fbpx

Mens kaos hersker i Afghanistan, breder frustration sig over regeringen og dens ministre…

Kaos hersker i Afghanistan. USA og andre vestlige lande er i færd med at forlade landet efter 20 års massiv militær tilstedeværelse. De skrupskøre ekstreme islamister i Taliban har på få døgn taget magten. Den afghanske regering er på flugt, den afghanske hær har fuldstændig opgivet ævred og har ladet Taliban vinde frem overalt uden modstand. Alt imens desperate borgere forsøger at sikre sig plads på et fly ud af landet.

Det er hjerteskærende billeder, vi har set, efter at den afghanske regering endegyldigt er kollapset. Det er gået hurtigere, end de fleste havde forventet. Alligevel forekommer den danske regering at have været særdeles dårligt forberedt.

Netmediet OLFI kunne forleden berette, hvordan Specialoperationskommandoen gennem længere tid har forsøgt at få lov til at lave planer for evakuering af dansk personel fra bl.a. ambassaden i Kabul. Det mente Udenrigsministeriet dog angiveligt ikke, at der var brug for. Ikke ligefrem rettidig omhu hvis det er rigtigt…

Og mens det afghanske kollaps tog fart og Taliban hastigt henover sidste weekend nærmede sig Kabul, brugte forsvarsminister Trine Bramsen tiden sammen med statsminister Mette Frederiksen på at føre valgkamp på Fyn og efterfølgende Ærø.

Verden står i brand, men valgkamp hjemme i valgkredsen prioriteres først for landets forsvarsminister. Nok ikke lige det danskerne forventede af den ansvarlige minister.

For vi må naturligvis have en berettiget forventning om, at landets forsvarsminister er helt tæt på sine embedsmænd og rådgivere i en akut krisesituation.

Vestens exit fra Afghanistan ender i kaos og kunne sikkert have været håndteret bedre. Men det ændrer ikke på, at til syvende og sidst er det befolkningen i Afghanistan, der skal definere landets fremtid.

Og når man er vidne til Talibans totale sejr og en afghansk hær, der på forhånd har opgivet enhver modstand, så er det svært ikke at få den tanke, at en stor del af den afghanske befolkning nok ikke har så meget imod udsigten til et styre baseret på en streng fortolkning af islamisk sharialov.

Derfor kan man også med rette stille spørgsmålet ”hvis ikke nu, hvornår så?” til de, der kritiserer, at USA nu trækker sig ud af Afghanistan. Om et år? Om ti? Tyve? Halvtreds? Vil det gøre nogen forskel? For mig står det klart, at svaret er et rungende nej!

Det var rigtigt af Danmark at gå ind i Afghanistan tilbage i 2001 sammen med USA og vores allierede.  Osama Bin Laden og Al-Qaeda havde fundet et helle i Afghanistan, hvorfra de kunne planlægge og udføre terroranslag mod Vesten kulminerende med angrebet på USA 11. september 2001. Det måtte stoppes. Det blev det!

Men i 2021 er det svært ikke at være enig med den amerikanske præsident Joe Biden, når han siger, at amerikanske soldater ikke skal kæmpe og dø i en krig, som afghanske styrker ikke selv er villige til at udkæmpe. Det skal danske soldater selvsagt heller ikke.

Mette Frederiksen har nu et ansvar for at sikre, at der ikke kommer en strøm af afghanere her til Danmark. Et stort flertal i Folketinget udenom DF har allerede vedtaget, at hundredvis af afghanere og deres familier skal have midlertidigt ophold her i landet. De siger foreløbig 2 år. Men helt ærligt, er der nogen som helst, der tror, at de ikke ender med at blive her til evig tid?

Og allerede nu lyder der krav fra regeringens støttepartier om, at der skal hentes afghanske migranter hertil. SF kræver, at yderligere 300 afghanere skal hentes her til ”øjeblikkeligt”. Det blev dog straks overgået af Enhedslisten, som forlanger, at regeringen skal hente yderligere 2.000 afghanere til Danmark.

Selvfølgelig skal Danmark yde humanitær bistand til afghanere på flugt. Men det skal ske i nærområdet.

Det vil være et fatalt brud på socialdemokraternes løfte til danskerne om at ville føre en stram udlændingepolitik, hvis der nu skal hentes flere tusinde afghanere til Danmark. Regeringen må sige klart nej til sine støttepartiers dybt skadelige krav. Indsatsen skal ske i de nærområder, hvor der i forvejen er mange mennesker, som har brug for hjælp – dér hvor vi også kan hjælpe mange flere for pengene!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Bliv gratis prøvemedlem af Dansk Folkeparti i resten af 2021

Får du nyhedsbrevet fra ditOverblik? Tilmeld dig her:

Fik du læst:

Espersen: Skandale hvis ministerier afviste Jægerkorpsets Afghanistan-ønske

Talebans nye ven Tyrkiet

Forsvarsminister under beskydning: Tog hjem til koncert og valgkreds midt under krise

Rul til toppen