fbpx

– Og så ringede Emma på 10 med en donation på 31.250 kr.

Mine ugebreve handler næsten altid om problemer – udfordringer i det danske samfund. Ting vi ønsker lavet om. Sådan er det også i medierne, der næsten altid handler om konflikterne – de triste ting. Alt det som ikke fungerer. Det er naturligt nok. Det er logikken i samfundsdebatten. Den handler nemlig om, hvordan vi kan finde hårene i suppen for at lave tingene bedre i morgen.

 

Denne søndag har jeg bare lyst til noget andet! For nogle historier bliver ved med at dukke op i min erindring. Fra sidste weekend. Hvor jeg sad i Knæk Cancers callcenter. Sammen med mange andre tog jeg lørdag aften telefonen, når danskere ringede ind med donationer – og det var en oplevelse udover det sædvanlige.

 

Hele Knæk Cancer-arrangementet er jo på en trist baggrund. At alt for mange oplever kræften tæt inde på livet. At børn mister forældre alt for tidligt. At en nær ven pludselig rives væk af en sygdom, som vi endnu ikke har fået knækket koden for.

 

Men Knæk Cancer-arrangementet minder os samtidig om, at vi er nået rigtig langt. At langt flere i dag kan hjælpes til et godt liv – også efter kræften har ramt. Vi kan behandle flere og kan oftere gøre det uden så mange af fortidens bivirkninger. Så der er sket mange fremskridt. Men der skal mere til. Der skal forskes – og det koster penge. Derfor sidste weekends tv-show og derfor, vi var sat stævne for at tage telefoner.

 

Og derfor mine tanker bliver ved med at vende tilbage til nogle af opringningerne…

 

Emma på 10 år. Hvor familien har sygdommen rigtig tæt på. Hun havde tirsdagen forinden udbredt, at hun ville lave armbånd. Til 50 kr. pr. stk. Inden weekenden havde familier og venner bestilt armbånd mv,, så hun kunne indtelefonere hele 31.250 kr.!! Så nu sidder Emma sikkert her i weekenden og knokler videre med de farvestrålende armbånd af perler, hun laver med den rammende tekst: “FUCK CANCER”, der er bestilt og forudbetalt…

 

Eller Caroline fra efterskolen, der havde mistet blandt sine nærmeste, og nu løb for at samle penge ind. Der blev doneret for hver km, hun løb, og hun ringede ind med næsten 12.000 kr.

 

Den ene historie efter den anden. Alle som en. Store beløb som små. Alt sammen rørende. Og tilsammen et arrangement der gav næsten 140 mio. kr. til at gøre endnu mere imod en sygdom, der rammer så mange og så vilkårligt.

 

Vi er hurtigt ude, når vi er sure. Når vi finder hårene i suppen. Det er politikernes natur, ligesom det er mediernes natur. Og der er meget at gøre. Men skal vi ikke tillade os selv – en enkelt gang – på sådan en søndag, at minde os alle om, at der også er rørende, positive, dejlige historier – selv på en trist baggrund – når man eksempelvis sidder der i et call-center en lørdag aften.

 

Tak til alle Jer der ringede ind. Tak til alle der på en eller anden måde gør noget godt for andre. Der ikke kun tænker på sig selv. Der også hjælper med til at få hele det danske samfund til at fungere!

 

Som Emma der ringede ind med 31.250 kr. til at bekæmpe kræftsygdommen. Tak!

 

Med venlig hilsen

 

Kristian Thulesen Dahl

 

 

Får du nyhedsbrevet fra ditOverblik? Tilmeld dig her:

 

Fik du læst:

 

Brahim kom til Europa som migrant den 20. september – torsdag slog han til som terrorist i Nice

 

Søren Espersen: Nu er det en pligt at vise Muhammed-tegningerne

 

Grundtvig Centret sikret med ny stor forskningsaftale

 

Rul til toppen