Når barnetroen på FN brister…

Pia Kjærsgaards ugebrev

Undersøgelser har vist, at et flertal af danskerne er parate til at sende soldater af sted for at fjerne Saddam Hussein med magt – men kun såfremt FN er med.

Vi må vælge FN-vejen, er blevet et mantra, som vi allesammen hiver frem i hver anden sætning, når diskussionen drejer sig om den krise, som Iraks diktator har kastet verden ud i. Det kan godt ske, at vi bliver nødt til at bruge magt – men FN skal med. Det er den instinktive rygmarvsreaktion, der sidder dybt forankret i os alle sammen: FN skal med!

Rygmarvsreaktionen hænger sammen med vores barnetro. Barnetroen på, at FN pr. definition er godt. Og at når FN er med, kan det ikke gå helt skidt. I skolen hørte vi om FNs dannelse i 1945 og det fyldte os med stolthed og glæde.

Vi hørte, at FN skulle været noget helt andet end det Folkenes Forbund, som ikke kunne stille noget op overfor Hitler, og derfor led skibbrud.

FN skulle gøre det af med den internationale lovløshed. Og til det formål skulle Sikkerhedsrådet etableres, bestående af 15 medlemmer, hvoraf fem skulle være permanente medlemmer. Der var idé i, at disse fem, som var stormagterne USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien skulle have særlige rettigheder og særlige forpligtelser i forhold til den internationale retsorden.

Vi troede på FN. Og som undersøgelserne viser: vi tror på FN.

Det ville jeg også gerne – om end min barnetro er bristet, hvilket jo aldrig føles rart.

Det er krisen omkring Irak, der på ubehagelig vis for mig har afsløret FN, og som har dokumenteret, at Sikkerhedsrådet i sin nuværende form dels ikke er brugbart og dels ikke er tillidsvækkende, hvilket har at gøre med Sikkerhedsrådets sammensætning, som i specielt i indeværende præsidentskab er rent ud fortvivlende.

Udover de permanente medlemmer tegnes Sikkerhedsrådet af Tyskland, Guinea, Mexico, Pakistan, Spanien, Syrien, Angola, Bulgarien, Cameroun og Chile.

Med andre ord: Blandt de medlemmer, som i disse timer sidder og bestemmer, om Saddam Hussein skal le eller græde, er lande, som på ingen måde hverken demokratisk eller retssikkerhedsmæssigt vil kunne bestå eksamen, og som gang på gang får dumpekarakter i det, der tæller på vægten, når et samfund skal bedømmes. Det er tankevækkende, at disse lande sidder der fuldstændig tilfældigt. De vælges efter en uskøn blanding af lotteri, vennetjenester, lobby-arbejde – og nu-er-det-min-tur….

Syrien er blandt verdens værste diktaturer, som siden 1963 har været i permanent militær undtagelsestilstand. Den islamiske sharia er lov, og retssystemet styres af religiøse domstole. Alle medier i landet ejes af landets eneste parti, Ba´ath-Partiet.

Guinea lider også under en omfattende korruption, og demokratiet er det så som så med. Der er tale om et særdeles ustabilt land, som vakler mellem militær-diktatur og spæde forsøg på demokrati.

Cameroun er blandt verdens 10 mest gennemført korrupte stater.

Bulgarien har brug for en omgående reform af domstolene, og landet, som har stor mafia-aktivitet, er ligeledes præget korruption

Pakistan er en føderal, islamisk republik, som ganske vist officielt har et engelsk-præget retssystem, men hvor den islamiske sharia-lov overtrumfer ikke islamiske afgørelser. Militæret holder landet i et jerngreb, og korruption og politiske likvideringer hører til dagens uorden.

Angola vinder VM-bronze, når det gælder listen om verdens mest korrupte lande. På den sidste liste fra Transparency International var landet meget tæt på at snuppe finere metal, men blev slået på målstregen af Bangladesh og Nigeria.

Det er sådanne lande, Frankrig og USA i ugevis har bejlet til – nemlig ved at konkurrere om, hvem der kunne levere den største penge-kuffert. I Angola, Cameroun og Guinea vil sådan noget ikke blive modtaget med forargelse. Det er almindelig politisk dagligdag på de breddegrader.

Et kort glimt af nogle af de lande, som altså i disse timer sidder med fingrene på knapperne i FNs Sikkerhedsråd, og som så mange har ubegrænset tillid at de vil kunne løse verdens problemer.

Det er dette FNs Sikkerhedsråd, der i vide kredse også herhjemme tillægges næsten guddommelig status og fremhæves som garanten for at alt går rigtigt til.

Jeg er uenig. Jeg har netop foreslået regeringen, at Danmark bør arbejde for, at FNs Sikkerhedsråd fremover udelukkende skal bestå af permanente medlemmer – og at kredsen af permanente medlemmer udvides. Heraf vil følge af de kortvarige medlemsskaber helt afskaffes.

Vi er nødt til koldt og kontant at sige, at der nu en gang er forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager. At der er forskel på lande. Nogle er kvalificerede til at sidde i Sikkerhedsrådet – andre er ikke.

Når det gælder FN har jeg mistet min barnetro. Jeg vil meget gerne have den igen. En total revision af Sikkerhedsrådets vedtægter og medlemssammensætning er nødvendig og hastende. Ellers smuldrer FN som Folkenes Forbund smuldrede.

Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard

NB: Fik jeg for resten nævnt, at det Ba´ath-Parti, der styrer Syrien – det kommende formandsland i FNs Sikkerhedsråd – er det selvsamme parti, som styrer Irak – og hvis lokalformand dér hedder Saddam Hussein…

Scroll to top