fbpx

Kristian Thulesen Dahls partiledertale. Folkemødet. juni 2021.

(Det talte ord gælder.)

Sikke en dejlig lørdag her i Allinge på Bornholm. Solskin. Varme – ikke bare fra solen – men også fra det glade samvær, vi har her på solskinsøen.

Folkemødet 2021. Et Folkemøde, der er anderledes end normalt. Langt færre mennesker. Men stadig gode debatter og gensyn. Og mon ikke mange bornholmere synes, det er meget passende med en lidt mindre invasion fra resten af landet?

Da jeg skulle skrive min tale til i dag, tænkte jeg: Hvad præger egentlig vor tid? Hvad er typiske ord, der beskriver den tid, vi lever i?

Ord som sammenhængskraft. Sammenhold. Samfundssind.

Positive ord, som fortæller om et Danmark, hvor vi rykker sammen, når det gælder.

Tænk på de terrorangreb, vi og andre lande for få år siden var udsatte for. England, Frankrig, Sverige, Holland, Tyskland, Belgien.

I Danmark tænker vi nok mest med sorg tilbage på Omar El-Husseins angreb på Krudttønden og Synagogen i København i februar 2015.

Hvad svarede vi igen med? Overfor terroristerne? Sammenhold. Og et klart svar om, at vores værdier ikke er til diskussion. Forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, lighed mellem kønnene. Vi står fast.

Vi stod sammen som nation. Vi rykkede sammen, da det gjaldt!

Det seneste halvandet år har vi været ramt af coronaen. Pandemien der pludselig har vendt tingene på hovedet. Normalt har vi ønsket at komme tættere på hinanden. Lave flere sociale sammenhænge. Få bekæmpet ensomhed ved at motivere flere til at deltage i foreningslivet i alle henseender.

Nu skulle vi pludselig blive hjemme. Kom vi ud, skulle vi holde afstand. Og i månedsvis kunne vi ikke se hinandens mimik – for vi skulle bære mundbind.

Jo i grunden helt tosset.

Men hvordan reagerede vi?

Vi stod sammen som nation. Vi rykkede sammen om at løse opgaven. Man hjalp hinanden, beskyttede hinanden, bakkede hinanden op.

Man udviste samfundssind.

I virkeligheden var det samme grundlæggende mekaniske, der gjorde sig gældende sidste lørdag. Da Danmark spillede EM-kamp imod Finland.

Et nationalt chok indfandt sig, da Christian Eriksen faldt om med et hjerteslag. Det er selvfølgelig sket for andre tidligere. Men omstændighederne det skete under – mens millioner så med – og lige i starten af et EM, som der i årevis er bygget forventninger op til – var voldsomme.

Men hvordan reagerede vi?

Vi rykkede sammen. Vi stod sammen. Vi udviste et sammenhold, der er enestående. Og hele den sidste uge har der – også med vores formidable Kronprins som deltager – været den ene situation efter den anden, hvor man bare har taget sig i at være stolt over det Danmark, som er vores.

Sammenhængskraft. Sammenhold. Samfundssind. Det er ikke kommet af sig selv.

Det er ikke noget, der bare er! Det er her, fordi vi som samfund – som nation – stadig de fleste steder hænger sammen.

Stadig er et forholdsvist homogent land. Hvor de fleste stadig abonnerer på de samme grundværdier. Hvor de fleste stadig holder af Kongehuset, som vores fælles samlingspunkt. Hvor de fleste stadig er stolte af at hejse Dannebrog i flagstangen.

Hvor de fleste stadig synes, de har et stærkt fællesskab med andre danskere, når vi mødes i det fjerne udland.

Men det er her ikke automatisk. Det er her, fordi Danmark er et land, vi vokser op i. Hvor vi føler fællesskabet. Hvor vi taler samme sprog. Hvor vi er fortrolige med sproget – med komikken, med ironien.

Hvor vi grundlæggende har de samme værdier.

Men det spørgsmål vi bliver nødt til at stille – og et Folkemøde er det rette sted – er, om det også vil være sådan om 30, 50 eller 100 år. Vil vores børnebørn eller oldebørn leve i et land lige så dejligt som os? Vil Danmark være den naturlige ramme om deres liv – og give den samme følelse, som vi får, når hele Danmark går i stå 10 minutter inde i kampen imod Belgien i torsdags…. for at hylde Danmarks nr. 10 – Christian Eriksen?

I 1950 var der 2,5 mia. mennesker i verden. 100 år senere – i 2050 – er der forventet 10 mia. mennesker. Mange flere i Afrika og Mellemøsten. Områder hvor flere og flere vil søge til Europa – herunder Danmark.

Klimaændringer vil øge ønsket om migration hos mange mennesker i verden.

Læg hertil en stigende EU-regulering, som gør det stadigt mindre muligt for Danmark selv at bestemme sin fremtid.

Og så top det oveni med internationale konventioner, som beskytter udenlandske kriminelle, som er udvisningsdømte. Så de kan gå frit rundt, mens deres lovlydige danske naboer tilbydes statsstøtte til hegn og alarmsystemer.

Helt godnat. Men et resultat af den såkaldte internationale retsorden.

Min påstand i dag er, at det afgørende for mange af de helt fundamentale positive ting, vi forbinder med Danmark er, at vi forstår, at de ikke er kommet af sig selv. At de ikke vedbliver med at være af sig selv. Hvis ikke vi er os fuldt bevidste om vores ansvar, kan det mest positive, vi forbinder ved Danmark, glide os af hænde. Ikke på et år eller 5. Men som en glidende proces over de kommende årtier.

Så ligesom vi med klimaplanen tænker langsigtet, skal vi også gøre det som nation.

Hvordan holder vi fast i den danske sammenhængskraft? Sammenhold? Samfundssind?

Ikke som en plan for en valgperiode. Men som en langsigtet plan der sikrer vores værdier for vores børnebørn og oldebørn.

Mit svar er, at vi insisterer på respekten for Danmark som nation. Vores grænser. Vores beslutningsret.

Og ja – det handler i høj grad om hvilken indvandringspolitik, man fører.

Og ja – det handler i høj grad om et EU, der tapper Europas nationalstater for ilt.

Og ja – det handler i høj grad om et opgør med konventioner, der blev lavet i årene efter 2. verdenskrig – og som i dag mere beskytter forbryderne end lovlydige borgere.

Mit håb er, at vi kan samle en stor del af danskerne i kampen for at sikre de værdier, vi i dag er så stolte af, så de også er der i fremtiden.

Så når Dannebrog vajer – når Regenten træder op på balkonen på Amalienborg – når landsholdet trækker i trøjen til den næste kamp – så står vi sammen og kan mærke det stærke fællesskab dybt inde i kroppen.

Klumpen i halsen. Glæden.

Fordi vi føler os som en del af noget større…

Tak for ordet!

 

Rul til toppen