fbpx

Ringere vilkår for hovedstadens fødende: Har regeringen fuldstændig glemt de gyldne valgløfter?

”Jordemødre græder og fødende får traumer”. Det var overskriften på en artikel på DR’s hjemmeside i fredags. Emnet var de kritisable forhold som fødende bydes på fødeafdelingerne i Region Hovedstaden.

Det var forstemmende læsning. I artiklen berettes om meget lang ventetid, manglende opsyn, personale, som det er svært at komme i kontakt med og som ikke har tid til at lytte til de fødende. Jordemødre, der bryder ud i gråd som følge af presset. Fødende, som beskriver deres oplevelser med ord som ”svigt”, ”sorg” og ”traume”.

Der er helt åbenlyst noget alvorligt galt på fødestuerne i hovedstaden. Uacceptable forhold for såvel fødende, deres familier samt personalet, der naturligvis kun har et ønske om at yde den bedst mulige omsorg.

Det er langt fra første gang, at der har været fokus på de pressede fødeafdelinger. For en måned siden berettede flere medier om, at førstegangsfødende på Hvidovre Hospital, landets største fødeafdeling, nu skulle forlade afdelingen allerede efter blot otte timer. Mødrehjælpen kaldte ændringen fra 48 til 8 timer for ”en hån mod kommende mødre”.

Det paradoksale er dog, at netop forholdene på landets fødestuer var et af emnerne i valgkampen op til folketingsvalget i 2019. Socialdemokratiet gik til valg på, at forholdene skulle forbedres markant.

Partiformand Mette Frederiksen udtalte på et tidspunkt: ”Jeg har selv talt med familier, som er blevet udskrevet fra sygehuset utrolig kort tid efter fødslen. Jeg har talt med mødre, som ikke engang har nået at tage et bad, inden de er blevet sendt hjem. Og jeg synes, det er en sølle behandling af noget, der er så afgørende og vigtigt i et menneskes liv”.

I det sundhedspolitiske udspil ”Tid til omsorg” stillede Socialdemokratiet danskerne i udsigt, at nybagte mødre og deres nyfødte børn skal have ret til at blive på sygehuset eller et barselshotel i to dage.

Det var lidt uklart, hvordan det hele skulle finansieres. Men det skulle bl.a. ske via de årlige økonomiaftaler mellem regeringen og regionerne.

Nu har regeringen haft halvandet år til at få det på plads. To finanslove. To runder forhandlinger om regionernes økonomi, hvor man har haft mulighed for at prioritere fødestuerne. Hvad er facit? Ja i den socialdemokratisk-ledede Region Hovedstaden, hvor Socialdemokratiet sidder tungt på magten, er tingene blevet dårligere. I stedet for en ret til 48 timer på sygehuset eller et barselshotel, som Mette Frederiksen lovede i valgkampen, har de førstefødende fået endnu kortere tid på fødestuen.

Coronaen har naturligvis fyldt meget, ikke mindst på sundhedsområdet, men regeringen skal altså ikke have lov til at slippe afsted med bare at løbe fra valgløfterne. De fødende kan jo ikke vente med at føde, til coronaen er overstået.

På onsdag i Folketingets spørgetid stiller jeg derfor dette enkle spørgsmål til sundhedsminister Magnus Heunicke: ”Mener sundhedsministeren, at de forhold Region Hovedstaden byder fødende og nybagte mødre lever op til de standarder, som Socialdemokratiet før valget i 2019 lovede at sikre de gravide og nybagte mødre?”

I kan følge med på Folketingets TV. Jeg ser frem til svaret. For coronaen kan altså ikke bruges som undskyldning for, at regeringen ikke engang forsøger at leve op til det, de har lovet danskerne…

Eller har regeringen fuldstændig glemt de gyldne valgløfter? 

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Får du nyhedsbrevet fra ditOverblik? Tilmeld dig her:

Fik du læst:

EU blander sig igen: Vil forbyde jagt og fiskeri i 10 procent af Danmarks natur

DF afviser rigsretssag: “Støjberg er udsat for en hetz”

DF kræver minister på banen: Stop nu Bilkas salg af sko og fjernsyn

Rul til toppen