Stormøde om oversvømmelser og klimatilpasninger. Lad os tage et fælles ansvar!

I går deltog jeg i stormødet om oversvømmelser på Pejsegården i Brædstrup. Der var fuldt hus med ca. 400 landmænd og grundejere, der var mødt frem for at deltage i debatten og høre oplæg fra nogle af dem, der er hårdest ramte af nedbøren.

Et rigtigt godt og relevant arrangement, som var stablet hurtigt på benene. Men også et arrangement der viste stor frustration hos rigtig mange over manglende politisk handlekraft. Der blev simpelthen efterlyst hurtige initiativer, der kan sikre folks ejendom og landbrugsdrift. Fuldt forståeligt.

Rundt i Danmark har store regnmængder og stigende vandstand i lang tid skabt store problemer. Det voldsomme vejr og de store vandmængder er en national udfordring, som skal håndteres gennem fælles løsninger. Det skal den enkelte ikke stå alene med!

Derfor var mit budskab på stormødet også, at vi skal have en national strategi for, hvordan vi håndterer de mange udfordringer, som det ekstreme vejr og de stigende regnmængder, som alle eksperter fortæller, vi kan forvente mere af i fremtiden, giver.

Jeg kom bl.a. med en klar opfordring til statsminister Mette Frederiksen om at indkalde alle relevante aktører, de politiske partier, kommuner og regioner, landbrugsorganisationer, forsikringsbranchen m.fl. til et topmøde, hvor ambitionen skal være at lave en national strategi for klimatilpasning, som sikrer den fornødne sammenhæng i de mange klimatilpasningstiltag, som vi under alle omstændigheder bliver nødt til at lave de kommende år.

Det bliver selvfølgelig ikke en gratis omgang. Men der er ingen vej udenom. Dansk Folkeparti har tidligere foreslået, at vi skal bruge de store milliardindtægter fra nordsøolien til at finansiere den grønne omstilling og klimatilpasning. En klimafond baseret på pengene fra Nordsøen vil skabe en sammenhæng mellem de indtægter, vi får fra olie og gas, til de klimaforandringer og tilpasninger, vi skal finde penge til.

Klimaet forandrer sig, og vi kommer givet til at opleve mere ekstremt vejr med såvel flere varmeperioder og naturbrande som mere regn og kraftigere blæst. Det bliver vi nødt til at tilpasse os efter. Lad os komme i gang. Lad os lave en national strategi, som ikke lader den enkelte i stikken. Ligesom meget andet i Danmark skal vi nemlig løse udfordringerne i fællesskab. Lad os tage et fælles ansvar!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Fik du læst:

Kommune fjerner ”dansk” og ”højtid” fra sin madpolitik
https://ditoverblik.dk/kommune-fjerner-dansk-og-hoejtid-fra-sin-madpolitik/

DF får ændret omdiskuteret regel: Nu skal der gives hånd til borgmesteren i Hedensted
https://ditoverblik.dk/df-faar-aendret-omdiskuteret-regel-nu-skal-der-gives-haand-til-borgmesteren-i-hedensted/

Kristian Thulesen Dahl: Ikke nok at statsministeren beklager angrebs-mail
https://ditoverblik.dk/kristian-thulesen-dahl-ikke-nok-at-statsministeren-beklager-angrebs-mail/

 

Scroll to top