fbpx

Stueren – nej tak!

Pia Kjærsgaards ugebrev – mandag den 31. december 2001

Stueren – nej tak!

Et år er gået og et nyt står for døren. Ved nytårstid er det tid til at samle op og vurdere det forgangne år. Valget den 20. november var selvfølgelig årets helt store og glædelige begivenhed. Selvom meningsmålingerne hele tiden lå godt for Dansk Folkeparti, blev 22 mandater alligevel mere, end vi havde håbet på. Dernæst var VOK-flertallet på 94 mandater et solidt rygstød til et tiltrængt skifte i dansk politik. Ingen småpartier med rabiate særmeninger kan nu forstyrre politikken.

Alligevel har der blandt avisernes iagttagere og kommentatorer dannet sig en mærkelig opfattelse, når det flere gange siges, at Dansk Folkeparti efter valget er blevet stuerene. Eller at vi i Dansk Folkeparti i hvert fald er ivrige efter at være det.

Faktum er, at Dansk Folkeparti slet ikke definerer sig selv i forhold til det stupide begreb stueren. Det har vi aldrig gjort og det vil vi aldrig gøre. Vi har i Dansk Folkeparti hele tiden defineret vores politik i forhold til, hvad vi vurderer er godt for Danmark og danskerne.

Når Dansk Folkeparti igen og igen har kritiseret den danske flygtningepolitik, er det fordi den har været skadelig for Danmark. Og i øvrigt – når vi har fået mulighed for at få det pip igennem medierne – også er en fjollet måde at hjælpe mennesker i nød på, fordi 10, 20 eller 30 gange flere mennesker på flugt kunne hjælpes for de samme udgifter i nærområderne. Dansk flygtningepolitik har været fyldt med falske hensigter og bedragerisk moral. Det er ikke uden grund, at flygtningelobbyen i Danmark hellere vil importere én flygtning til Danmark end at hjælpe tyve til et bedre liv lokalt, for kun på den måde kunne Danmark multikulturaliseres og lobbyens fortsatte magt sikres.

Der er intet formål i at være stueren. Begrebet er opfundet og introduceret af den forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og sigtede udelukkende mod at sætte Dansk Folkeparti udenfor døren. Stuerene er for mennesker uden holdninger, mennesker for hvem det gode selskab og tonen er det vigtigste af alt.

Dansk Folkeparti er et holdningsparti og vi definerer os selv i forhold til, hvad der er bedst for Danmark. Det gælder uanset om statsministeren i Danmark hedder Anders eller Poul.

Når Dansk Folkeparti efter valget har fået stor indflydelse og udgør en pæn del af VOK-flertallet bag regeringen, skyldes det ikke, at vi er blevet pæne. Vi er faktisk som vi hele tiden har været. Hverken mere eller mindre. Grundholdningen har ikke ændret sig.

Hvad der har ændret sig er virkeligheden. Verden har givet os ret. Der var noget galt med flygtningepolitikken. Det var en tåbelig politik at lukke så mange fremmede mennesker ind i landet. Islam indeholder fundamentalistiske elementer, som er uforenelige med vestlige samfund. Det er alt sammen blevet bekræftet af udviklingen – og af vælgerne der ofte er klogere end politikerne.

Se blot på, hvad FN´s Flygtningehøjkommissær Ruud Lubbers sagde i weekenden: ”Det er forståeligt, at lande som Danmark forsøger at stramme udlændingepolitikken med det formål at begrænse adgangen af udlændinge til landet.”

Den slags var før udtryk for racisme og fremmedhad. Det er det ikke mere. Verden har ændret sig.
”Ethvert land er nødt til at se på dets egne forhold og borgernes ønske om at beskytte deres land og landets værdier mod folk udefra”, siger Ruud Lubbers nu.

Tænk blot på hvordan Venstres foregående statsminister og FN-flygtningehøjkommissær Poul Hartling gladeligt medvirkede til at udbrede den holdning, at flygtninge skal vi tage imod uden en mut mine. Det blev på lummer vis gjort til ét med kristen næstekærlighed. Hartling manede ikke til mådehold eller forsigtighed som Ruud Lubbers gør i dag. Tiderne skifter. FN skifter holdning. De vestlige samfund vågner langsomt op.

Havde Ruud Lubbers sagt det samme for ti år siden, havde han været en færdig mand i hollandsk, europæisk og international politik. Lagt på is som fremmedhader. Stemt hjem som det svageste led. Men sådan er det ikke mere. Vinden vender.

Medierne og deres årvågne kommentatorer burde i det nye år langt mere mobilisere hukommelsen og gøre offentligheden opmærksom på, at hvad der siges bredt i dag, for 10 og 20 år blev fordømt som racisme. Det ville give noget at tænke over. Når det gælder flygtninge- og indvandrerpolitik er de fleste partier langsomt ved at ændre holdning. Men ikke Dansk Folkeparti. Vi er som fyrtårnet i dansk politik, der angiver kursen for de vuggende skibe. Det vil vi fortsat gøre også i 2002.

Med venlig hilsen og godt nytår

Pia Kjærsgaard

Rul til toppen