fbpx

Sommerpakke på vej: Statspengene flyder – afgørende vigtigt de bruges rigtigt!

På tirsdag er alle Folketingets partier (undtagen NB) igen samlet til forhandlinger som følge af corona. Denne gang handler det om en såkaldt sommerpakke, der ligesom sidste år skal hjælpe trængte erhverv indenfor særligt turisme og kultur.

Vi skal nemlig huske, at mens nogle brancher har haft masser at lave under coronaen, har andre været ramt af nedlukning og manglende kunder i butikken. Derfor kan det give god mening at hjælpe disse brancher på vej frem igen.

Og det sker efter nogle fornuftige uger for Danmark! Vi er gudskelov på vej mod mere normale tilstande igen og kan begynde at se lys for enden af den lange corona-tunnel. Langsomt – men sikkert – overtager vaccinationer nemlig styringen af corona-epidemien fra det nuværende system med test, coronapas og lokale nedlukninger.

Presset, som vi sammen med Venstre, de konservative og Liberal Alliance har formået at få lagt i genåbningsforhandlingerne, har betydet, at Danmark er blevet åbnet meget hurtigere op, end regeringen ellers havde lagt op til.

Skolebørnene er tilbage på skolebænken, caféerne emmer af glade folk, der drikker kolde fadøl og de liberale erhverv er i fuld gang. Det er dejligt.

Men vi skal som sagt huske på, at der er virksomheder og kulturliv, der har været hårdt ramt af den lange nedlukning og som meget længe vil være økonomisk udfordrede på grund af nedlukningen.

Sommerpakken skal derfor primært hjælpe indenfor turismeindustrien og oplevelses- og kulturlivet, som i særlig grad har været ramt af nedlukningen.

Derfor støtter vi ideen om en såkaldt sommerpakke. Og derfor ser vi i DF frem til forhandlingerne på tirsdag.

Men da det er statspenge, der bruges – vores allesammens kasse, der skal holde for – skal pengene bruges rigtigt og ansvarligt.

 

Og man kan godt blive lidt bekymret for regeringens kurs, når det handler om økonomien. For det var tydeligt op til præsentationen af sommerpakken i sidste uge, at regeringen i sidste øjeblik lagde lidt oveni for at komme kritik i møde.

 

Socialdemokratiet i København råbte op over manglende statshjælp til København, hvorefter regeringen straks satte midler af til restaurationer i København og få andre store byer. Men helt ærligt – restaurationerne i hele landet har jo været udfordret. Så lad os på tirsdag tale om hele branchen – i HELE landet – og ikke kun udfordringerne for restaurationsbranchen i de aller-største byer, fordi S i hovedstaden har råbt op.

Det samme med de ældre. Af en ramme på 1,6 mia. kr. sætter regeringen lige til sidst 0,1 af til de ældre. Uden at konkretisere noget som helst om, hvad de skal bruges til.

Det virker ærligt talt som en fortsættelse af den stedmoderlige behandling, hele ældreområdet har fået under hele epidemien. Deler man pengene ud over landet svarer det til ca. 1 mio. kr. pr. kommune uanset størrelse. Det kommer man ikke langt med. Og man skal huske, at seniorerne har været ekstremt udsatte hele det sidste år. Mange har ikke turdet bevæge sig udenfor – har ikke turdet få besøg af familien – så nu hvor de er vaccineret, fortjener de virkelig at få nogle oplevelser. Nogle aktiviteter, der trækker dem med ud og i gang igen.

I Dansk Folkeparti vil vi derfor kæmpe for, at seniorerne også skal have reelt gavn af sommerpakken. For eksempel ved at der etableres et væld af spændende aktiviteter hen over sommeren målrettet seniorerne.

Den ældste del af befolkningen er nu vaccineret og mange flere seniorer får i disse uger deres sidste stik. De har holdt hårdt for under epidemien og derfor er det helt oplagt, at de får nogle særligt gode muligheder for en god sommer.

 

Der er lagt op til spændende forhandlinger på tirsdag. Statspengene flyder – nu er det afgørende vigtigt, at de bruges rigtigt! 

 

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

Får du nyhedsbrevet fra ditOverblik? Tilmeld dig her:


Fik du læst:

Liselott Blixt går til minister efter test-opråb fra feriekommuner – Ditoverblik.dk

 

Syriske flygtninge kan slippe for udvisning efter medieomtale – Ditoverblik.dk

 

Kræver redegørelse om Ole Ryborgs rolle i Meld & Feld-sagen – Ditoverblik.dk

 

Rul til toppen