fbpx

Til kamp for landbruget og fødevareerhvervet – de kommende måneder bliver afgørende!

I går fredag besøgte jeg den nye formand for Landbrug og Fødevarer, Søren Søndergaard, på hans gård i det midtjyske højland.

Søren Søndergaard driver et landbrug med søer og agerbrug og det er altså altid en stor fornøjelse at besøge de gode folk i landbrugserhvervet, der bidrager til at holde vort land i gang med alt det, vi skal bruge til flæskesteg, leverpostej, æg og mælk.

Jeg har besøgt rigtig mange landbrug og jeg bliver hver gang imponeret over den ildhu, folkene lægger for dagen. Der er stærkt fokus på effektivitet og idéudvikling, som kan gøre dansk landbrugsproduktion så fremtidssikret som mulig.

Samme dag som jeg aflagde Søren Søndergaard et besøg, tikkede et indlæg ind på mediet Altinget af De Radikales landbrugsordfører, Zenia Stampe.

Indlægget handlede om de kommende landbrugsforhandlinger med regeringen og var desværre en øjenåbner for de ulykker, som regeringens støttepartier vil forsøge at få regeringen med på.

De Radikale vil halvere landbrugets C02 udledning. Det lyder jo umiddelbart godt. Men metoden til at nå det, er i de radikales øjne ved at skrue ned for den animalske produktion i Danmark. Færre dyr – færre grise og køer.

Ikke overraskende at de radikale mener dette. Men strategien er helt gal.

Hvis den animalske produktion bliver for presset her i landet, vil produktionen bare forsvinde til lande som Polen og Tyskland.

Lande, hvor det er billigere at producere, men hvor dyrevelfærden og kvaliteten til gengæld er markant ringere. Hjælper det verdens klima? Nej. Det er derfor ren symbolpolitik fra de radikales side.

Der er ikke et trylleslag, der får verdens befolkning forvandlet til et selleribøf-spisende folk, fordi den animalske produktion flyttes ud af Danmark.

Tværtimod. Mange – også danskere – vil fortsætte med at spise kød. Men i stedet for, at det er produceret i Danmark, vil det så sikre arbejdspladser og produktion i andre lande.

Det er ikke kun de radikale, der er galt afmarcheret i denne debat. Hvad med støttepartiet Enhedslisten?

Enhedslisten formulerede for et par år siden deres ambitioner for landbruget i dette indlæg.

https://www.altinget.dk/foedevarer/artikel/enhedslisten-vil-halvere-dansk-svineproduktion-vi-skal-ikke-broedfoede-verden-med-koteletter

Enhedslisten vil simpelthen halvere dansk svineproduktion. I stedet for at drive landbrug foreslår Enhedslisten så, at landbrugsjorden skal overgå til skov- og naturarealer.

Jeg er helt med på, at vi skal passe på vores dejlige danske natur.

Men det skræmmer mig alligevel, at Socialdemokratiets støttepartier fremturer med disse drømme om at lave landbrugsjord om til uberørte enge med vilde blomster, som de kan danse rundt i, uden overhovedet at tænke på de massive konsekvenser, det vil have for dansk økonomi – danske arbejdspladser i provinsen – konsekvenser for en gammel og stolt dansk fødevaretradition.

Vi kan nemlig være stolte af det danske landbrug og de ambitioner, som branchen allerede nu sætter for sig selv i forhold til klimaet.

Blandt andet arbejder man hårdt på at blive klimaneutrale inden 2050, ligesom man ved hjælp af teknologien allerede nu er blandt verdens bedste og innovative, hvad angår udvikling af nye produktionsmidler. Alt sammen noget der samlet set skal gøre produktionen grønnere.

Vi har fået udryddet salmonella i den danske produktion og fået nedbragt brugen af antibiotika betragteligt.

Det er den vej, vi fortsat skal gå!

Et stærkt samarbejde mellem politikere m.v. og fødevarebranchen, der sikrer, at vi finder løsninger, der kan skabe en grønnere, sundere og stærkere fremtid.

Det er langt bedre for Danmark og for dansk økonomi, end at politikerne svinger pisken så hårdt, at vi påbegynder en afvikling af dansk landbrug.

Spændende bliver det at se, om Socialdemokratiet bøjer sig for deres støttepartiers vilde krav. De kommende måneder bliver skelsættende og afgørende for fremtidens fødevareerhverv her til lands. Det er nu, der er brug for alle, der vil et stærkt landbrug og fødevareerhverv her i Danmark!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl.

Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 

Får du nyhedsbrevet fra ditOverblik? Tilmeld dig her:

Fik du læst:

Dette Folketing har forvandlet sig til et jantelovsfolketing – Fru Inger Støjberg skal ned med nakken

https://ditoverblik.dk/det-er-da-ikke-en-fejl-der-kan-begrunde-en-rigsretssag/

Mette F. nægter at undskylde corona-løgn: Jeg anerkender ikke præmissen
https://ditoverblik.dk/mette-f-afviser-at-beklage-usandhed-jeg-anerkender-ikke-praemissen/

 

Chefredaktør vred over ministers beskyldninger: Det er over grænsen.
https://ditoverblik.dk/chefredaktoer-forsvarsministerens-beskyldninger-er-over-graensen/

 

Rul til toppen