fbpx

Pia Kjærsgaards tale ved Folkemødet på Bornholm

”Det talte ord gælder”

Klausuleret til lørdag den 16. juni 2012 kl. 11.15

Pia Kjærsgaards tale ved Folkemødet på Bornholm

16. juni 2012

Så er vi her igen. Folkemødet her på Bornholm er en ny tradition inden for det politiske liv i Danmark. En interessant mulighed for borgerne at træffe politikere og få en god snak. En slags politisk ”festival” – måske ikke med så meget fadøl – men forhåbentligt med en masse substans og stof til eftertanke.

Sidste år diskuterede vi, hvorvidt Folkemødet fortsat skulle afholdes på Bornholm. Det var der stor set enighed om. Jeg udtalte dengang, at det måske skulle spredes mere geografisk ud over landet, således at flere danskere fik mulighed for at lægge vejen forbi.

For mange danskere er det nemlig forbundet med vanskeligheder at finde fly og færger. Og når man ser, at over 250 journalister, embedsmænd og rådgivere optager pladser, bliver selve betegnelsen ”folkemøde” måske en smule udvandet. Måske burde der indsættes særlige ”folkemødefærger”.

Omvendt erkender jeg, at denne smukke ø skaber en helt unik ramme omkring arrangementet. Bornholm er og bliver noget ganske særligt. Ikke blot er øen Danmarks yderste forpost mod øst. Det er også øen, hvor tapre og nationalt sindede mænd befriede sig selv fra svenskernes åg i 1658. Det vidner flere mindesten på øen om.

Bornholmernes frihedstrang er forbillede for hele Danmark.

Politisk er der sket meget, siden vi stod her for præcis et år siden, og jeg må indrømme, at jeg ikke kunne lade være med at kaste et blik i statsminister Helle Thorning-Schmidt tale, som hun holdt på Danchells talerstol for præcis et år siden.

Dengang var hun ikke statsminister, men leder af oppositionen – eller delte hun i virkeligheden ikke den post med Villy Søvndal? Jeg faldt blandt andet over en artikel fra Politiken, der skildrede indholdet i Helle Thornings-Schmidts tale på følgende måde:

”De første ni minutter var dundertale mod regeringen. De næste tre minutter var blandede stød til regeringen og egne modspil dertil. Minutterne fra 11 til 14 handlede om S´og SFs egen ”Fair Løsning”. Fra minutterne 14 til 21 var der igen kritik af regeringens krisepolitik. De sidste to minutter rundede Thorning af med egne holdninger.”

Ja, talen var en forsmag på alle de floskler, vi har lyttet til i ni måneder med den røde regering. En masse snak om ”kickstart” og ”Fair Løsning – der som bekendt faldt til jorden med et brag – en masse klicheer om behovet for at ”stå sammen”, og hvordan den tidligere regering havde sat ”skel” mellem befolkningsgrupper…uden at definere, hvad disse skel gik ud på.

Den røde regering har med forslaget til en skattereform til gengæld kvitteret med helt konkrete skel.

Skel mellem de pensionister, som kan modtage pensionstillæg, og dem som ikke kan. Skel mellem de børnefamilier, der kan modtage fuld børnecheck, og dem som bliver straffet, fordi de er gift.

Det er usolidarisk!

Det er et angreb mod grundpillerne i velfærdsamfundet!

Og det er da også grunden til, at Dansk Folkeparti forleden sagde stop!

Vi kan simpelthen ikke medvirke til disse forringelser af velfærden!

Derfor går vi ikke længere til forhandlinger om skattereformen.

Peter Skaarup sammenlignede skattereformen med et spil kort, hvor hovedparten af kortene er ”sorteper”. Det er rigtigt, at vi kunne gå med til en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget – men det var også det eneste. Alt andet var ubrugeligt.

Nu må regeringen se, hvordan den redder sig ud af situationen. Selv vil jeg råde den til at holde sommerferie og glemme alt om skattereformen!

Ja, regeringen har ikke præsteret meget andet end floskler. Er folk ikke efterhånden trætte af at høre om de ”hårdtarbejdende danskere”, som hver morgen står op og ”smører leverpostejmadder”? Har vi ikke snart fået nok af den endeløse snak?

For et par uger siden havde vi afslutningsdebat i folketingssalen. Det er normalt sådan en slags evaluering af regeringens arbejde. Men den røde regering fremlagde dagen forinden sin skattereform, og så diskuterede vi i stedet skattereform. Nu ser vi, hvad det har ført til.

Smart spin eller total amatøragtig ledelse?

Efter måneder med tomgang har regeringen nu sat så mange skibe i søen, at den reelt har mistet overblikket. Det er alt for meget på &eacuten gang. Parallelt med skattereformen kørte de nu kuldsejlede trepartsforhandlinger, læg hertil forhandlinger med KL om kommunernes økonomi.

De mange skibe risikerer også at kæntre i det politiske stormvejr – nøjagtigt som trepartsforhandlingerne.

Mens regeringen ikke har styr på ret meget, må danskerne omvendt se at passe rigtigt godt på! Især hvis de går og hygger sig med at renovere huset eller lægge haven om. Nu får SKAT beføjelser, som politiet kun kan drømme om. De må trænge ind på folks private grund uden dommerkendelse.

Hvis der står en stabel brædder eller en palle med mursten, kan dette være nok til at tiltrække SKATs opmærksomhed. Det kan tyde på en alvorlig forbrydelse og samfundsskadelig virksomhed. Det kaldes ”synlig byggeaktivitet”. Man ser for sig, hvordan en kontrollør fra SKAT som en anden Sherlock Holmes bevæger sig rundt på landets villaveje med kikkert og lup. Nu går det virkelig ikke længere, at farmand hjælper til med at bygge en carport hos sønnen og svigerdatteren. Kun hvis han betaler skat.

Ja, hvis en mand går og slår græs, ender det vel med, at han skal dokumentere, at han rent faktisk ejer huset og arbejder for sig selv?

Men forslaget er på mange områder meget logisk. Regeringen har brug for hver en bøjet halvtredsøre, som den kan presse ud af danskerne. Ikke mindst efter at sammenbruddet i trepartsforhandlingerne har efterladt et finansieringshul på yderligere fire milliarder kroner.

Det er ellers ikke, fordi regeringen ikke har taget alle finansieringskilder i øjesyn. Med sukkerafgiften har man igangsat et sandt erhvervseventyr i Nordtyskland og Skåne.

Her jubler man over udsigten til, at ikke bare hver tredje sodavand eller hver fjerde øl vil blive handlet på den anden side af grænsen, men at danskerne også kan spare uhyrlige summer på ganske almindelige dagligdagsvarer såsom marmelade, rødbeder og frugtyoghurt.

Butiksejerne i det sønderjyske og danske produktionsvirksomheder kan til gengæld se frem til at fyre medarbejdere, lukke eller – for sidstnævntes vedkommende – at flytte produktionen til udlandet. Langt væk fra den erhvervs- og vækstfjendtlige røde danske regerings fangarme. Grænsehandelen vil opleve en opblomstring uden sidestykke.

Var dette virkelig, hvad regeringen mente med kickstart? Kickstart i Flensborg og Malmø måske – men hvad med Rødekro, Maribo og Nexø?

Ærlig talt – er det ikke regerings pligt at tilgodese egnsudviklingen i Danmark?

Er det ikke først og fremmest dens opgave at skabe danske arbejdspladser?

Burde den ikke give endnu flere ”hårdtarbejdende danskere” mulighed for at arbejde?

Læg hertil, at regeringen langsomt er i færd med at rulle udlændingepolitikken tilbage til udgangspunktet før valget i 2001. Foreløbig har man afskaffet de særligt lave ydelser til udlændinge, ligesom man har afskaffet pointsystemet og gjort det lettere at opnå permanent opholdstilladelse og dansk indfødsret.

…

Men når nu det går så dårligt for regeringen på velfærdsområdet, så kunne man måske pege på andre områder, hvor det går bedre? Jeg tænker, så det knager og brager. Hvad med EU? Kan regeringen notere sig nogen sejre her?

Det er ikke til at se det, hvis man ikke ved det, men Danmark har faktisk stået i spidsen for EU det sidste halve år. Det er der ikke kommet meget ud af. Som bekendt smækkede statsministeren de høje hæle sammen allerede i efteråret og afskaffede grænsekontrollen. Den slags gik ikke an. Vi skal være gode venner med d´herrer Barroso og Van Rompuy.

Og da hun i forbindelse med overtagelsen af EU-formandskabet holdt tale i Europa-Parlamentet i Strasbourg, erklærede hun – på engelsk naturligvis -, at hun var ”europæer af hjertet”. Måske noget af det mest ærlige, vi har hørt fra statsministeren.

Ja, statsministeren er så meget ”europæer af hjertet”, at regeringen har presset danskerne ind i en europæisk finanspagt, der sælger ud af dansk suverænitet. Fremover skal den danske finanslov lige en tur forbi Bruxelles. Den er ikke længere udelukkende et anliggende for Folketinget.

Hvor blev folkeafstemningen af, Helle Thorning-Schmidt? Danskerne har flere gange sagt nej til euroen.

Danmark har leveret et kedsommeligt formandskab. Måske lige indtil forleden, da hele EU-Parlamentet i et grænseløst anfald af hysteri overfaldt justitsminister Morten Bødskov på grund af en lille teknisk detalje i evalueringen af den grænseløse Schengen-samarbejde, der betyder, at Parlamentet kun får en rådgivende, og ikke lovgivende rolle.

Det har medført, at EU-Parlamentet nu har ”boykottet” samarbejdet med det danske formandskab. Magen til barnlighed og arrogance fra Parlamentets side skal man lede længe efter.

Men det er da mit håb, at regeringen nu forstår nogle af de kræfter, som Danmark var oppe mod, da vi gennemførte den grænsekontrol, som den regering afskaffede. Det havde intet med europæernes virkelighed at gøre. Det var ren ideologi.

Det går heller ikke så godt med den øvrige udenrigspolitik. Mens udenrigsminister Villy Søvndal havde travlt med at fordømme den tidligere borgerlige regerings undladelsessynder over for Kina, har han nu selv travlt med at være vært for den kinesiske præsident.

Han ville heller ikke opfordre Folketingets Udenrigspolitiske Udvalg til at aflyse en rejse til Kina, efter at de kinesiske myndigheder havde forhindret delegationen i at besøge Tibet.

Det er nok lidt sværere at have magt, end Villy Søvndal havde forestillet sig.

…

Den kommende tid byder på enorme udfordringer for det danske samfund og den danske model.

Regeringen har indtil videre ikke leveret varen, men har præsenteret danskerne for det største løftebrud i danmarkshistorien.

Sommerferien står for døren, men jeg kan forsikre, at jeg glæder mig til at komme i gang igen. Politik er det muliges kunst, og den mestrer regeringen mildt sagt ikke.

Jeg tror, at jeg uden omsvøb kan sige, at denne regering er den mest elendige, vi har haft i nyere tid. Fra begyndelsen ville den kun magten og intet andet – og det rækker altså ikke, når der skal skabes resultater.

Særligt ønsker jeg at advare mod frontalangrebet på den danske velfærdsmodel. Gennem generationer har den dels været kendetegnet ved, at de bredeste skuldre skulle bære det tungeste læs, dels at alle danskere har de samme grundrettigheder til en lang række ydelser.

Angrebet på folkepensionen er en teknokratregerings første skridt til at ophæve den fælles velfærd. Det næste bliver måske, at overvægtige eller rygere selv skal betale for at få lægehjælp, fordi deres situation er ”selvforskyldt” – eller at børn af velhavende ”lige” skal betale lidt for at gå i skole. Eller hvad med brugerbetaling hos lægen? Naturligvis kun for selvforsørgende…

…

Det var grunden til, at vi sagde nej til at medvirke til skattereformen. Regeringen havde ikke noget at tilbyde os. Og den har ikke noget at tilbyde danskerne. Så enkelt er det.

I Dansk Folkeparti har vi en god folketingsgruppe. Den tæller 22 medlemmer, som hver især arbejder målrettet til gavn for danskerne. Vi vil aldrig være at finde i hængekøjen, men vil også i den kommende tid søge indflydelse, hvor vi overhovedet kan. Lad os nu se, hvordan det går. Liste O står for optimisme.

Men liste O står også for tryghed. Tryghed for alle danskere.

Rul til toppen