fbpx

Regeringens velfærdslov – ren symbolpolitik eller værn om fremtidens velfærd?

Flere lever længere. Flere seniorer når langt op i alderen. Antallet af plus 80-årige vil vokse markant. Samtidig stifter mange familie – og kan glæde sig over småfolk, som skaber glæde (og hårdt arbejde) Og de familier, der har brug for pasning, skal trygt kunne aflevere de små i institutionen, inden dagens arbejde kalder.

Men når vi i Danmark bliver flere ældre og flere børn, skal vi sikre, at ressourcerne følger med. Ellers vil der blive tale om, at der skæres ned eksempelvis på den pleje og omsorg, ældre i dag modtager, for at finde ressourcerne til de nye ældre, der i fremtiden får brug for hjælp. Og i vores samfund vil vi have, at det skal være trygt at blive gammel – uanset hvor i landet, man har levet sit liv.

Det koster selvfølgelig. Men det er en positiv udfordring. Og det handler grundlæggende om at sikre, at når der kommer flere børn – eller flere ældre, som har brug for hjælp – ændrer vi ikke grundlæggende på vores velfærdssamfund. Vi sikrer ressourcerne til at hjælpe de flere, der får brug for hjælp.

Derfor skal vi sørge for, at der følger penge med, når befolkningssammensætningen ændrer sig.

Det har været Dansk Folkepartis politik længe. De seneste folketingsvalg er vi netop gået til valg på, at de offentlige udgifter skal kunne følge med det såkaldte ”demografiske træk”, som er en anden måde at sige, at der skal følge penge med, når befolkningssammensætningen ændrer sig.

Derfor har jeg også med spænding set frem til offentliggørelsen af den velfærdslov, som statsminister Mette Frederiksen har lovet skal sikre netop dette. Finansminister Nicolai Wammen har kaldt det for ”et nyt kapitel i fortællingen om den danske velfærdsstat”. Intet mindre.

Nu er loven så sendt i høring. Og helt ærligt. Det er en tynd omgang. Virkelig. Det eneste, der reelt står i lovudkastet, er, at finansministeren hvert år skal fremlægge en prognose for væksten i det demografiske træk for det næste år – og hvis det tal er større end den forventede vækst i det offentlige forbrug, så skal finansministeren fremlægge tiltag, der øger udgifterne. Sikre at der bliver brugt flere penge!

Men er det så ikke bare en “udgiftslov”? Ikke en “velfærdslov”. For loven handler kun om, at der skal bruges flere penge. Der er ikke ét ord om, hvad pengene skal bruges til. Og for den sags skyld heller ikke ét ord om, hvor pengene skal komme fra.

Når hele grunden til, at man vil lave en sådan lov, er, at der kommer flere børn og ældre, ja så skal en velfærdslov selvsagt sikre, at der afsættes penge til lige netop disse områder. At pengene ikke bare går til mere bureaukrati og administration. At der er garanti for, at hvis kommunerne får flere penge til eksempelvis ældreområdet, så bliver pengene også brugt til netop at gavne de ældre. Den garanti er fuldstændig fraværende i regeringens udkast til en velfærdslov. Det skal laves om, hvis Dansk Folkeparti skal kunne stemme for.

Det er også et godt princip, at pengene skal tjenes, før de kan bruges. Samt at der er kvalitet i det, man bruger pengene på. Men det er også elementer, som er fuldstændig fraværende i Socialdemokratiets forslag.

Der er nok at få på plads, hvis regeringens velfærdslov ikke skal ende i ren symbolpolitik. Et valgkampsstunt. Om det overhovedet kan lade sig gøre at få lavet et værn for vores fælles velfærd i takt med, at befolkningssammensætningen ændrer sig, er pt højest uklart. Et værn, hvor der både er taget højde for, at pengene skal tjenes, før vi kan bruge dem og hvor vi sikrer, at pengene bliver brugt kvalificeret til at højne de områder i vores velfærdssamfund, hvor udgifterne vil stige de kommende år.

I Dansk Folkeparti ønsker vi at sikre fremtidens velfærd. Men vi vil ikke deltage i Socialdemokratiets symbolpolitik. Så lige nu er det et nej tak herfra til en velfærdslov, som indtil nu mest af alt er ren symbolpolitik.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Bliv gratis prøvemedlem af Dansk Folkeparti i resten af 2021

Får du nyhedsbrevet fra ditOverblik? Tilmeld dig her:

Fik du læst:

DF vil have folkeafstemning om dansk udlændingepolitik

Måling gør DF til største borgerlige parti på Bornholm

DF vil have mere videoovervågning og hårdere kurs mod bander i Århus

Rul til toppen