SiDs skandaler

Dansk Folkepartis næstformands ugebrev, mandag den 8. juli 2002.

Tilsyneladende vil skandalerne i Specialarbejderforbundet ingen ende tage. I efteråret var der den tragiske sag, som endte med, at gruppeformand Willy Strube tog sit eget liv. Denne gang hviler den tunge byrde på formand Poul Erik Skov Christensen skuldre, og anklagerne er alvorlige: Formanden mistænkes for adskillige gange at have beriget sig selv på medlemmernes bekostning – blandt andet ved at have overtaget en firmabil til en alt for lav pris, og fordi han først betalte for et badeværelse fem år efter leveringen.

Det er ganske vist ikke godtgjort, at Poul Erik Skov Christensen er skyldig i juridisk forstand, og en enig hovedbestyrelse har da også enstemmigt valgt at bakke op omkring formanden. Men når man hører de menige medlemmer, er der ingen tvivl: Formanden har raget til sig og bærer derfor det fulde ansvar. De spørger med rette sig selv, hvorfor der skal være så stor forskel på top og bund, og hvorfor deres formand tilsyneladende kan slippe for at betale sine regninger, mens de selv har værsgo´ at indbetale deres fagforeningskontingent til tiden. Ellers bliver de nemlig smidt ud af det gode selskab.

Nej, den tid, hvor alle fagforeningsmedlemmer var i samme båd, er endegyldigt forbi. Afstanden mellem ledelse og medlemmer er blevet afgrundsdyb. Organisationernes ledelse befinder sig i et afsondret elfensbenstårn, og ganske ofte er fristelserne til at skrabe til sig alt for stor. For mig at se er alle disse skandaler et tydeligt symptom på en meget stor krise i fagbevægelsen og på den magtfuldkommenhed, som de 10-15 år har præget både organisationerne, Socialdemokratiet og kooperativerne. Denne uhellige treenigheds dage synes imidlertid at være talte. Medlemmerne er forargede, føler sig ikke længere repræsenteret og flygter.

Men medlemmernes flugt er også begrundet i andre forhold. Under SR- regeringen oplevede de f.eks., hvordan fagbevægelsens parløb med regeringen ofte var i modstrid med deres egne interesser. En udvikling som blandt andet kulminerede i storkonflikten i maj 1998. Her blev de faglige organisationers ledelse nedstemt af sine egne medlemmer. Bedre blev det ikke, da Nyrup-regeringen, stik imod alle valgløfter, begyndte at pille ved efterlønnen. Harmen var stor og forståelig.

Det seneste valg, hvor en borgerlig regering overtog efter en 9 år lang socialdemokratisk ørkenvandring, har stort set heller ikke påvirket de faglige organisationer i nogen positiv retning, men blot gjort alliancen med Socialdemokratiet endnu mere forbenet og fasttømret. Også selv om mange LO- medlemmer satte deres kryds ved Dansk Folkeparti eller Venstre. Ikke mange i fagbevægelsens top eller i Socialdemokratiet har på noget tidspunkt ønsket at forholde sig til ændringerne på det politiske landkort.

I stedet fremturer de med en gold og ukonstruktiv kritik af Dansk Folkeparti og regeringen samtidig med, at medlemmernes penge benyttes til allehånde propagandaformål. Det så vi blandt andet, da SiD i foråret lancerede sin politiserende boykot-kampagne mod Israel. Naturligvis igen uden at spørge de menige medlemmer. De må tværtimod finde sig i at blive informeret om deres sande interesser af en ledelse, der alt for ofte kører sit eget løb.

De sidste årtiers udvikling viser imidlertid, at Socialdemokratiets monopol på arbejderstemmer er en saga blot, og at det gamle arbejderparti på mange måder har mistet jordforbindelsen. Nyrup famler rundt og leder efter svaret. Men så længe, han ikke lytter til fagbevægelsens medlemmer og borgerne i det hele taget, finder han det aldrig. De befinder sig nemlig ikke på den traditionelle højre-venstre skala, som den politiske korrekthed stadig sværger til.

I stedet for at knytte sig til et enkelt parti bør organisationerne naturligvis søge indflydelse dér, hvor det nu en gang er muligt og uanset regeringens farve. Derfor er det nødvendigt, at fagbevægelsen bliver upartisk og tværpolitisk, hvis ansvaret over for medlemmerne skal tages alvorligt, og hvis de unge skal bevare den interesse for fagbevægelsen, som deres forældre har.

Hvis fagbevægelsen virkelig vil en fornyelse, må den således forholde sig konkret til borgernes problemer og udfordringer. Den må sløjfe ægteskabet med Socialdemokratiet og afvikle den nære forbindelse til kooperativerne. Og hvis medlemmerne ikke skal fortsætte flugten, må følelsen af blive repræsenteret og beskyttet genskabes. Borgerne vil have direkte svar på nutidens trusler og udfordringer og ikke spises af med forældede floskler og fjendebilleder. Tilfældet Poul Erik Skov Christensen bør være anledning til at stoppe op og tage fat på de nødvendige reformer, i stedet for at klamre sig til magten. For sålænge der er sygdom og arbejdsløshed, vil vi altid have brug for organisationerne til at varetage vore interesser.

Med venlig hilsen

Peter Skaarup

Scroll to top