fbpx

Pia Kjærsgaards ugebrev: Et opsving må ikke tabes på gulvet

Pia Kjærsgaards ugebrev

– mandag den 18. januar 2010

Et opsving må ikke tabes på gulvet

Danmark står med et problem. Som følge af den internationale finanskrise havde vi et underskud på de offentlige budgetter på mellem 5,5 og 6 procent af BNP i 2009, og det underskud skal naturligvis bekæmpes. Alt tyder heldigvis på, at langt de fleste danskere har forståelse for, at vi ikke kan leve for lånte penge, og at vi eksempelvis er nødt til at dæmpe kravene om mere i lønningsposen. At erkendelsen er til stede, viste for nyligt en meningsmåling fra Greens, hvoraf det fremgik, at et flertal af privatansatte er indstillet på en lønpause. Det er et sundhedstegn.

Den kommende tids udfordring består i at bekæmpe underskuddet, uden at vi samtidig sætter Danmark i stå, for hvis det sker, er vi lige vidt. Men jeg er overbevist om, at dette års skatteomlægning og lave renter vil have en gavnlig effekt i forhold til at sætte skub i dansk økonomi.

Et er imidlertid krise og underskud, noget andet er den ”oplevede virkelighed” ude i befolkningen. En krise er i ligeså høj grad psykologi og stemning, som den er tal og statistikker. Hvis vi ser på sidstnævnte, opdager vi hurtigt, at Danmark slet ikke er så ilde stedt, hverken målt med europæiske eller globale alen. Men der findes kræfter, som Socialdemokratiet og SF, der desværre ser en interesse i at piske krisen op og slå politisk plat på en meget alvorlig situation.

Med sidste uges udmelding om, at de konservative vil have fremrykket forlængelsen af tilbagetrækningsalderen for efterløn fra 2019 til 2015, har de konservative formået at kaste grus i regeringsmaskineriet og skabe unødig forvirring omkring regeringens politik.

Jeg forstår godt vælgernes tvivl og utryghed. En af styrkerne ved de seneste mere en otte års borgerlige samarbejde har netop været troværdighed i forhold til egne løfter. Skal vi nu til at opleve en ny ”Nyrup”, som i 1998, hvor SR-regeringen som en tyv om natten forringede både efterløn og dagpenge, tænker mange vælgere.

Modstandere af Dansk Folkepartis nyder at fremstille os som dem, der aldrig vil være med til noget som helst. Vi står altid i vejen for reformer, og vi ønsker kun at dele gaver ud til højre og venstre. Men må jeg ikke lige minde om de mange reformer, pakker, forlig og finanslove, som Dansk Folkeparti loyalt har bakket op? I flæng kan nævnes kommunalreformen, retskredsreformen, politireformen, udligningsreformen, påskepakke 1 og 2, globaliseringsudspil, universitetsreformen, gymnasiereformen, kvalitetsreformen, velfærdsforliget og bankpakke 1 og 2 – aftaler, der for en stor dels vedkommende har været et bredt flertal bag.

Jeg kan i samme åndedrag nævne, at vi bestemt ikke altid har været lige glade for at sætte vores underskrift på disse aftaler. Velfærdsforliget, som hævede tilbagetrækningsalderen for efterlønnen var ikke vores kop te, og kaster vi et blik på såvel universitets- og gymnasiereformen som politi- og retskredsreformen, har også de været forbundet med store skuffelser, fordi de enten ikke har leveret varen eller fungeret efter hensigten her og nu. Men pointen er, at vi ikke efterfølgende er kommet rendende og har forlangt en genåbning af et helt forlig. Det mindste, vi som politikere kan gøre, er at stå bag det én gang vedtagne – og så justere det, evaluere det og lade det virke. Jeg skal da også lige erindre om, at Dansk Folkeparti har indgået finanslovaftaler med regeringen hvert år siden 2001.

Jeg ærgrer mig gang på gang over den store symbolværdi, efterlønnen har fået hos de konservative. Tror partiet virkelig, at en fremrykkelse af forlængelsen af tilbagetrækningsalderen er universalmidlet til Danmarks redning? Der er brug for forbedringer her og nu – ikke fra 2015. Effekten vil være lig nul. Eneste resultat vil være øget utryghed i befolkningen samt en følelse af, at man ikke kan stole på regeringen.

En undersøgelse, foretaget af ÆldreSagen, viste for nyligt, at næsten 50.000 af de nuværende 130.000 efterlønsmodtagere var arbejdsløse på det tidspunkt, da de gik på efterløn. Det rammer en pæl gennem myten om, at efterlønsmodtagere opgiver et spændende og interessant arbejdsliv til fordel for livet på golfbanen eller rejser til Mauritius og Seychellerne. Nej, der er ganske enkelt tale om, at hvis folk i 50´erne bliver arbejdsløse, så har de ualmindeligt svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet igen, fordi der som regel ikke er brug for dem. Desværre – for det bør der være!

Som politisk parti bør man ikke justere argumenterne efter lejligheden. Da højkonjunkturen boomede, skulle efterlønnen afskaffes, fordi vi desperat manglede arbejdskraft. Nu bruges det aktuelle underskud på statens budget som løftestang mod efterlønnen. Det er ikke seriøst, og det er ikke vejen frem.

En udbredt følelse af utryghed kan meget nemt forværre en krise. Problemerne kan tales op i abnorme proportioner – eller ned i et sort hul, som det er svært at komme op fra. Hvad Danmark har brug for, er ikke pessimisme og sortsyn, men en fremadrettet, fornuftig, økonomisk politik. Hvem kan være bedre til at bringe de nødvendige løsninger og visioner på banen end statsministeren? Hvem skal tage styringen og vise lederskab andre end statsministeren?

Vi venter stadig med spænding på at se Lars Løkke Rasmussens forslag til handling. For handling er der brug for – mere end nogensinde. Danskerne forventer at se en handlekraftig og stærk regering, hvis udmeldinger ikke stritter mod alle verdenshjørner. En regering uden svage led. Dansk Folkeparti står, hvor vi hele tiden har stået – nu mangler vi bare de øvrige partier. Der er mange tegn på, at et opsving er på vej. Det må vi ikke tabe på gulvet.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Rul til toppen