fbpx

Sammenhold! Eftertanke! Værdier!

Pia Kjærsgaards Ugebrev

– mandag den 1. august 2011

Sammenhold! Eftertanke! Værdier!

Det lyder som en floskel, men jeg troede ikke mine egne ører, da jeg under mit ferieophold i det varme, imødekommende og solbeskinnede Grækenland erfarede, at uskyldige nordmænd i dusinvis blev dræbt først ved et bombeangreb i midten af Oslo, og kort efter ved en massakre på den lille ø Utøya ikke langt derfra.

Tallene og rygterne svirrede på nyhedskanalerne hele aftenen denne skæbnesvangre fredag den 22. juli. Opdateringerne hjemmefra varslede hurtigt ilde: Rygter om skyderi på en lille ø, hvor unge, entusiastiske socialdemokratiske unge holdt møde. Rygter om 20 lig i vandet. Rygter om vidner, der så en politi-uniformeret mand skyde løs på forsvarsløse…

Jeg tror, jeg oplevede det som de fleste andre: Skræmmende. Ufatteligt. Forstemmende.

Mens jeg forberedte græsk aftensmad, døde unge, sagesløse og skræmte helt meningsløst, indtil norsk politi fik stoppet myrderiet. Det var surrealistisk.

Når nyhederne bygger sig op, som de gjorde den fredag – hvor der går lang tid mellem de første meldinger om en stor eksplosion til den sidste, gruopvækkende vished om, hvad der faktisk er sket i Oslo og på Utøya, og man samtidig er på så lang afstand, farer tusinde tanker igennem hovedet, og afstanden forøger – ulogisk, men ikke desto mindre – forvirringen.

Jeg tror, vi alle gjorde os vore tanker. Og jeg tror, vi alle havde og har følelsen af dyb og inderlig meningsløshed tilfælles.

Både, da vi befandt os i rygternes vold og den altid knugende følelse, som uvished medfører.

Og da vi hver især fik vished for, hvor skrækkelig en hændelse, der var tale om.

Morderen havde i ni år koldt, overlagt, nøjeregnende og endda med prøvesprængninger forberedt sine massakrer. Morderens forskruede had til det samfund, der omgav ham, som gav ham skolegang og forsøgte at lære ham norske værdier, var ikke et enkelt minuts kortslutning.

Vi kunne ikke engang søge trøst i det lille, nok så ynkelige halmstrå at noget havde slået klik”.

Nej, Anders Breivik havde forberedt sig. Grundigt. Metodisk. Kynisk.

Og så hadsk, at han med sin bombe ville sikre sig flest muligt dræbte og sårede, og med sin ammunition ville sikre sig størst mulig skade på dem, han skød.

Jeg savnede ord de første timer efter, at gruen kom for en dag.

At Breiviks bombe ikke dræbte flere er et lykketræf. En parkeringskælder tog toppen af effekten.

Men Breivik troede, at han havde placeret sin bombe netop sådan, at han dræbte flest muligt i Oslo centrum, herunder statsministeren.

I den tro tændte han sin bombe og forlod Oslo. For at gå ud og massakrere løs på uskyldige børn og unge på en ø, han regnede med, de ikke kunne flygte fra…

Kun et menneske, der er syg i sit sind, sjæl og hjerne, kan tilrettelægge og udføre noget så afskyeligt.

Om han er sindssyg i lægelig forstand, som hans forsvarer forståeligt nok hævder, kan og skal jeg ikke vurdere. Det vil vi jo nok helst tro.

Min tro på menneskeheden, og min tillid til mine medmennesker er grundlæggende stor. Sådan skal det også være.

Men vi må ikke forveksle tillid og tiltro med naivitet.

Ligesom vi ikke må forledes til at lade os kue på vore værdier, når noget eller nogen truer dem.

Jeg har med stolthed set på vores broderfolk i Norge i disse svære dage. På, hvordan de i den dybeste sorg opretholder tro, styrke og fællesskab.

Hvordan statsminister Jens Stoltenberg samler nationen og står stålsat fast på norske værdier. Og den norske kongefamilie, der trods kronprinsessens eget smertelige tab af sin stedbror på Utøya, fra første færd i bogstaveligste forstand har begivet sig ud til folket og trøstet, deltaget og bidraget til fællesskabet.

Jens Stoltenbergs ord i fredags om, at vi må komme styrket ud af dette forfærdelige, kan jeg kun tilslutte mig!

Med samme stolthed har jeg set titusindvis af danskere lægge blomster ved den norske ambassade i København, deltage i gudstjenester og i stort tal fylde de 1500 pladser i Københavns Domkirke og pladsen udenfor til den smukke mindehøjtidelighed i onsdags og på forskellig anden vis virkelig vise, at i nød og imod meningsløshed og terror står vi sammen.

I sorgen over det skete fyldes jeg med glæde over mine medborgere, når den norske ambassadør Jørg Willy Bronebakk tydeligt og lydeligt bevæget takker for danskernes spontane tilkendegivelse af medfølelse og solidaritet og kalder det overvældende.

Han sagde også, at “et tydeligt budskab fra Norge i dag er, at vi ikke vil give efter for terror”.

Desto mere grænseoverskridende var det også for mig – selv om det var på afstand – at opleve, at en redaktør, en skuespiller, en instruktør og et par enkelte andre meningsmagere – ingen nævnt, ingen glemt – straks forsøgte at kaste medskyld og ansvar på Dansk Folkeparti. Hvad i alverden bilder de sig ind?!?

En fhv. minister og redaktør mente endog, at det ikke bare er Dansk Folkepartis tone, men vores holdninger – der altså deles af mindst en halv million danskere og ofte endda mange flere – der var et problem og som førte til den slags hændelser som i Norge.

Den slags mennesker forveksler jo ret og uret, folkestyrets sjæl med tyranniets lænker.

I mine øjne tramper de nådesløst og følelseskoldt henover de mange ofre, Breivik efterlod døde og sårede midt i Oslo og på Utøya, og bruger tragedien som løftestang i deres evindelige bestræbelser på at svine politiske modstandere mest muligt til. Det er så usselt og kynisk, at jeg, der ellers mener at have prøvet lidt af hvert og nok kan både selv levere en barsk tone og håndtere andres, forbavses. Ja. væmmes. Det her er for lavt.

Oven i hatten mener de danske socialdemokrater så, at retten til på nettet at skrive, hvad pokker man vil indenfor lovens grænser, skal yderligere begrænses.

Det er jo årtiets knæfald for vold og terror, en eftergivenhed som netop de ramte nordmænds repræsentanter advarer imod!

Med glæde har jeg derfor de seneste dage set, at der trækkes lidt i land. Og med endnu større glæde og stolthed ser jeg en strøm af redaktører, politikere og især almindelige danskere, der sætter tingene på plads og beder sig frabedt, at ytringsfriheden knægtes, folkestyret sættes på stand-by og politiske modstandere stigmatiseres, fordi en galning går amok i Norge.

Der går netop ikke ”en lige linie” mellem nogen-som-helst politikere i Danmark eller i Norge og massemorderen. Han planlagde det, han udløste bomben, han trykkede på aftrækkeren igen og igen. Han er ansvarlig for massemordet, ingen andre!

Det er jo netop dette, det handler om: Tragedien og massakren er og forbliver meningsløs, og de mange ofre forgæves og hjerteskærende.

Men giver vi op, ypper kiv, censurerer og stigmatiserer, ja så vinder Anders Breivik formørkede vanvid.

Hvis fællesskabet droppes, og omtanke og eftertanke arkiveres lodret som resultat af massakren vinder uretten, og så ofres både liv og værdier på meningsløshedens alter.

Og det er jo netop det norske folks pointe: Vore værdier består, vort svar på tragedien er endnu mere demokrati, endnu mere afstand til terror, endnu mere stålsathed – og et endnu bedre sammenhold.

Øger vi vort fællesskab og bruger vi vores efter- og omtanke til at stå enigt og lodret fast på vore demokratiske værdier, uanset hvad vi bydes og af hvem, så kommer vi styrkede ud af hele dette frygtelige. med venlig hilsen Pia Kjærsgaard”

Rul til toppen