Tillykke til HELE Danmark med vores kongehus. Hvor kan vi være stolte!

“Alle de ting jeg gerne vil sige. Alle de ting jeg kan sige. Alle de ting jeg ikke kan sige. Alle de ting der er plads til at sige. 50 år i dag. Far til fire, frømand, kunstkender, militærmand, min mand. Erhvervsambassadør, søn, eventyrer, grønlandsfarer, bror. Og en god ven.”

Således sagde Kronprinsesse Mary, da hun holdt sin fremragende tale for Kronprins Frederik ved Kronprinsens 50 års gallataffel i lørdags.

Og ordene fra Kronprinsessen, som selvsagt er et af de mennesker, der kender vores Kronprins allerbedst, rammede i virkeligheden det hele så fint ind. For hvor er vi dog heldige, at vi har en Kronprins Frederik som vores kommende konge!

Det lader ikke til, at jeg er den eneste, der synes det. I den forgangne uge har danskerne i dén grad vist deres støtte til Kronprinsen og til Kongehuset. Til den institution, som repræsenterer Danmark så fremragende – både herhjemme og ved officielle besøg i udlandet. Kongehusets indsats er uvurderlig for Danmark!

I den forgangne uge har danskerne løbet med Kronprinsen i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København.

Danskerne har hyldet Kronprinsen ved Amalienborg, hvor pladsen var fyldt til bristepunktet med Dannebrogsflag og folk i alle aldre.

Danskerne har vinket og hujet under karetturen igennem København, de har siddet klistret til skærmen og set portræt-programmer og fulgt med i gallafesten med gæster i deres stiveste puds. Gæster der med højt humør deltog i fejringen af Kronprinsen. I går blev hele herligheden så rundet af med et fødselsdagsshow i Royal Arena.

Jeg selv var så heldig både at få muligheden for at deltage i fejringen til gallafesten lørdag, men også i Royal Run Løbet i Aalborg sidste mandag, hvor det gav noget af et sus i maven at få lov til at løbe sammen med næsten 10.000 andre danskere. Over 70.000 løb i hele landet. Alle var det danskere – som tog imod opfordringen fra kronprinsen om at løbe med.

I løbet af den seneste uge er jeg igen og igen blevet mindet om, hvor meget kongehuset bidrager til vores fællesskabsfølelse. Til vores danske identitet.
Det danske kongehus er blandt de ældste i verden og kan føre sin historie helt tilbage til Gorm den Gamles tid.
Igennem årene har kongehuset været en uvurderlig institution for vores land.

I nyere tid kan eksempelvis nævnes Kronprinsens oldefar, Christian den tiende, som på sin hvide hest i 1920 red over den gamle grænse og nærmest blev symbolet på Sønderjyllands genforening med Danmark. Et stort øjeblik i vores Danmarkshistorie!
Da hans søn, Frederik den niende, sammen med Dronning Ingrid – eller Kronprinsesse Ingrid, som hun hed dengang, den 16. april 1940 fik en lille datter, der kom til at hedde Margrethe og som siden blev vores Dronning, var familieforøgelsen et lys i det mørke, som 2. verdenskrig kastede over Danmark.
Og Dronning Margrethe har gjort – og gør stadig – et blændende stykke arbejde som Danmarks regent. Danmarkshistorien er flettet sammen med den kongelige familie. Den kongelige familie ér Danmark.

En ny generation er ved at finde fodfæste og vi ser nu, at Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary er ved at finde deres egen måde at repræsentere kongehuset – en måde, der gør, at Kongehuset fortsat samler os danskere.

I disse dage tror jeg, det må være særligt svært for anti-royalister som Zenia Stampe fra De Radikale, Per Clausen fra Enhedslisten eller Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen. Men kære venner: Hæng ikke med mulen. Glæd Jer sammen med os. Der er nemlig brug for stærke symboler, der samler os. I en omskiftelig verden, hvor det er nemt at skabe tvivl og kaos, er der brug for det, der samler. Skaber fællesskab og samhørighed.

Jeg vil slutte ugebrevet med endnu et citat fra gallafesten lørdag. Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde nemlig i sin tale meget rammende til Kronprins Frederik:

”De taler ikke til andre mennesker. De taler med dem. Så man føler sig set. Værdsat. Troet på. De er i sandhed Kronprins af tiden. De er folkets Frederik.”

Jeg kan kun give statsministeren ret.                                

Endnu en gang skal der lyde et stort tillykke med fødselsdagen til Kronprins Frederik! Vi glæder os til at følge med i fortsættelsen.

 

Scroll to top