Min franske fætter…

Pia Kjærsgaards ugebrev – mandag den 11. marts 2002

Min franske fætter…

Pia Kjærsgaards franske fætter – lød en seks-spaltet overskrift i Berlingske Tidende i sidste uge. Jeg gik interesseret i gang med at læse artiklen, idet det jo altid er morsomt, at læse om sin familie – specielt når jeg slet ikke var klar over, at jeg havde slægtninge i Frankrig.

Som jeg kom ned i teksten fandt jeg ud af, at min fætter hedder Bruno Megret og er formand for et fransk parti. Det fremgik, at han og jeg har et vældig godt personligt forhold til hinanden at vi ud over slægtskabet deler politiske opfattelser, og at jeg eksempelvis har sendt ham et telegram, hvor jeg har ønsket ham tillykke med hans successer.

Fætter Bruno var blevet så glad for telegrammet, at han i sin TV-transmitterede tale havde fortalt flere tusinde partikammerater om det

I andre aviser har det mange gange været fremme, at jeg også får tid til at pleje omgang med Bruno Megrets værste rival, Jean-Marie le Pen – stifteren af deres engang fælles parti, Front National. Dansk Folkeparti er, stadig i følge aviser og visse politiske skribenter, i det hele taget stærkt optaget af at holde kontakten ved lige med mine internationale slægtninge:

Formanden for Sverigedemokraterna, Michael Jansson har eksempelvis berettet om de kontakter, der er skabt til os, ligesom andre europæiske partiledere har udnævnt Dansk Folkeparti til søsterparti – og i andre medier er der blevet fortalt om det nære forhold mellem DF og det østrigske Frihedsparti under Jörg Haiders ledelse.

De mange artikler er ofte blevet fulgt op af politiske analyser – såvel i radio som i TV og i aviserne – om det tætte samarbejde, der er ved at blive skabt på den europæiske højrefløj. Spændende, interessante, informative artikler og analyser har det været.

Bortset altså fra den detalje, at det hele er usandt. Det kan godt være, at Bruno Megret har fået et lykønskningstelegram, men det er ikke mig eller DF, der har sendt det. Og det kan da godt være, at der findes et samarbejde på den europæiske højrefløj, men Dansk Folkeparti er ikke deltager, al den stund, DF ikke er et højrefløjsparti. Det kan også godt være, at Sverigedemokraterna en gang har talt med et af DFs medlemmer, men det er ikke nogen, jeg kender. Sammen med et par kolleger fra DF var jeg for et par år siden på en tur til Wien, hvor vi ærgerligt nok fik aflyst et møde med repræsentanter fra den østrigske regering, som altså bl.a. tæller Frihedspartiet, men tættere har jeg aldrig været på dét parti.

Det er ikke fordi, vi ikke har fortalt journalisterne dette det har vi gjort i årevis. Men det har tilsyneladende ikke rigtigt haft nogen effekt.

Det er af den grund, at jeg nu – én gang til for prins Knud – bliver nødt til at gøre følgende klart:

Dansk Folkeparti har alene to kontakter til udlandet: Den ene kontakt er et årelangt samarbejde med EU-skeptikerne hos de britiske konservative i den tværpolitiske sammenslutning Congress for Democracy, og hvis møder, vi i London deltager i et par gange om året.

Den anden kontakt er til de partier, der er medlem af UEN-gruppen i Europaparlamentet. Et rent teknisk, men i øvrigt fortrinligt samarbejde, som medfører store administrative fordele for DFs parlamentariker, Mogens Camre. UEN-gruppen præsideres af den højt estimerede tidligere franske indenrigsminister, Charles Pasqua.

Det er såmænd ikke fordi, vi ikke kunne tænke os gode forbindelser til og gode samtaler med parlamentarikere og partier i andre lande, for det er altid berigende at have internationale kontakter, men vi har ikke tidsmæssigt haft hverken energi eller overskud til at indlede en sådan kontakt.

Dansk Folkeparti er stadig forholdsmæssigt et ungt parti, og vi har hidtil haft rigeligt at gøre med helt at koncentrere os om Danmark og dansk politik, som vore vælgere berettiget forventer at vi prioriterer.

Det er meget muligt, at vi en gang i fremtiden vil knytte andre internationale kontakter. Jeg kunne udmærket forestille mig, at vi ad åre eksempelvis i Nordisk Råds regi vil indlede et samarbejde med andre nordiske partier, som nationalt har opnået parlamentarisk repræsentation, som har en rimelig folkelig forankring, som bekender sig til folkestyret og som i en længere periode har bevist at have orden i egne rækker. De samme selvfølgelige krav vil vi stille til partier uden for Norden.

Når den tid kommer, kan jeg forsikre alle om, at vi behørigt vil orientere offentligheden om det samarbejde, der er blevet indledt.

Indtil dette sker – og det kan som nævnt ligge langt ude i fremtiden, kan man således roligt gå ud fra, at enhver orientering om, ethvert rygte om og enhver formodning om samarbejde mellem Dansk Folkeparti og udenlandske partier og personer ikke har hold i virkeligheden, men alene er et fortvivlet forsøg på at sætte os i bås med partier og personer, som vi ikke har det fjerneste ønske om at blive sat i bås med.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Scroll to top