fbpx

Mortens ugebrev: Når man bare vil misforstå…

Når man bare vil misforstå…

Ekstra Bladets opinions-redaktør Mads Kastrup må være en travl mand. Meget travl, når han i dag kan fylde en hel avisbagside med gas om Dansk Folkeparti, forsvarsforbeholdet og EU. Ja, faktisk har han så travlt, at han kun har tid til at læse overskrifter. Og der går det galt. For eksempel når han i Politikens web-avis læser en overskrift over et interview, hvor jeg blev citeret: ”Helt ud af EU? Det ville måske være lidt voldsomt”. I stedet for at læse, hvad sagen handler om, går Mads Kastrup straks fra snøvsen og skriver, at ”først var de imod EU, så gik de ind for EU, så var de imod, og nu går partiet tilsyneladende ind for det på ny”.

Men ak, jeg må skuffe Mads Kastrup: sandheden er, at Dansk Folkeparti både mener og tror på, at Danmark kan og bør stå uden for EU, når brexit en dag har skabt momentum for, at et alternativt frihandelssamarbejde kan opstå. På Politikens redaktion var man da også så hæderlig, at man ændrede overskriften, fordi der ikke var dækning for den…! På Ekstra Bladet holder man dog fast i vildfarelsen…

Derfor skal jeg gerne over for Mads Kastrup – og alle andre, der måtte have for travlt til at læse andet end overskrifter – afkræfte, at Dansk Folkeparti har svinget fra og til noget som helst i vores eu-politik. Vi står klippefast på vores modstand. Og vi tror i øvrigt på, at langt de fleste af de danskere, der i dag erklærer sig som tilhænger af dansk EU-medlemskab, først og fremmest har det sådan, fordi de gerne vil kunne handle med de andre eu-lande – ikke fordi de drømmer om at blive en del af euroen, afskaffe retsforbeholdet eller i øvrigt vil lette anker fra NATO for i stedet at sejle imod et fælles-eu-forsvar, som man drømmer om i Paris, Berlin og Bruxelles.

For det er da pudsigt, at eu-partierne på Christiansborg aldrig kunne finde på at udskrive en folkeafstemning om mindre EU – det handler altid om mere. Hvorfor egentlig? Ville et flertal af danskere være imod et velfærdsforbehold, som kunne værne vores sociale ydelser mod trækket fra unionsborgere? Ville et flertal af danskere være imod et opgør med EU-domstolen, så vi fik gjort op med dommervældet og vendte tilbage til en styreform, hvor det er de folkevalgte, der bestemmer? Jeg tror det ikke.

Derfor glæder det mig også, at Ekstra Bladet som tilsyneladende eneste avis har erklæret sig som tilhænger af at holde fast i forsvarsforbeholdet. Det lader til, at vi – trods alt – har noget til fælles. I hvert fald på den korte bane frem mod 1.juni, hvor det i første omgang handler om at stille de rigtige spørgsmål til de partier, der vil af med forsvarsforbeholdet.

For hvad skal det egentlig nytte?

Statsministeren siger, at det handler om et værdimæssigt fællesskab. Det handler altså mere om signaler frem for rigtig politik. Men skulle vi så ikke afvente og se, hvordan det går med alle de drømme om et fælles eu-forsvar, som for tiden har luft under vingerne i både EU-kommissionen og flere af EUs store lande, inden vi afskaffer vores forbehold?

Det handler om at ”sidde med ved bordet”, siger Venstre og Konservative. Men hvornår er det sidst, Danmark har rykket noget i Bruxelles ved at sidde med ved det navnkundige bord? De seneste år husker jeg primært danske nederlag i Bruxelles. På barselsområdet, hvor man ellers havde lovet os, at EU slet ikke fik nogen indflydelse. På lønområdet, hvor man ellers havde lovet, at EU aldrig ville få magt. På udlændingeområdet og en stribe andre sager, hvor skiftende, eu-begejstrede ministre er taget til Bruxelles for at kæmpe Danmarks sag – men er kommet slukøret hjem med en uforrettet en af slagsen i stedet…

Det er ikke lang tid siden, Mette Frederiksen talte dunder imod systemet. Hun kaldte EUs budget for det rene ”gak gak” og var villig til at tale både EU-parlament og –kommissionen imod. Men i dag har piben fået en anden lyd. I dag mener hun, at Danmark skal være i ”hjertet af EU” – ikke fjernt fra Helle Thornings Schmidt, der erklærede sig som ”European by heart”.

Men kærlighed gør som bekendt blind. Og alene de seneste uger bør få enhver, der tror på, at EUs kommissær-hær kan garantere vores frihed og sikkerhed, til at ryste på hånden. I dag er 12 dage siden, de besluttede at lukke de russiske kanaler – Sputnik og Russia Today – i hele EU. I sig selv en bemærkelsesværdig beslutning over for Putin, som man (med rette) har kritiseret for at lukke vestlige medier. Men hvad er der sket? Begge kanaler er stadig fuldt tilgængelige, og jeg spørger derfor: hvordan skulle et EU, der ikke på knap 14 dage kan finde ud af at lukke for fjendens propaganda, kunne gennemføre en forsvarspolitik, der kan levere bare tilnærmelsesvist, hvad NATO er i dag?

Det giver ingen mening. EU er i enhver henseende en misforståelse, som stadig højere kalder på et korrektiv. Det håber og tror jeg, at brexit vil levere. Ikke i dag. Og ikke i morgen. Men igennem de kommende år, hvor jeg tror på, at briternes genvundne frihed vil brede sig til stadig flere lande. For Danmark skal naturligvis aldrig stå alene. Vi er afhængig af relationer og allierede. Det handler bare om at vælge de rigtige. Og hvor jeg meget gerne handler med både tyskere, franskmænd, rumænere og irere, så foretrækker jeg nu engang, at vores forsvar bygger på et samarbejde, der inkluderer både amerikanere og briter.

Med venlig hilsen

Morten Messerschmidt

Rul til toppen