fair. Og Danmarks interesse er, at vi fortsat frit kan handle med briterne. Masser af brancher har stor handel med briterne og specielt vores fødevare-erhverv er afhængig af det britiske marked. Derfor har vi en interesse i at finde løsninger sammen med briterne – ikke køre sådan en omgang straffe-aktion som man kan fornemme, mange i EU-systemet, ønsker.

Jeg sagde tidligere, at det er forvaltningen fra politisk hold, der undergraver stabiliteten og respekten for det overleverede. Og det gælder i særlig grad, når det kommer til udlændingepolitik.

Når vi taler klimapolitik, er det helt naturligt, at vi tager udgangspunkt i fremskrivninger. Hvordan ser det ud i 2050, hvis vi ikke gør noget alvorligt. På samme måde skal vi anskue spørgsmålet om indvandring!

Hvordan ser befolkningssammensætningen ud her i Danmark, hvis ikke, vi gør noget. Pew Reserch Institute Group – et anerkendt amerikansk institut – har fremskrevet befolkningssammensætningen for os. Og ud fra den kan man tydeligt se, at national politik har en betydning!

I ved, at Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995. I 1995 – 2001 kunne vi ikke udrette meget. Det var dengang, Poul Nyrup Rasmussen sagde de berygtede ord: Stuerene bliver I aldrig.

I 2001 – 2011 fik vi så direkte indflydelse. Og i april 2002 lavede vi de første store stramninger i udlændingepolitikken.

I Sverige havde de desværre ikke et Dansk Folkeparti, der på det tidspunkt fik indflydelse. Så hvor Danmark og Sverige havde fulgtes ad op gennem 90’erne, skiltes vore veje i 00’erne. Vi strammede kursen overfor indvandring specielt fra Mellemøsten og Nordafrika. Svenskerne så sig fortsat som den store ”humanitære supermagt”, der kunne tage imod alle, som fandt vej til Pippi og Emils hjemland.
I Pew Reserch Institutes fremskrivninger betyder det, at det er sandsynligt, at der i Sverige om kun ca. 30 år er over 30 procent af befolkningen, der har sin oprindelse i et muslimsk land i primært Mellemøsten eller Nordafrika. Altså næsten hver 3. bosiddende hinsidan.
I Danmark er det tilsvarende tal 16,7 procent. Altså ca det halve.

Vi ved jo desværre, at et langt lavere tal – som vi har i dag – vel på omkring det halve – er nok til at skabe ravage. Parallelsamfund, ghettoer, værdikonflikter, økonomiske omkostninger. Så der er nok at tage fat på!

Men det er værd at bemærke, at forskellen på Danmark og Sverige består i den politik, Dansk Folkeparti har presset igennem i 00’erne. Det kan faktisk betale sig. Vi GØR en forskel!

For Sverige er det ved at være sidste udkald. Der skal virkelig for alvor ændres på forholdene, hvis ikke det svenske samfund for alvor skal ændre karakter. Måske sidste udkald er det valg, svenskerne har her til september. Den 9. september. Jeg vil derfor gerne bruge lejligheden her i dag til at sende Sverigesdemokraterne en hilsen. For det parti er det eneste, der for alvor kan fremprovokere en forandring i Sverige. Sådan er vilkårene. Så kære Sverigesdemokrater: Vi ønsker Jer et rigtig godt valg til september. Held og lykke!

Med den fremskrivning jeg nævnte før, siger det næsten sig selv, at Danmark ikke har råd til 4-årige-perioder, hvor DF er udenfor indflydelse. Hvor lempelser i udlændingepolitikken igen bliver reglen. Som vi så det i perioden 2011 – 2015. Det er jo også derfor, at vi har opmuntret Socialdemokraterne til deres nye politik på udlændingeområdet. Har trukket dem væk fra deres gamle samarbejdspartnere – blandt andet Det radikale Venstre.

De radikale, Alternativet, Enhedslisten MÅ bare ikke igen få indflydelse på Danmarks indvandringspolitik. Udover alle de værdimæssige spørgsmål taler vi jo også om en økonomisk kendsgerning. Finansministeriet vurderer det til 36 mia. kr. om året, de offentlige kasser belastes af ikke-vestlig indvandring. Prøv lige at overvej hvor meget velfærd, vi kunne få for de penge!

Og nu hvor den økonomiske vækst er kommet tilbage skal vi sikre, at den kommer flere til gavn. Den mindre skattepakke tidligere i år sikrer folk i arbejde lidt mere. Overenskomstforhandlingerne sikrer lidt bedre lønstigninger til de offentligt ansatte. Men er det ikke også rimeligt, at den økonomiske vækst kommer landets pensionister til gavn?

Jeg synes, det er rimeligt. Og vi vil derfor i efterårets finanslovsforhandlinger sikre, at flere af vores pensionister får bedre økonomiske vilkår og dermed glæde af de gode økonomiske tider.

Vi skal også have det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken op igen. Det her med, at hvis først man er kommet til Danmark, kommer man aldrig hjem igen. Det dur jo ikke. Får man asyl i Danmark, er det jo i udgangspunktet midlertidigt. Man skal hjem igen, når man kan. Men sådan er det slet ikke i praksis – og det er netop dette, som paradigmeskiftet skal ændre.

Vi skal også have indført et loft over antallet af familiesammenføringer. Dette er Tyskland i gang med at indføre. Og kan man i Tyskland – som jo er med i de samme internationale konventioner som vi er – kan vi også her i Danmark!

Vi skal sikre vores fælles velfærd. Vores sygehuse. Der skal være større nærhed i omsorgen. Det kan godt være, at der er geografisk langt til det sygehus, der er bedst til at behandle en given sygdom, men hjælpen før hospitalsindlæggelse og efter skal altså foregå tæt på ens eget hjem. Så det skal foregå i kommunen. Derfor skal vi have gentænkt hele systemet – og fra DF’s side kan vi jo så passende igen spørge de andre partier: Kan vi så ikke klare opgaven uden regionerne? Et land som Danmark befolkningsmæssigt på størrelse med Hamborg med opland behøver måske ikke tre niveauer til at styre. Hvorfor ikke nøjes med kommuner og stat?

Vi bliver i øvrigt ofte spurgt, om DF ikke burde være mere underdanige overfor regeringen. Som vi jo er støtteparti for. Om vi ikke i højere grad skal være der for dem? Men til det svarer jeg:

Vi er her for danskernes skyld. For den politik vi har lovet at gennemføre. Og vi stiller os i Folketinget overfor de øvrige partier præcis således, at vi får mest muligt gennemført af den politik, vi har lovet danskerne at kæmpe for.

Og så kan jeg jo lidt drillende tilføje: At jo mere vi har sat vores politik igennem overfor regeringen, jo bedre er statsministerens chancer for genvalg. Var regeringen kommet igennem med store topskattelettelser, endnu højere pensionsalder, have gravet sig dybt ind i den almene boligsektors pengekasse. Forslag de jo har forsøgt at få os med på de seneste par år – ja så ville danskerne i stigende grad have krævet et skifte i dansk politik.

Inden vi står her igen om et år, har vi haft folketingsvalg. Et spændende et af slagsen. Vi går til valg på, at nok kan Lars Løkke Rasmussen fortsætte som statsminister med vores opbakning, men det bliver for en ny-sammensat regering. Og hvis danskerne vil give os opbakning, vil vi gøre det klart, at vi er parat til at gå med i regering. Parate til at styre Danmark fremad fra regeringskontorerne.

Men hvis danskerne vil have nogle andre på posterne, får de det. Men så vil vi fortsat knokle for at sikre os indflydelse.

Forleden dag under afslutningsdebatten så jeg Morten Østergaard sidde og drøfte situationen med den tidligere radikale leder Marianne Jelved. De så meget bekymrede ud. Og jeg tænkte – at jo mere bekymrede de ser ud, jo gladere har vi grund til at være. For deres bekymring er udtryk for, at de radikale ikke længere ser ud til at kunne styre dansk politik. Som de ellers gjorde sidst i perioden 2011 – 2015, hvor problemerne igen kun voksede og voksede.

Så herfra også en hilsen til Mette Frederiksen. Med en tak for at hun nu har gjort det klart, at de radikale ikke igen skal kunne true sig ind i en regering og dermed sikre sig afgørende indflydelse på blandt andet udlændingepolitikken igen i fremtiden. Det er velgørende!

Vi kigger frem mod et spændende år. Men inden skal vi have en forhåbentlig dejlig sommer. Og under alle omstændigheder en dejlig dag her på Lykkesholm. Hvor vi fejrer Grundloven og hygger os med hinanden.

Og selvfølgelig skal vi nu råbe et tre-foldigt leve for Grundloven! Så rejs Jer op og lad os sammen råbe et tre-foldigt leve for Grundloven.

Grundloven længe leve

Hurra
Hurra
Hurra

Scroll to top