Sætningen, udenrigsministeren nægter at oversætte

Danmark indgår ofte aftaler med andre lande. I tidligere tider var det internationale diplomatsprog fransk, men i nyere tid forfattes sådanne aftaler normalt på engelsk. Vi har, Folketinget og skiftende regeringer imellem, den gentleman-ordning, at har et folketingsmedlem behov for at få en vigtig tekst af stor udenrigspolitisk betydning, eller dele heraf, oversat til dansk, ja, så sørger Udenrigsministeriets oversættere selvfølgelig for det.

Det er ikke nødvendigvis, fordi den pågældende MF ikke har de nødvendige engelsk-kundskaber (det må i øvrigt aldrig blive sådan, at der kræves særlige sprogkundskaber for at være folketingsmedlem i Danmark!), det kan også være, at MFeren simpelthen har behov for at vide, hvad det helt præcist er, Danmark har aftalt med, eller lovet den fremmede magt.

Alt i alt altså et godt og loyalt samarbejde mellem Folketinget og skiftende regeringer.

Med én undtagelse! For der findes en tekst – en såkaldt verbalnote – der er aftalt mellem Danmark og Kommunist-Kina i efteråret 2009, som udenrigsminister Anders Samuelsen nægter at lade oversætte til dansk.

Det samme har hans forgængere, Per Stig Møller, Lene Espersen, Villy Søvndal, Holger K. Nielsen, Martin Lidegaard og Kristian Jensen gjort, på trods af, at skiftende folketingspræsidier og to på hinanden følgende Folketingsformænd, Mogens Lykketoft (S) og Pia Kjærsgaard (DF), skriftligt har forlangt en oversættelse.

Udenrigsministeriet nægter!

Det sidste afslag har Pia Kjærsgaard og præsidiet netop – midt i hedebølgen – modtaget fra Anders Samuelsen: ”På linje med tidligere regeringer ser jeg ingen grund til at udarbejde en oversættelse af verbalnoten til dansk”!

Den verbalnote må og skal altså simpelthen ikke oversættes til dansk. Kineserne har for længst oversat den til kinesisk – selvfølgelig! – men Folketinget må altså ikke have lov at vide, hvad det præcist er, Danmark har lovet Kommunist-Kina. Eller rettere: Hvordan Danmarks regering har underkastet sig Kommunist-Kinas luner.

Faktisk er det kun én eneste sætning, det hele drejer sig om, ja, faktisk kun ét ord – resten af de to A-4-sider er bare noget ævle-bævle om, hvor hyggeligt vi to lande har det med hinanden; noget med lidt kongehus og noget med Den Lille Havfrue, noget om vind og vejr og bla-bla-bla.

Men den centrale sætning – den som det hele drejer sig om, og som vi ikke må få oversat til dansk, lyder således:

”Denmark reaffirms its One-China Policy and its unchanged position that Tibet is an integral part of China. Denmark recognizes China’s sovereignty over Tibet and accordingly opposes the independence of Tibet.”

Jeg vil hævde, at enhver med blot et minimum af kendskab til det engelske sprog, vil kunne oversætte sætningen uden problemer, for den kán kun oversættes på én eneste måde:

”Danmark genbekræfter sin Et-Kina-Politik og sin uændrede position, at Tibet er en integreret del af Kina. Danmark anerkender Kinas suverænitet over Tibet og – som følge heraf – modsætter sig Tibets uafhængighed.”

Det afgørende ord i den følsomme sætning er ordet ”opposes”. Det engelske verbum ”to oppose” har én, og kun én betydning – nemlig ”at modsætte sig”, ”at sætte sig imod”.

Men hvorfor er det ord nu så aldeles betydningsfuldt, at vi stadig ni år senere beskæftiger os med det?

Jo, fordi ordet krystalklart fortæller – givetvis med kineserne som tekstforfatter – at Danmark ikke alene anerkender Kommunist-Kinas overhøjhed over Tibet, men direkte ”modsætter sig” Tibets uafhængighed. Og samtidig at Regeringen – ved ikke at ville lave en officiel dansk oversættelse af sætningen – ikke tør fortælle Danmarks befolkning, at man havde underkastet sig et kommunistisk regime.

Og med denne erklæring fik Danmark sendt to beskeder af sted. Den ene til Kommunist-Kina med opbakning til deres projekt; den anden til tibetanerne, som fik en dansk besked om, at vi ville være at finde som allieret med Kina, og at vi direkte ville modsætte os deres frihed.

Det at anerkende overhøjheden, som jo er reel, er godt nok, men at modsætte sig tibetansk uafhængighed, var et slag i ansigtet på Dalai Lama og hans folk.

Da jeg i 2009 på Udenrigsminister Per Stig Møllers kontor fik lov at læse verbalnoten – dagen før, den skulle afsendes, bad jeg om, for at Dansk Folkeparti ville kunne støtte noten, at sætningen med ”oppose” blev ændret – og foreslog selv, at finde et andet ord end netop ”oppose”.

Og fik med det samme at vide, at netop dén sætning og det ord ikke ville kunne ændres. I min egen optik fordi det netop var den sætning, Kina havde forfattet, og forlangt, skulle stå der.

Som nævnt var det Folketingets daværende formand, Mogens Lykketoft, som på vegne af et enigt præsidium i en skrivelse af 24. september 2013, på min opfordring, bad Udenrigsministeren om at imødekomme mit ønske om at få oversat verbalnoten, idet Folketingets formand konkluderede: ”Præsidiet lægger vægt på, at regeringen udviser fleksibilitet, når medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn som her ønsker oversættelse af et kortfattet dokument af væsentlig udenrigspolitisk betydning, og det ikke påfører regeringen uforholdsmæssige store udgifter. Det er således Præsidiets opfattelse, at Udenrigsministeriet bør oversætte den omhandlede verbalnote.”

Og Folketingets nuværende formand, Pia Kjærsgaard, sendte så her den 29. juni 2018 på vegne af Udvalget for Forretningsordenen denne opfordring: ”Udenrigsministeren anmodes om at oversætte verbalnoten fra 2009 til de kinesiske myndigheder om det dansk-kinesiske forhold og sende denne oversættelse til Udvalget for Forretningsordenen!”

Men Udenrigsministeriet synes altså ret ligeglade med, hvad Det Udenrigspolitiske Nævn, Udvalget for Forretningsordenen samt to folketingsformænd sådan går og mener… Samuelsens svar om, at han også er ligeglad, blev sendt den 12. juli 2018. For alle, der kender forholdene på Christiansborg, er denne regerings-ligegyldighed overfor Folketinget uhørt.

NB 1: Fik jeg i øvrigt nævnt, at da verbalnoten i 2009 blev indgået forsvandt med ét alle Danmarks problemer i forhold til Kina som dug for solen: Erhvervslivet kunne igen eksportere, alle restriktioner og al chikane mod danske virksomheder ophørte på minuttet, og vore ministre var atter velkomne i Kina, og blev modtaget med den allerstørste og belevne gæstfrihed…

NB 2: Også lige værd at erindre, at det var efter denne kapitulation til kommunisterne, at Kinabesøg i Danmark kom til at foregå fuldstændig efter kinesernes forlangende – med chikane i Københavns gader mod fredelige demonstranter, som hyldede Tibet.

NB 3: Og – jo, hov, for resten: Det var i 2010, at vi var så fedtende for kommunisterne, at vi sørme hev vores verdenskendte skulptur, Den Lille Havfrue væk fra sin plads på Langelinje, hvor hun havde siddet siden 1913 for at sende hende til Kina.

NB 4: Og det bliver endnu bedre, for om lidt – tre gange hurra! – rykker pandaerne ind i Københavns Zoo. Joh, den verbalnote var så sandelig da det hele værd. Og så slap vi i den forbindelse for det afslørende danske sprog…

 

Scroll to top