Tal med Macron om fejlslagen Brexit-kurs!

29. marts næste år forlader Storbritannien EU. Og dagen nærmer sig hurtigt. Når man tager højde for, at alle de resterende EU-lande skal nå at godkende en aftale mellem EU og briterne – en proces som også tager tid – så er der efterhånden kun ganske få måneder tilbage at forhandle i.

Desværre går det dårligt med forhandlingerne. Og der er en reel fare for, at der slet ikke bliver en aftale. For nogle uger siden vurderede den britiske handelsminister Liam Fox risikoen for, at man endte med ”no deal” til at være 60 % – og stigende.

Hvis man kun følger mediernes dækning, sidder man måske tilbage med et klart indtryk af, at alle problemerne skyldes de umulige briter, som ikke kan finde ud af, hvad de vil. Det er dog langt fra retvisende. For den britiske regering har med premierminister Theresa May’s ”Chequers-plan” lagt et fornuftigt og realistisk bud på en ”blødere” Brexit på bordet. Indtil videre er den dog blevet pure afvist af EU’s forhandlere.

En stor del af ansvaret for de indtil videre resultatløse forhandlinger skal derfor rettelig placeres hos embedsmændene i EU-Kommissionen, der virker langt mere forhippede på at straffe briterne og ikke gå på kompromis med nogle af EU’s ”hellige” principper. Man vil for alt i verden ikke risikere, at briterne får ”for god” en aftale, så andre lande kunne blive fristede til at gå samme vej…

Men det er hul i hovedet. For et ”no deal” scenarie er selvfølgelig dybt problematisk for briterne, som netop nu er i gang med at tilrettelægge nødplaner, så man sikrer, at den britiske økonomi fungerer så gnidningsløst som muligt i overgangsfasen efter, at UK har forladt EU uden en aftale. Nødplaner, der skal sikre fødevarer nok i supermarkederne og medicin nok på lager på hospitalerne.

Men et ”no deal” scenarie er altså også dybt skadeligt for EU-landene. Den Internationale Valutafond (IMF) har i en analyse af de potentielle konsekvenser af forskellige Brexit-scenarier beregnet, at Danmark er et af de lande, som vil blive hårdest ramt af en britisk exit fra EU uden en aftale. Vi står iflg. IMF-analysen til at miste én procent af vores BNP på grund af vores store eksport til UK. Kun Irland og Holland står til at blive ramt endnu hårdere.

Så jeg må endnu engang gentage mit budskab til statsminister Lars Løkke Rasmussen: Skift kurs! Det er ikke for sent. Den danske regering må gøre alt, hvad der står i deres magt, for at påvirke de andre EU-lande til et kursskifte. Danmark skal være med til at sikre, at briterne får en fornuftig aftale. En blød landing, som alle parter kan leve med. Det er ganske enkelt i vores egen interesse.

Og i denne uge er der jo en rigtig god lejlighed til at tage emnet op, når den franske præsident Emmanuel Macron og hans hustru kommer på statsbesøg i Danmark. Frankrig er et af de toneangivende lande i EU, så statsbesøget er en værdifuld mulighed for vores statsminister til at forsøge at påvirke en af de vigtigste beslutningstagere i EU.

Så det vil jeg på det kraftigste opfordre statsminister Lars Løkke Rasmussen til at finde tid til under præsident Macrons besøg, selvom tidsplanen er stram. For Macron skal naturligvis både nå at blive modtaget af Dronningen, mødes med statsministeren og Folketingets formand såvel som aflægge Krudttønden et besøg.

Krudttønden vil desværre for altid være forbundet med terrorangrebet i København 14.-15. februar 2015. Det var her, at den 55-årige Finn Nørgaard blev dræbt. Den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray, var også til stede ved det debatarrangement med den svenske Muhammedtegner Lars Vilks, der var målet for terroristens feje angreb.

Jeg har stor respekt for, at præsident Macron vælger at prioritere et besøg netop her under sin korte tid i København. Det er en lejlighed til at mindes ofrene for terrorangrebet i København og til endnu engang klart og tydeligt markere, at Danmark og Frankrig står skulder ved skulder i kampen mod islamisk terrorisme.

 

Scroll to top