fbpx

Pia Kjærsgaards ugebrev: Homoseksuelle kirke-vielser er ikke en kamp for værdier men en kamp imod ægteskabet

Pia Kjærsgaards ugebrev
Mandag den 22. marts

Homoseksuelle kirke-vielser er ikke en kamp for værdier men en kamp imod ægteskabet

I denne uge skal Folketinget behandle tre forslag om homoseksuelles ret til at blive gift i en kirke – og dermed også forslag om helt grundlæggende at ændre ægteskabsloven.

Lad det være sagt med det samme, så det ikke kan misforstås: Dansk Folkeparti er tilhængere af frihed og ligeværd. Det er danske værdier. Vi er tilhængere af det enkelte menneskes frie valg og dermed det enkelte menneskes ret til respekt for den seksualitet, man nu engang har. Så længe den enkeltes seksuelle adfærd er lovlig, skal ingen med retten på sin side dømme eller fordømme, udelukke eller forskelsbehandle andre.

Men lad det også være sagt: Denne respekt og denne ligeværd har intet-som-helst med homoseksuelles ret til at blive viet i en kirke! Den socialistiske fløjs ihærdige kamp for at give homoseksuelle ret til at blive gift på linie med mænd og kvinder i en kirke er den rene og skære symbolpolitik. Det er ikke en kamp for ligeværd, men en kamp imod ægteskabet – de pakker blot kampen ind i en flom af snak om ligestilling.

Derfor vil jeg gerne uddybe Dansk Folkepartis holdning til både homoseksuelles krav om at adoptere og de aktuelle forslag om kirke-vielser, for vi ser en sammenhæng.

Dansk Folkeparti siger nej til homoseksuelles ret til adoption af børn – et nej, som vi fastholder. Og vi siger lodret nej til kirkelig vielse af homoseksuelle.

Og det gør vi af respekt – for børn, for ægteskabet, for loven, for traditionen og for kirken. Ikke af despekt for homoseksuelle – snarere tværtimod!

Allerførst vil jeg gerne slå fast, at Dansk Folkeparti er tilhænger af registrerede partnerskaber til homoseksuelle par, herunder den kirkelige velsignelse, som de har mulighed for. Der er ingen som helst objektiv begrundelse for, at et homoseksuelt par ikke skal kunne ligestilles med et heteroseksuelt i teknisk og juridisk henseende. Det har blot intet med en kirke-vielse at bestille.

Lad os foretage et lille tankeeksperiment: Hvis vi nu taler ligestilling, burde vi vel kræve, at alle religioner i Danmark tilbyder deres tilhængere en rituel vielse af homoseksuelle i moskeen, valgmenigheden, templet eller synagogen. Men kunne man forestille sig, at en Abdul Wahid Petersen fra Islamisk Trossamfund ville tilbyde vielse af homoseksuelle? Naturligvis ikke. Vi forlanger det heller ikke af dem. Ikke en gang bøsser og lesbiske kunne vel drømme om at spørge.

Ægteskabet er en institution, en ramme for samlivet mellem mand og kvinde og måske børn. Et homoseksuelt ægteskab vil ophæve ægteskabet som sådan, idet det jo ægteskabet netop indgås mellem ”mand og kvinde”.

Hertil kommer, at ægteskabet i kirken har en religiøs dimension i den forstand, at evangeliet har sat visse rammer og grænser, som vi ikke kan eller skal lovgive os ud af – ikke en gang i den demokratiske danske folkekirke. Ønsker man ikke denne dimension, skal man ikke lade sig gifte i en kirke – men på et rådhus, i en skov, på et krydstogtskib eller hvad man nu synes.

Jeg ved udmærket godt, at vi ikke nødvendigvis længere lever i overensstemmelse med Det Nye Testamente, og at mange vil sige, at kirken er en levende institution, der ændrer sig i takt med tidens krav. Men netop ægteskabet mellem en mand og en kvinde er et så centralt og grundlæggende element i kristendommen, at man ved at ophæve dette nøjagtigt ligeså godt også kan skrotte samtlige hellige skrifter og forvandle både Gud og Jesus til rare julemænd, som giver børnene gaver til jul.

At homoseksuelle i sagens natur ikke er i stand til at få børn på naturlig vis inden for rammerne af et ægteskab, behøver jeg vist ikke at tvære rundt i – og i øvrigt er det også sagen temmelig uvedkommende, da der ligeledes findes mand/kvinde-ægteskaber, som er barnløse. Nej, det drejer sig om hensynet til det ufødte barn og hensynet til ægteskabet som ikke alene en kirkelig, men også en samfundsskabt ramme for samlivet mellem mand, kvinde og børn.

Det er i øvrigt underligt, at hensynet til barnet stort set aldrig bliver berørt i forbindelse med homoseksuel adoption, men ikke desto mindre har det en betydning. Selv om et homoseksuelt par vil kunne være nøjagtigt lige så gode forældre som et heteroseksuelt par, er det slet ikke det, sagen drejer sig om. Det handler om barnets ret til både en far og en mor – barnets ret til at kunne relatere til både en mand og en kvinde.

Netop barnets ret til både en far og en mor er jo i øvrigt også grundlaget for den i disse dage omdiskuterede Forældreansvarslov.

Jeg kan sagtens høre alle indvendingerne: ”Hvad med alle de børn, som på grund af en skilsmisse kun vokser op med én forælder – eller alle de børn, som bliver slået og mishandlet af deres heteroseksuelle forældre?” Det er fuldstændig rigtigt, men logisk set en forkert indvending, fordi det stadig ikke rokker en tøddel ved barnets grundlæggende rettigheder. At nogle forældre svigter deres ansvar som forældre, berettiger ikke nogen til at legitimere svigt gennem lovgivning.

Da homoseksuelles fik ret til at adoptere børn var det reelt Folketingsflertallets blåstempling af, at nogle børn får et dårligere udgangspunkt i tilværelsen. Det betyder ikke, at nogle af disse børn ikke sagtens vil kunne få et godt liv – ja, i visse tilfælde sågar et bedre liv end mange andre. Men det betyder faktisk, at disse børn lige præcis ikke er ligestillet med andre børn. Disse børn må altså give afkald på deres egen ligestilling for at forældrene kan nyde godt af deres. Børnene må med andre ord bøde for deres forældres ligestilling.

At homoseksuelle forældre kan være bedre forældre end så mange andre, fordi de virkelig har valgt at være forældre, er altså hævet over enhver tvivl. Men hvad med barnet, som uundgåeligt relaterer til andre børn, og som derfor vil vokse op med en nagende, og reel, fornemmelse af at være anderledes? Hvad med barnets ret til to forskellige rollemodeller – retten til to forældre med to forskellige køn? Et barn har hverken bedt om at blive sat i verden eller adopteret. Et lille barn er ikke andet end krav, krav og atter krav. Det har krav på alt. Men det vil ligestillingsfanatikerne blæse på – barnet må rette ind under to menneskers påståede krav på at være forældre.

I mine øjne er reel respekt for homoseksuelle og deres rettigheder også en anerkendelse af deres forskellighed fra heteroseksuelle. Og en af forskellene er altså, at de parvis ikke er mand og kvinde. Det er dén afgørende forskel, der gør, at Dansk Folkeparti stemmer nej på fredag, når forslaget er til førstebehandling, for ægteskab er mellem mand og kvinde, ikke et ritual for ligestillings-mageri.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Rul til toppen