Skriv et læserbrev

Du kan blive hørt og få indflydelse på mange måder. For eksempel er det en god idé at skrive et læserbrev til en avis, hvis der er en sag eller nogle mennesker, du gerne vil påvirke. Det kan være om et emne, der interesserer dig specielt meget. Måske vil du gerne have flere grønne områder, hvor du bor, bedre cykelstier eller en ny sportshal. Det kan også være noget, du har læst om i avisen, og som du har lyst til at reagere på. Mulighederne for valg af emne er utallige, og det bedste – du bestemmer selv.

Fordelen ved et læserbrev er, at du har mulighed for at påvirke en større læsergruppe og få den til at ændre holdning eller til at handle på en bestemt måde. Politikerne læser også dagligt aviser.

Send læserbrevet

Læserbrevet kan du sende til den lokale avis, en regionalavis eller et af dagbladene. Hvis det er en lokalsag, du omtaler, skal du selvfølgelig vælge den lokale avis. Der er desuden større mulighed for at få optaget et læserbrev i en lokalavis end i et landsdækkende dagblad, da de hver dag får tilsendt langt flere breve fra læserne end de mindre aviser.

Skriveråd

  • Du skal skrive om en sag ad gangen. Hvis du har en mening om flere sager, er det derfor bedst at skrive to læserbreve eller alternativt vælge det emne, der optager dig mest. Et læserbrev giver udtryk for din holdning, så du skal bare skrive din mening, som du tænker den – dog tilpasset skriftsprog. Du kan følge disse skriveråd om indhold, sprog og opbygning:
  • Skriv om eet emne ad gangen.
  • Vælg en aktuel historie – sæt dig ind i, hvad der kan have mange læseres interesse her og nu.
  • Lav en sigende overskrift, dvs. een, der kort og godt dækker det område, der skrives om.
  • Skriv det vigtigste først - dit hovedsynspunkt - og anledningen til at skrive læserbrevet.
  • Derefter kan du udbygge dit hovedsynspunkt med flere detaljer og begrundelser.
  • Slut eventuelt af med en direkte opfordring til læseren om at tænke eller handle på en bestemt måde.
  • Skriv lige ud ad landevejen – lad dig inspirere af talesproget, men tilpas det til skriftsprog.
  • Svar på de seks hv-ord: hvem, hvad, hvor, hvornår, hvorfor og hvordan. På den måde er du sikker på, at du er kommet rundt om hele emnet.
  • Skriv i nutid.
  • Brug direkte tiltale som fx jeg, du, vi, I osv.
  • Undgå lange sammensatte ord.
  • Brug korte sætninger, og sæt ofte punktum.
  • Brug eventuelt spørgsmålstegn, hvis du ønsker svar på noget - for eksempel fra en bestemt person.
  • Korte læserbreve har normalt størst mulighed for at blive trykt i avisen. Derfor skal du som hovedregel ikke skrive længere læserbreve, end der normalt er i den avis, der sendes til.
  • Tjek, at kommaer er korrekt sat, og at der ikke er stavefejl.
  • Læs til sidst læserbrevet højt. Så er det let at høre, om teksten hænger sammen. Du kan også få en anden person til at læse det igennem.