fbpx

Opfordring til arbejdsgiverne: Efterspørg seniorerne i stedet for at kritisere retten til tidlig pension!

Debatten raser om den nye ordning – tidlig pension. Ordningen hvor folk, der har været mange år på arbejdsmarkedet, kan komme på pension en anelse tidligere, end dem, der kom senere ud på arbejdsmarkedet. Arbejdsgivernes organisationer mener nemlig, at ordningen er for lukrativ. At den sender raske personer, som de har brug for i virksomhederne, ud af arbejdsmarkedet.

Men spørgsmålet er, om det er retten til tidlig pension, der sender raske folk – seniorer – ud af arbejdsmarkedet. Eller om det er arbejdsgivernes mangel på at skabe arbejdspladser til seniorerne, der sender folk ud.

Retten til tidlig pension opstår, hvis man har været på arbejdsmarkedet i 42, 43 eller 44 år. I så fald får man mulighed for at gå på ordningen 1, 2 eller 3 år før, man ellers kunne gå på pension.

Ydelsen, man kan få på ordningen, er 13.740 kr. pr. måned. Før skat. For folk, der har været mange år på job, vil man således typisk opleve en meget markant nedgang i den månedlige indtægt. Det er således ikke en voldsom lukrativ ordning.

Det er også derfor, at det er tydeligt, at det er personer indenfor brancher, hvor der er stor nedslidning, der søger mod ordningen. Folk, der virkeligt kan have brug for at få fred i forhold til arbejdslivet. Skal disse folk blive på jobbet, skal man i stedet for at kritisere ordningen om tidlig pension, fokusere på at justere deres job, så det bliver mere attraktivt for dem at blive.

Man kan jo starte med i det hele taget at efterspørge seniorerne. Vise dem, at de er attraktive for arbejdspladserne. Det halter det nemlig gevaldigt med.

For få uger siden viste en ny analyse fra AE-rådet, at særligt de plus 60-årige, der er blevet ledige under den første corona-nedlukning, har haft overordentligt svært ved at få et job igen. Halvdelen af disse ufrivilligt ledige er ikke tilbage endnu.

Andre analyser har også klart dokumenteret, at det er langt sværere for seniorer i forhold til yngre at finde nyt job. Og en analyse i efteråret viste endda, at ca. hver femte virksomhed helt frasorterer seniorer, når de skal vælge medarbejdere.

Vi har vidst det længe. Men det bliver ved med at blive dokumenteret. Der er simpelthen noget galt med kulturen.

Så mit råd til de arbejdsgivere, der synes, at retten til tidlig pension risikerer at fjerne raske folk, som de har brug for. Kom op i gear – efterspørg seniorerne – giv dem attraktive arbejdspladser! Så vil de fleste seniorer faktisk foretrække at blive på job, hvor de både tjener mere og har det sociale netværk.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Får du nyhedsbrevet fra ditOverblik? Tilmeld dig her:

Fik du læst:

Muslimske kvinder opvokset i Danmark ønsker flere religiøse særhensyn

Røde partier vil ikke gøre muhammedtegningerne til fast pensum: ”De svigter ytringsfriheden”

Slut med at spare på ældre: DF vil gøre klippekortordning til lov

Rul til toppen