fbpx

Mortens ugebrev: Er Vermund kommet i dårligt selskab?

Hvorfor angriber du nu Nye Borgerlige – skal I ikke arbejde sammen? Det blev jeg spurgt om forleden, da jeg udfordrede Pernille Vermund til dueldebat om de 84.000 fremmede arbejdere, hun gerne vil have til Danmark.

Jeg synes, det er en lidt sjov måde at stille sagen op på. For skal vi i DF da ikke gøre opmærksom på det, når vi er uenige med andre partier – også Nye Borgerlige?

For mig er Pernille Vermund og hendes parti som ethvert andet parti – og når vi er enige, er vi enige; når vi er uenige, er vi uenige. Bør det ikke vær sådan?

Derfor vil jeg stadig mægtigt gerne møde Pernille Vermund til en debat om det danske arbejdsmarked, fremmed arbejdskraft og den løsning, hun har fremlagt sammen med V, K og LA. Men hun reagerer ikke rigtigt på mine invitationer…

I min optik skal udenlandsk arbejdskraft, når vi taler i den lavere del af indkomstpyramiden, være en undtagelse. Sporene fra 60erne og 70erne, hvor kimen til vores nuværende udlændingekatastrofe blev lagt, skræmmer. Hvis Novo mangler en højtspecialiseret kemiingeniør eller nogen verdens bedste læger gerne vil arbejde på de danske sygehuse, skal vi naturligvis ikke hindre dem i det. Men det er sjovt nok ikke den slags arbejdskraft, det tales så meget om for tiden. Nej, det handler mere om folk i den lavere ende af indkomstskalaen. Og her har jeg det altså som på så mange andre områder: Danskerne først!

Den gode nyhed er nemlig, at der er masser af dansk arbejdskraft at rekruttere. Tusindvis af unge mangler både praktik- og lærepladser. Endnu flere over 50 år har mere end svært ved at finde job. Og i takt med, at podecentrene lukker ned, bliver der også derfra stadig flere ledige, som er klar til at tage fat. Lad os da begynde her fremfor at hente folk fra den anden side af jordkloden.

Sådan er det imidlertid ikke alle vore kollegaer i blå blok, der ser på sagerne. Faktisk er vi lidt alene. Men det får mig nu ikke til at ryste på hånden. Det fælles forslag, som vores venner i Nye Borgerlige har fremlagt med V, K og LA, indeholder nemlig den helt særlige finesse, at lønnen på 30.000 kr. om måneden ikke længere behøves udbetalt i kontanter – men derimod i naturalier som madkuponer, fri bolig, pc, telefon og andet spændende, som sikkert hurtigt kan camouflere, at man i virkeligheden har at gøre med særdeles lavt betalt arbejdskraft. Og de spor skræmmer. Danmark skal ikke hente billig udenlandsk arbejdskraft fra Kina, Indien eller Sydamerika, når der er danskere, der mangler jobs. Og slet ikke på en ordning, hvor man kan sænke lønnen nærmest efter forgodtbefindende overfor udlændinge, der står fremmede over for det danske system.

Derfor er det forkert at antyde, at jeg har noget principielt imod udenlandsk arbejdskraft. Men jeg har noget imod at omdanne Danmark til et indvandrerland, hvor man ikke sætter sine egne borgere først, og hvor man tilsyneladende slet ikke har øje for, at eu-landene omkring os har millioner af folk, der er jobsøgende. Hvorfor egentlig ikke henvende sig i Frankrig, der har 2 mio. arbejdsløse frem for at rekruttere i Indien eller Kina, som alt andet lige er både kulturelt, sprogligt og socialt langt mere fremmede for Danmark?

Inderst inde handler det jo om, hvad vi gerne vil med Danmark. Om man anskuer vores land som en virksomhed, der bare skal give overskud, eller som et fædreland, hvor vi naturligvis sætter danskerne først. Jeg vil til enhver tid vælge det sidste; og er også glad for, at Nye Borgerliges Ungdom faktisk har det på samme måde. Helt alene er vi da dermed ikke i den borgerlige lejr, hvor de andres model mest af alt ligner et camoufleret forsøg på at få billig udenlandsk arbejdskraft til Danmark – med både børn og ægtefælde. Og er det egentlig særligt fædrelandskærligt?

Det vil jeg meget gerne have lov at debattere med Pernille Vermund. For hvorfor er et parti, der normalt siges at kere sig om Danmark, dog kommet med sådan et forslag? Det handler ikke om, at vi ikke skal lave politik med Nye Borgerlige. Selvfølgelig skal vi det – når vi er enige. Men jeg tror desværre, at Pernille er kommet i dårligt selskab. Og det skal vi naturligvis hjælpe hende ud af – ligesom vi også gerne hjælper erhvervslivet med deres problemer. Men ikke ved at undergrave det danske arbejdsmarked og lempe udlændingereglerne. Den vej har været prøvet før. Og det tjener ikke som forbillede.

Med venlig hilsen

Morten Messerschmidt

Rul til toppen