Når krig bliver pligt og nødvendighed

Pia Kjærsgaards ugebrev

Mange vender sig i disse dage imod krigen, og det da gør indtryk, når folk går på gaden for at fortælle omverdenen, at de er modstandere af krig.

Det er forståeligt, at de føler sådan for enhver ved sine fulde fem er modstander af krig. Og ikke mindst er enhver, der har oplevet krig på egen krop og sjæl, modstander af dette helvede.

Vi ved således alle, at vi er imod krig. Men betyder det, at vi i alle tilfælde er for fred? Ja, vil nogen sige: Fred er hundrede procent positiv, og krig kan således aldrig retfærdiggøres.

Det er præcis hér vore veje må skilles. For det afgørende må jo være hvilken fred, man har.

I virkeligheden er fred let at opnå det kræver blot at man bøjer nakken. Det oplevede vi for et par menneskealdre siden.

Fra 9. april 1940 til 5. maj 1945 var der fred herhjemme. Der var nok krig andre steder, men der var fred i Danmark. Eksporten var enorm, den danske økonomi var bedre, end den på noget andet tidspunkt i historien havde været – og der var fuld beskæftigelse. De fem år var simpelthen dansk økonomis guldalder.

Også dengang var der freds-politikere. Også dengang gjaldt det for visse politikerne på Christiansborg om at sikre freden. Erik Scavenius og Thorvald Stauning, og hvad de ledende folk dengang ellers hed, levede og åndede for freden, og rasede imod det, de kaldte nationalistiske og selvtilstrækkelige strømninger, der uundgåeligt ville føre til krig.

I dag siger vi heldigvis for de hundredevis af danske frihedskæmpere og de hundredetusindvis af allierede soldater, der ville krigen. For nok ville de have fred, men de ville ikke røre freden med en ildtang, hvis den ikke samtidig ledsagedes af frihed og sikkerhed. Og de ville ikke have noget med freden at gøre, hvis den skulle styres af en ondskabsfuld diktator.

Lektien til os i dag er, at vi må være parate til at gøre det, der skal gøres. Og at krig kan være såvel en pligt som en nødvendighed.

Derfor støtter jeg den af Amerika og England opbyggede koalition af lande, der med militære magtmidler vil sikre friheden for det irakiske folk – og ikke mindst sørge for at de giftgasser og massedrabsvåben, der truer den frie verdens sikkerhed, tages ud af en gal diktators hænder.

Derfor støtter jeg, at vi har sendt ubåden Sælen, korvetten Olfert Fischer, et lægehold samt stabs- og forbindelsespersonel – i alt ca. 160 danske soldater, officerer og læger til Golfen. Deltagelsen er signalet om, at Danmark nu indtager en ansvarlig og stærk rolle blandt den frie verdens allierede.

Og guderne skal vide, at den frie verden igennem et dusin år har prøvet og prøvet med fredelige midler at påvirke den irakiske diktator til at slippe tøjlerne og give sit folk frihed. Men alt forgæves.

Det er i den nuværende fase, hvor krigen er gået i gang, vigtigt at forstå, at aktionen mod det irakiske regime både er en retfærdig og en nødvendig aktion. Dels er det en selvfølgelig fortsættelse af befrielsen af Kuwait i 1991 og efterfølgende 12 års forsøg på at afvæbne det irakiske regime med fredelige midler, og dels er det en naturlig følge af kampen mod et regime, der yder bidrag til terrorismen og giver terroristerne asyl.

USA og de allierede har nok erklæret Irak krig, men den militære aktion – hvilket de første dage klart har vist – er alene rettet mod det irakiske regime og ikke mod det irakiske folk.

De allierede havde slagkraft nok til i løbet af få dage at lægge Irak i ruiner og derved skabe omfattende død og ødelæggelse i civilbefolkningen, men kunne ikke drømme om at bruge denne slagkraft. Tværtimod har de allierede vist viljen til, alene for at skåne den irakiske civilbefolkning mest muligt, at risikere allieredes liv.

I de kommende uger vil vi opleve, at denne militære aktion føres helt igennem til en befrielse af det irakiske folk fra diktatoren gennem 35 år, aggressoren og massemorderen, Saddam Hussein.

Vi vil se frem til, at hans regime definitivt bliver fjernet, og vi vil opleve, at de allierede styrker sideløbende hermed på alle måder vil hjælpe det hårdt prøvede irakiske folk igennem den første svære tid frem mod folkestyre og frihed.

Irak er fra naturen begunstiget og har – først og fremmest takket være de enorme olieressourcer – alle muligheder for at blive et af verdens mest velstående lande. Vi vil opleve, at de allierede styrker sørger for, at det bliver det irakiske folk, der får gavn af denne velstand – og at oliemilliarderne ikke længere går indkøb og udvikling af masseødelæggelsesvåben og til diktatorens luksus-paladser og hans enorme families dekadente liv.

En sådan aktion tager Dansk Folkeparti gerne medansvar for. Hvilken glæde bliver det ikke at være medvirkende til dels at befri det irakiske folk for en ondskabsfuld diktator og dels at gøre verden friere, bedre og sikrere.

Vi hader alle krig. Men jeg er overbevist om, at den dag kommer, hvor de fleste vil indse, at vi i denne situation gjorde vores pligt i en nødvendig krig.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard.

Scroll to top