fbpx

Mortens ugebrev: DK skal frigøre sig fra russisk gaskvælertag

Siden anden verdenskrig har verden oplevet tre oliekriser: 1973-74, 1978-79 og 1990-91, alle på grund af krige og kriser i det uregerlige Mellemøsten. Men nu, 30 år senere, står vi midt i en ny energikrise, som vinteren bare var en forsmag på. Opstarten efter coronapandemien med den drastiske efterspørgsel på naturgas er naturligvis en del af forklaringen. Men det viste sig også, at såkaldt vedvarende energikilder som blæst kun er vedvarende, hvis det altså blæser.

Tusindvis af monstermøller stod sidste år i månedsvis musestille til havs såvel som til lands. Som følge deraf steg prisen på stabile energikilder som naturgas og gjorde et stygt indhug i levestandarden hos millioner af europæere. Man kan ikke lave energipolitik, som vinden blæser, og håbe på, at solen altid skinner. Jeg beklager, men langt ud i fremtiden har vi brug for fossile brændstoffer som opbakning i vindstille og overskyet vejr; hvis vi da vil have en rimelig stuetemperatur og fremstillingsvirksomheder, hvor vi kan arbejde. I dag dækker fossile brændstoffer 80 procent af EU’s energiforbrug; sol og vind står for sølle 3 procent.

Men oven i regningen fra 2021 kan vi nu lægge prisen for Ruslands krigsførelse i Ukraine. Allerede før Putins invasion var der udsigt til en fordobling af gaspriserne. Og samtidig har den grønne omstilling gjort europæerne endnu mere afhængige af russisk gas og arabisk olie.

Og hvad er statsministerens svar? Vil hun tilbagebetale de 2,7 milliarder kroner, staten har tjent ekstra på elafgifter? Nej, regeringen har i stedet valgt at indføre en symbolsk og i øvrigt bureaukratisk lappeløsning: 3.750 kroner til ‘ de hårdest ramte’ husstande, som det nu viser sig, at otte ud af ti børnefamilier ikke får del i.

Nej, Mette Frederiksens svar, som man for nyligt kunne læse i Politiken, er affaldssortering, indenrigsflyvning på salatolie og genanvendelige muleposer: »Vi har ændret vores adfærd. Genbruger i højere grad de plastikposer, vi allerede har. Eller tager en mulepose med, når vi skal ud at handle«, skriver hun.

Lad mig i forbifarten gøre opmærksom på, at en ‘ mulepose’, som ikke bindes på en hestemule, men bruges til indkøb, ifølge Miljøstyrelsen skal bruges mindst 7.000 gange, eller én gang om dagen i 19 år, før den er mindre miljøfjendtlig end en plastikpose, fordi bomuldsplanter er så pokkers tørstige.

Sådan taler grønne Mette og minder pludselig bekymrende meget om den yderste venstrefløj, hun ellers har prøvet at distancere sig fra. Det store spørgsmål er så, hvor Danmarks frihed, sikkerhed og selvstændighed befinder sig i statsministerens nye spændingsfelt mellem rød og grøn.

For Ruslands angrebskrig mod Ukraine har naturligvis med ét slag ændret forudsætningerne for dansk og europæisk økonomi og militære sikkerhed. Nu må vi tænke og handle realistisk, praktisk, beslutsomt – og med offervilje. Aldrig før har dansk sikkerheds- og forsvarspolitik været så nært forbundet med vores energi- og klimapolitik.

Danmark – og Europa – må og skal frigøre sig fra det russiske gaskvælertag. Krisen kalder på et øget samarbejde om et effektivt distributionsnet til fordeling af stærke og stabile energiressourcer. Vindmøller er nok et supplement til strømforsyning, men gør det ikke alene, slet ikke hvis vi også vil have varme i vores boliger og produktion i vores fabrikker.

Det er også i Danmarks interesse – og jeg er overbevist om, at det vil ske – at Tyskland omgør sin beslutning om at lukke sine sidste seks atomkraftværker og at Holland genoptager sin udvinding af naturgas. Europa må hurtigst muligt forberede sig på at importere flydende naturgas (LNG) fra USA. Det kræver opgradering af europæiske havneanlæg og et udviklet distributionsnet. Biogas må også vinde større indpas. I det hele taget skal der forskes og investeres i en stabil energiforsyning som aldrig før – en oplagt fælleseuropæisk opgave.

Vi kan skændes om brunkul, kernekraft og naturgas; men lad os tage den senere. Nu er der ikke plads til hverken fine fornemmelser eller irrationel dødsangst. En hovedløs og drastisk grøn omstilling uden noget sikkerhedsnet vil være en belastning for millioner af europæere og uundgåeligt føre til social uro.

Forstår Statsministeren, at den grønne strategi med nedlukning af vores olie- og gaslagre er en gave for Putin? Eller har Socialdemokratiets strateger overbevist Røde Mette om, at hun for at tækkes det grønne segment i byerne må skifte det røde flag ud med en økologisk porre?

For får år siden gav røde Mette  en håndsrækning til bryggeriarbejderen Arne i Sønderjylland. Vil Grønne Mette nu sælge støberiarbejderen Bjarne på Aalborg Portland i Nordjylland? Og hvad betyder det for danske uafhængighed, når den grønne dagsorden har overtaget? Jeg er er ærligt talt mere utryg ved Grønne Mette, og det bør de danske lønmodtagere også være, for hendes grønne dagsorden er fyldt med masser af varm luft, som nok skal gøre klimaprædikanterne glade – men som kan ende med at koste Danmark dyrt. Ikke bare i kroner, ører og arbejdspladser. Men måske på vores sikkerhed. For hvis Mette Frederiksen nu kæmper med sig selv om enten at være rød eller grøn – glemmer hun så at være rød og hvid og sikre vores uafhængighed fra Putins gas?

Med venlig hilsen

Morten Messerschmidt

Ovenstående er blandt andet baseret på uddrag af kronikken fra Politiken i fredags. Den fulde kronik kan læses på
https://politiken.dk/debat/kroniken/art8636846/Prisen-p%C3%A5-statsministerens-gr%C3%B8nne-hamskifte-bliver-enorm?

Husk i øvrigt, at Morten sender direkte på facebook torsdag eftermiddag, hvor du kan stille spørgsmål.

Rul til toppen