Trafikaftale og landsdækkende medier…

I den forgangne uge har vi sammen med regeringen præsenteret en rigtig god aftale på transportområdet. Markante forbedringer både på vejene og på skinnerne er det blevet til. Geografisk spredt rundt i det meste af landet.

Udvidelse af motorvejene ved eksempelvis Kolding, Aalborg, Odense, Haderslev, Kalundborg, Næstved og København. Men også forbedringer af tognettet – eksempelvis ved Billund – så de mange mennesker, der bruger Danmarks næststørste lufthavn, fremover får bedre forhold – hvad enten de fragter sig i bil eller med tog.

Ikke kun motorvejene skal have et løft. Vi sørger også for, at en masse landeveje i hele Danmark udbygges, etableres eller optimeres. Det nytter ikke noget, at danskerne hver dag spilder deres tid i lange køer. Derfor investerer vi nu massivt i vejnettet – men altså sammen med en generel styrkelse af tognettet.

Men hvordan er aftalen så blevet viderebragt til danskerne? Tjo… På mange forskellige måder.
Først en ros! Og endda til Danmarks Radios P1-morgen. Her greb man aftalen an på den måde, at man ringede rundt til lokale avisredaktører for at finde ud af, hvad aftalen betyder for lige netop deres område.

De ringede til de rigtige eksperter – lokalredaktørerne. Dem, der ved, hvad trafikaftalen betyder for netop deres lokalområde.

Det er jo i bund og grund det, journalistik handler om. At oplyse folk. At gøre dem klogere.

Men et par andre steder gik det da helt galt… Lad mig komme med et eksempel med to forskellige overskrifter om den samme historie. Et regionalt medie og et landsdækkende medie.

Det landsdækkende: ”Eksperter kritiserer ny Billund-bane: Giv hellere pengene væk”
(Bragt på DR.dk den 14. marts)

Det regionale: ”Billund jubler: – Vi kunne ikke ønske os mere”
(Bragt på Vejleamtsfolkeblad.dk den 14. marts)

Så spørgsmålet er: Hvem skal man tro på? De lokale i byen, der hver dag skal bruge vejene eller bruge offentlig transport, eller nogle trafikforskere på universiteterne, der ved hjælp af regnemodeller finder frem til, hvor det giver bedst mening at bygge?

Jeg tror ikke, at modellen, hvor man hører på dem, det vedrører, er så tosset. Måske de lokale meget godt ved, hvor skoen trykker – også når det gælder transport i lokalområdet. Og mon ikke denne dækning i øvrigt sikres bedst af journalister, der hver dag selv bruger den lokale transport. Rundt omkring i hele Danmark!

Og det bringer mig jo nemlig omkring en anden af den forgangne uges store historier. Nemlig den om placeringen af Radio24syv.

Jeg har før understreget vigtigheden af, at medier der vil kaldes landsdækkende, netop er landsdækkende. Dækker hele landet. Også ved at være repræsenteret i hele landet. Det er derfor, vi har kæmpet for, at den ene af de to landsdækkende taleradioer, vi betaler for i fællesskab, skal ligge i Vestdanmark.

På den måde sikrer vi alsidighed og at hele Danmark dækkes. Det er der nemlig i dén grad behov for.

Det er jo ikke en beslutning, der er populær blandt medierne. I det hele taget træffer vi i Dansk Folkeparti jævnligt beslutninger, som måske ikke flugter med journalisternes eget politiske ståsted. Det er der nogle journalister, der håndterer meget professionelt. Men også andre, der håndterer helt åbenlyst anderledes.
Det må vi leve med.

Men det betyder ikke, at vi dermed synes, at danskerne bør nøjes med de historier, som medie-Danmark vælger at bringe og deres vinkel på det.

Derfor lancerede vi i september sidste år nyhedssiden Ditoverblik.dk – et nyhedsmedie, der redigeres uafhængigt, der fortæller historier, som andre medier måske fravælger.

Fremover vil jeg i mine ugebreve linke til nogle af de gode historier fra Ditoverblik.dk, som absolut er værd at læse. God læselyst – og god weekend.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl
Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 

Fik du også læst:

DF gør nyt forsøg på tørklædeforbud for offentligt ansatte
https://ditoverblik.dk/df-goer-nyt-forsoeg-paa-at-faa-toerklaedeforbud-for-offentligt-ansatte/

Midt i Brexit: EU har kostet briterne over 700 milliarder.
https://ditoverblik.dk/midt-i-brexit-eu-har-kostet-briterne-over-700-milliarder/

Nye Borgerliges skattelettelser vil forgylde borgere i Nordsjælland
https://ditoverblik.dk/borgere-i-nordsjaelland-vil-score-kassen-paa-nye-borgerliges-skatteplan/

 

 

Scroll to top