fbpx

Mortens ugebrev: Forsvarsforbeholdet er Danmarks garanti for NATO

Forsvarsforbeholdet er Danmarks garanti for NATO.

I december 2015 indgik Ukraine en aftale med Det Europæiske Forsvarsagentur om ”administrative forhold” mellem agenturet og Ukraines forsvarsministerium. Det var i tiden umiddelbart efter Ruslands annektering af Krim, og mon ikke man fra Kievs side havde forventet, at en aftale med EUs forsvarsagentur ville gøre en forskel? Alligevel stod EU famlende og lammet, da Putin syv år senere gjorde alvor af sine trusler og angreb Ukraine.

Den seneste måned har været en understregning af, hvad EU er – og hvad EU ikke er. En bekræftelse på, hvorfor vi i Danmark allerede i 1949 blev medlem af NATO. Mens EU har sendt nødhjælp, og kort før Putins angreb oprettede en rådgivende militær træningsmission i Ukraine, så har NATO stået for det militære gensvar, lige som sanktionerne mod russiske banker mv. har haft stor effekt, fordi de er gennemført transatlantisk i fællesskab mellem EU, USA og Storbritannien – altså med NATO som paraply.

Det er i lyset af dette, at jeg ikke kan lade være med at undre mig, når regeringen nu – sammen med Venstre, Konservative, Radikale og SF – har besluttet at afvikle forsvarsforbeholdet. De vil gerne have Danmark fuldt og helt med i EUs forsvarssamarbejde. Det er ellers ikke længe siden, at statsministeren kaldte forbeholdene for fundamentet for dansk udenrigspolitik. Men nu har hun skiftet spor og mener, at Danmark skal være »i hjertet af EU« – ikke langt fra hendes forgænger, Helle Thorning Schmidt, der talte om at være »European by heart«.

Det er svært at benægte, at de seneste uger har ændret verden. Og så er det vel også kun rimeligt at ændre sit verdenssyn? Spørgsmålet er blot, hvortil det skal ændres. Og er det virkelig nu, vi skal have mere EU?

Hvis danskerne beslutter at afskaffe forsvarsforbeholdet, betyder det helt konkret, at Danmark fremover deltager fuldt og helt i EU-traktatens artikel 42 til 46. Her kan man blandt andet læse:

»Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik«.

»Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik«.

Det er også her, man kan læse om den magt, EUs forsvarsagentur skal have. Det handler om at:
– Bidrage til fastlæggelse af målene for medlemsstaternes militære kapacitet
– Fremme harmonisering af de operationelle behov
– Foreslå multilaterale projekter med henblik på at opfylde målene for militær kapacitet.

Det er en radikal ændring af dansk forsvar. Og i artikel 46 nævnes det, som kan blive helt centralt, hvis Mette Frederiksen og hendes venner får et ja til folkeafstemningen den 1. juni – nemlig dansk deltagelse i et »permanent struktureret samarbejde«, hvor dansk forsvarspolitik vil være permanent forankret i EU.

Om dette er, hvad pro-EU-partierne drømmer om, ved vi ikke. Faktisk ved vi kun, at de vil af med forbeholdet, men ikke ret meget om hvad de vil bruge denne nye EU-magt til. Og måske er det i virkeligheden det allermest bekymrende. For i Bruxelles er der ingen tvivl om, hvad EU gerne vil. Ikke mindst i EU-parlamentet har man længe drømt om, at EU skal blive en militær stormagt, der kan give USA modvægt og engagere europæerne i konflikter rundt på kloden uden amerikanere og briter.

Og EU-parlamentets seneste udtalelse om EUs årlige sikkerheds- og forsvarspolitik giver et ret klart billede af, at det på ingen måde blot handler om Rusland, men derimod om en lang række lande, som EU (læs: Frankrig) har stærke interesser i.

Somalia, Mozambique, Libyen, Tyrkiet og især Mali er alle genstande for Unionens nidkære interesse, og man minder direkte om, »at Unionen på nuværende tidspunkt er i gang med 11 civile og 7 militære missioner og operationer« – i Somalia, i Bosnien-Hercegovina, i Sahel og på Afrikas Horn, i Mali mv. (afsnit 7).

Er det den slags operationer Mette Frederiksen, Jakob Ellemann, Søren Pape, Sofie Carsten Nielsen og Pia Olsen Dyhr drømmer om, at Danmark skal med i fremover?

Parlamentet drømmer om at spille med musklerne og minde om, at »EU gennem sine medlemsstaters militære kapaciteter har et samlet budget på 395 mia. EUR, hvilket bringer det på andenpladsen globalt«. Men de seneste måneder har vi da ikke set meget til Josep Borell, vel? Jeg har i hvert fald mest set Joe Biden og Antony Blinken. Borell skulle ellers være ”EUs udenrigsminister”, men vi skal være glade for, at det meste går gennem USA og UK.

Siden anden verdenskrig har NATO været garanten for vores frihed og selvstændighed. Sådan vil det også være fremover. Og der er grund til at frygte, at hvis EU får luft under vingerne på grund af Ukraine-krigen, så vil en fælles EU-hær hastigt blive til. Ikke som et supplement til NATO, men som en modpol, der skal engagere EU i alverdens brændpunkter. Bemærk at rapporten, der er dateret den 21. januar 2022 (!) kun nævner Rusland ni gange i rapporten. Mali er nævnt 40 gange!

Så hvor tror man egentlig, at EUs fokus vil være, når vi kommer på den anden side af Ukraine-krigen? Det er hævet over enhver tvivl, at konflikten i Ukraine alene kan blive løst gennem NATO. Så hvorfor skal vi bruge det som anledning til at melde os ind i et EU-forsvar, der er oprettet for at løse opgaver i Sahel og Mali?

EU-parlamentet er ydmyg nok til at nævne, at man under tilbagetrækningen fra Afghanistan »var afhængige af USA, som udsendte 6.000 soldater for at sikre Kabul Lufthavn inden for meget kort tid, hvilket gjorde det muligt at evakuere europæiske borgere og afghanske statsborgere, der var i fare« (afsnit I). Men i stedet for at takke amerikanerne, foreslår man at styrke EU’s evne til at handle selvstændigt under lignende omstændigheder.

Skal EU fremover engagere sig militært i konflikter som den i Afghanistan? Er vi ikke lidt mere trygge ved at have amerikanerne med, hvis vi overhovedet skal ind i den slags igen?
Jeg tror det.

Hvis det er denne fremtid Pape, Ellemann og co. ønsker sig, skulle de sige det klart. Krigen i Ukraine er ulykkelig, og det er alene takket være de heroiske ukrainere, bakket op af NATOs hurtige og effektive reaktion, at Putin i dag er trængt.

Gad vide hvordan verden havde set ud, hvis EU havde skullet håndtere situationen. Jeg tvivler meget på, at Putin ville have vist samme respekt som for en alliance med både UK og USA.

For et er naturligvis, hvad de herrer og damer i Statsministeriet drømmer om. Noget ganske andet er det, de taler om i Berlin, Paris og Bruxelles. Og her går tankerne mest til fjerne egne i Afrika og Asien.
Skal danske soldater virkelig følge trop med en EU-stjerne på skulderen?

Det bliver et nej tak herfra.

Med venlig hilsen

Morten Messerschmidt

Rul til toppen