Nu gælder det så danskerne…

Pia Kjærsgaards ugebrev

At følge statsminister Anders Fogh Rasmussen i den forgangne uge fra sidelinjen har været en fornøjelse. Han og regeringens dygtige embedsmænd har gjort et fint stykke arbejde i forbindelse med EU-topmødet, og har fortjent den ros, Danmark har fået fra udlandet, og hvorfra det enslydende høres, at der fra statsministerens side har været tale om en professionel og samtidig venlig og humørfyldt ledelse af topmødet.

Når dertil kommer, at en enestående indsats fra politiet har betydet, at hvert eneste lille optræk til uro og vold er blevet opløst fra første sekund, sådan at ballademagerne ikke har fået så meget som én eneste chance, – ja, så kan man i høj grad være tilfreds.

Alt i alt altså et internationalt topmøde, der på alle måder har medvirket til at styrke Danmarks gode omdømme rundt om i de europæiske folk.

Der er heller ingen tvivl om, at regeringerne i de nye medlemslande er glade for de ting, de fik forhandlet på plads, og det kan man vel – set ud fra en økonomisk betragtning – heller ikke fortænke dem i.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har således gjort meget for polakkerne, for ungarerne, for tjekkerne – og for alle de andre nye.

Nu håber jeg, at der er stadig er kræfter og energi til at gøre noget for danskerne.

For når det gælder Danmark er der altså et par væsentlige hængepartier. Midt i måneders arbejdsindsats for at sikre de nye adgang til EU, har regeringen nemlig haft alt for lidt opmærksomhed rettet mod de konsekvenser, udvidelsen vil få for Danmark og ikke mindst for de menige danskere.

Jeg vil stille statsministeren tre spørgsmål:

* Hvilke konsekvenser vil østudvidelsen få for det danske arbejdsmarked?

* Hvilke økonomiske konsekvenser vil østudvidelsen få for danskerne ?

* Hvilke konsekvenser vil udvidelsen få for den danske velfærdsmodel?

Jeg tror, vi alle brænder for at få svarene på disse meget overordnede spørgsmål, om end jeg har mine tvivl om, hvorvidt statsministeren vil kunne besvare dem.

Der kan ikke længere herske tvivl om, at mange mennesker fra specielt Polen og de baltiske lande vil søge til andre lande for at arbejde i det øjeblik, de får muligheden herfor. I Tyskland og Østrig har man fornuftigvis garderet sig med en syv-årig overgangsordning, mens den danske regering – jeg har ikke fået nogen fornuftig forklaring herpå – ikke finder det påkrævet med en lignende beskyttelse af det danske arbejdsmarked.

Beskæftigelsminister Claus Hjort Frederiksen har forsøgt sig med en forklaring om, at man da altid – hvis det skulle gå helt galt – kan trække i nødbremsen. Og jeg må indrømme, at jeg har været noget rystet over, at man på en sådan måde spiller fandango med det danske folk.

I moderne regeringsledelse og statsadministration er det normalt at man forud for en vigtig lov lader foretage de nødvendige undersøgelser, så man ikke skal forlade sig på gætværk, men som oftest præcist er i stand til at kunne forudsige, hvad loven vil medføre.

Det siger sig selv, at hvis Danmark i løbet af kort tid skal tage imod flere hundrede tusinde uorganiserede arbejdstagere, som er parate til at arbejde for en femtedel af den løn, danske arbejdere får, gøres danske lønmodtagere og den danske velfærdsmodel til forsøgsobjekter i et farligt socialt eksperiment. Samtidig er det ikke urealistisk at forestille sig, at mange her risikerer at miste sikre jobs, fordi deres virksomheder vælger at flytte produktionen til et af de nye EU-nabo-lande.

Presset på vore sociale ordninger kan derved blive særdeles dramatisk.

Dansk Folkeparti har på forhånd fortalt regeringen, at den syv-års-regel, som altså tyskerne og østrigerne allerede har sikret sig fra 2004, er afgørende for, at vi positivt vil medvirke til at løse regeringens problemer med arbejdsmarkedets eksklusiv-aftaler. De to sager hænger for os nøje sammen. Vi vil ikke være med til, at det skal være danske arbejdere og det danske erhvervsliv, der skal betale en helt ublu pris for østudvidelsen. Nu gælder det simpelthen danskerne.

Dansk Folkeparti vil i det hele taget i 2003 intensivere vore egne undersøgelser af, hvad EU-udvidelsen reelt kommer til at betyde for Danmark og det danske folk.

Vi formoder at regeringen vil være interesseret i at hjælpe os hermed.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Scroll to top