Tanker i en påske-tid

Her forleden dag kunne vi for alvor fornemme det for første gang: Foråret.

Hold da op, hvor har vi ventet længe i år! Snestorme i marts – og stadig frostgrader om natten. Men alligevel er det som om, at solen bliver stærkere og varmere i takt med, at dagene bliver længere.

Nu er de store påskedage lige om hjørnet. Nogle er så heldige, at de har kunnet holde fri de sidste par dage. Andre får det i morgen Skærtorsdag. Men så er der også mange familier og venner, der samles.

Måske til en påskefrokost med øl, snaps, sild og rejer – frikadeller på rugbrød og lune fiskefileter med en ordentlig omgang remoulade.

Det er ikke så ringe endda!

Nogle danskere vælger måske at gå i kirke her i påsken.

At bruge tiden til lidt fordybelse. Måske har man brug for frirummet i kirken til eftertænksomhed. Lytte til præsten og hvad han eller hun har valgt at bruge påskedagene til at fortælle om. Synge en af de smukke påskesalmer, som vi har så mange af.

Måske tænke på nogen, man har mistet eller en, der har ofret sig. Bruge tid på at tænke over livet.

Andre – måske i virkeligheden nok de fleste, bruger de kommende fridage på familien.

Når de hektiske dage tager hinanden og weekenderne tumler afsted, så er forårets helligdage for mange et tiltrængt pusterum, hvor man tager en velfortjent pause fra hverdagen.

At lade børnene slappe af i nattøj i sofaen til langt op ad formiddagen.

At få styr på den have, der trænger til en kærlig hånd efter måneder med rusk, regn, sne og frost.

At sidde med en god kop kaffe og nyde den uden at skulle kigge på uret.

For mange er påsken en tid, hvor der er tid til aktiviteter og hygge sammen med børn og børnebørn.

Vi danskere er efterhånden verdenskendte for vores unikke ord: ”Hygge”.

Det er en lidt udefinerbar ting, men alligevel kender vi alle sammen følelsen af rigtig hygge. Når folk kommer til Danmark – især fra Sydeuropa, så studser mange over de tomme gader om aftenen. Hvor man i Sydeuropa ofte går udendørs, når man har fri – mange har sikkert set det på ferier –  så trækker vi os tilbage i vores private omgivelser og hygger os sammen med dem, vi holder af.

Det er en meget dansk ting at hygge sig.

I disse tider har vi ekstra meget lejlighed til at gruble over vores danske hygge – og vores danskhed – et emne, der ofte er på dagsordenen.

Det var ikke noget, vi talte meget om, da jeg var barn. Måske fordi den ikke virkede truet dengang? Dengang var der en fælles enighed om, hvad vi var for et folk og hvad vores fælles værdier var.

Jovist – der var jo forskellige politiske overbevisninger, men grundværdierne var mere ens.

De værdier er lige så stille ved at blive udvandet i dag.
En tur på det indre Nørrebro og i de ghettoer, der for tiden er så meget snak om, viser præcist dette.

En helt anden tilgang til forholdet mellem mand og kvinde. En anden tilgang til dansk lov, en anden tilgang til ytringsfrihed, demokrati og frihed under ansvar.
Ikke så meget hygge der, synes jeg!

Parallelsamfundene skvulper op til overfladen.

Genopdragelsesrejserne. Snyd med systemet. Børn der lærer at hade alt det, vi står for. Trusler og vold. Sharia.

Det er dét, vi kæmper imod med næb og kløer i Dansk Folkeparti.

Det er dét, vi vil have standset.

Vi vil have asylstop i Danmark.

Vi vil have flygtninge hjem igen, så snart det er muligt.

Vi vil sikre Danmark for vores børn og børnebørn, så de også i fremtiden ved, hvad det vil sige at være dansk.

Hvis vores samfund ikke skal ændre sig til noget, der strider direkte imod alt det, vi holder så meget af, så er det vigtigt, at vi gør noget. Vi arbejder hårdt for at få de andre partier overbevist om dette. Og vi er kommet et godt stykke siden 1990’erne og 00’erne, hvor Dansk Folkepartis udlændingepolitik var et fy-ord for stort set alle øvrige partier.

Det ser anderledes ud i dag og det er godt. Det er vigtigt.

Der er nemlig så meget, vi skal passe på!

God påske til jer alle.

 

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Scroll to top