Skandalerne i SKAT: Tag ansvaret – og få ryddet op!

Hele tiden er der historier om at tingene ikke fungerer i SKAT. Det må altså holde op.
SKAT må bringes til at fungere!

Sagerne hober sig op: Fejlagtige ejendomsvurderinger, svindel med udbytteskat, et fejlbehæftet IT-system og senest rod med opkrævninger, hvilket har resulteret i, at danskernes gæld til det offentlige nu er steget til hele 116 milliarder kroner!

Vi hører om historier, hvor danskere får eftergivet gæld for 5,8 milliarder kroner og efterfølgende er der så velstillede folk, der stiller sig frem og fortæller, at de har fået eftergivet gæld, som de ikke anede, de havde – og som de aldrig har fået en opkrævning på!

Senest kom det frem, at Rigsrevisionen har fundet nye fejl i forhold til inddrivelsen af danskernes gæld. Der er så meget rod i data, at det er en jungle at finde rundt i gældskravene.
Ifølge Berlingske, som har dækket sagen intensivt, er kun 0,5 procent af den samlede gæld på 116 milliarder kroner underlagt såkaldt ”effektiv inddrivelse”. Langt størstedelen af skyldnere får end ikke rykkere!

Der er nu udsigt til, at endnu mere gæld må afskrives – og dermed forsvinder statens penge igen ud i den blå luft.

Det er jo en regulær skandale!

Danmark er et af verdens mest ordentlige samfund. Vi betaler langt hen ad vejen vores skat med glæde, fordi vi har tillid til, at tingene fungerer – at velfærden dermed er i orden og at der eksempelvis er penge til skoler, plejehjem, sygehuse og vuggestuer.
Vi har tillid til vores institutioner – vi kan stole på deres afgørelser og vi er et af verdens mindst korrupte lande – der er kort sagt styr på tingene i Danmark.

Eller er der?

For når vi hører om de svimlende milliardbeløb, som der åbenbart ikke er styr på, så er det som om, at der ryger en flig af den tillid, vi har til vores skattevæsen. Når vi hører om, at 1.200 boligejere helt er sluppet for at betale boligskat i op til 10 år, så tænker man, at det da ikke kan være rigtigt!

Og når udenlandske svindlere kan fuske sig til over 12 milliarder kroner af skatteborgernes penge, så er der altså noget helt galt!

Indrømmet: Jeg bliver vred over de mange sager. Vred over at det kan ske, fordi vi jo alle sammen ved, at der er et reelt behov for de penge på andre områder! Til en ordentlig, god og tryg velfærd.

På trods af at der er blevet nedsat en kommission og på trods af at der er sket en massiv omlægning af SKAT for 14 år siden, så bliver det tilsyneladende stadig ved med at sejle i SKAT!

Selvom skatteområdet er omgivet af mange politiske aftaler, må jeg minde om, at det er regeringens – og altid den siddende skatteministers ansvar, at tingene bringes til at fungere. Regeringen er den udøvende myndighed!

Det er på tide at Skatteministeren nu sætter alle sine vågne timer ind på at få ryddet op i det her kaos. Stop med at give tidligere ministre og andre partier skylden for skandalerne i SKAT. Stop med at sende aben videre! Tag ansvaret – og få ryddet op!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

Scroll to top