Turisterne elsker Danmark … på trods af den forfærdelige grænsekontrol og den umenneskelige udlændingepolitik!

I denne uge nyder mange danskere en velfortjent vinterferie. De fleste skoler holder lukket og mange drager afsted mod Sydens sol eller på skiferie. Nogle nyder måske en uge i sommerhus eller bare tid hjemme til noget af det, man ikke når i den travle hverdag.

Men mens mange danskere tager udenlands, går strømmen af turister også den anden vej. Et stigende antal mennesker holder hele eller dele af deres ferie i Danmark. Det er nemt at forstå. Her er jo dejligt.

Sidste år var der hele 56 millioner overnatninger i Danmark. Fordelt på campingpladser, feriecentre, hoteller, sommerhuse, vandrehjem og lystbådehavne. Det er rekord. For sjette år i træk! Turisterne elsker Danmark.

Det er en fantastisk udvikling. Og potentialet for at tiltrække endnu flere turister er stort. Det giver tiltrængt liv og vækst ikke mindst i det såkaldte ”Vandkantsdanmark”.

Men tallene bør også give anledning til røde ører hos flere. Mange husker nok udsagn som: “Grænsebom vil gå ud over turismen” fra en artikel om en turistchefs bekymringer. Eller en overskrift i Politiken: “Grænsekontrol skræmmer tyske turister væk.” Der var mange dommedagsprofetier om konsekvenserne for turismen, hvis vi genindførte grænsekontrol.

Men vi fik faktisk alligevel indført kontrollen. Og i dag er det svært ikke at trække lidt på smilebåndet, når jeg tænker tilbage på alle de mange påstande om, at alle de tyske turister blev skræmt væk, hvis Danmark formastede sig til at indføre grænsekontrol.

Og var der ikke også noget med, at Danmarks ”internationale omdømme” røg helt i skraldespanden, hver gang vi gennemførte stramninger af udlændingepolitikken?

Nej, det var selvfølgelig også bare en skræmmekampagne, der skulle få danskerne til at bøje nakken.

Det var sludder og vrøvl. Og vi danskere bøjede gudskelov ikke nakken. Vi stod fast. Og i dag kan vi konstatere, at antallet af turister i Danmark igen slår rekord – ligesom Danmark fortsat igen og igen nævnes som et af verdens dejligste lande.

Nu gælder det så om at holde fast. Både i forhold til at modvirke de lempelser i udlændingepolitikken, som den socialdemokratiske regering faktisk laver – også selvom de er dygtige til at undgå at tale om det. Ligesom de helt er stoppet med at tale om hjemsendelser – som de ellers gav tilslutning til, da vi fik det igennem i den sidste finanslov før valget. Nu er det åbenbart sat på STOP.

Men at Danmark er et dejligt land at besøge, er jo ikke kommet af sig selv. Det er kommet på grund af den flid, danskerne lægger for dagen og de beslutninger, vi har truffet. Det betyder også, at skal Danmark også om 30, 50, 70 år være et dejligt sted at komme til, skal vi holde fast. Fast i udlændingepolitikken, fast i grænsekontrollen, fast i en samfundsmodel, hvor der er plads også til dem, der ikke kan køre helt så hurtigt som andre.

Så der er nok at arbejde for – også når uge 7 er overstået – og danskerne er vendt hjem fra ferie og de udenlandske gæster er rejst igen.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Følg Kristian på Facebook – Tryk her

Fik du læst:

Tilskud til muslimske friskoler fortsætter – før valget ville S fjerne støtten sammen med DF
https://ditoverblik.dk/regeringen-fortsaetter-stoetten-til-muslimske-friskoler-selv-om-s-ville-fjerne-stoetten/

DF: Værnepligt skal også omfatte Grønland og Færøerne
https://ditoverblik.dk/df-vaernepligt-skal-ogsaa-omfatte-groenland-og-faeroeerne/

Avis sætter spot på venstrefløjen: Hvorfor tør socialister ikke kritisere islam?
https://ditoverblik.dk/avis-saetter-spot-paa-venstrefloejen-hvorfor-toer-socialister-ikke-kritisere-islam/

 

Scroll to top