Uffe Elbæk: Hvorfor håner du Danmark?

I løbet af mit liv er jeg kommet rigtig meget rundt i verden. Først igennem 25 år som meget udlandsgående reportagejournalist og som udlandskorrespondent; senere som politiker, og jo ikke mindst i kraft af mit formandskab i Det Udenrigspolitiske Nævn. I sidstnævnte embede mødes jeg på Christiansborg i hvert fald en gang hver fjortende dag med udenlandske ambassadører, politikere eller journalister fra andre lande.

Alt dette være sagt – ikke for i så meget som ét sekund at blære mig – men mere for at klargøre, at jeg igennem årene uomtvisteligt har oparbejdet en vis fornemmelse for, hvad folk i fremmede lande går rundt og mener om Danmark, om vort politiske system og vort samfund i det hele taget.

Og lykkeligvis er Danmarks demokratiske og politiske omdømme ude omkring generelt fortræffeligt:

Man er rundt om vildt forbavset over den friske og frejdige – ja, ofte kammeratlige tone politikere imellem. Man følger med interesse, hvordan hundreder af skoleelever hvert år forbereder sig på at komme ind i selveste folketingssalen for i februar måned på egen krop at opleve, hvordan vores demokrati fungerer, ligesom man følger Præsidiets intentioner om benytte det gamle rigsarkiv til endnu mere dialog med folket.

Man er imponeret over, at der gives mulighed for fortrolighed – selv mellem politiske fjender. Man finder det beundringsværdigt, at stort set otte ud af ti love er blevet til i et bredt samarbejde hen over midten. Man undrer sig over, at skiftende regeringer, fremfor bare med støttepartierne at bulldoze alt igennem, i stedet strækker sig til det yderste i forligsforhandlinger med det ene formål, at lovene bør vedtages bredest muligt. I andre lande stemples noget sådant som ”svag regering”.

Man er kort sagt himmelfalden over den indædte, dybfølte vilje til dialog, der findes partierne og politikerne imellem. Og så farter selvfølgelig, snart sagt, enhver udenlandsk ambassadør med respekt for sig selv hvert år til Folkemødet på Bornholm – for dette, derovre på Solskinsøen, hvor alle toppolitikerne slasker rundt i T-shirts og badetøfler midt imellem 110.000 landsmænd, er sgu da noget af det allermærkeligste af det hele!

Og blandt andet sådan udvikler dansk folkestyre sig årti efter årti. Og sådan vil det forhåbentlig også fortsætte i mange, mange årtier fremover. Viljen hertil er i hvert fald til stede – såvel blandt politikerne som i folket.

Det er dette vildtbeundrede folkestyre og det arbejde, der dagligt – på tværs af partierne – udføres blandt mine mange, mange dygtige, idealistiske og nidkære kolleger på Borgen, som af Alternativet og dets leder, Uffe Elbæk, fra partiets start er blevet hånet og nedgjort. Og pudsigt nok af et parti og en leder som ustandselig taler om, at man vil indføre dialog og en ny samtalekultur på Borgen.

Jo, for Uffe og hans håndlangere er alting nemlig bare ”crazy”, alting dansende og drømmende ligegyldigt – hvis det altså ikke lige drejer sig om Jordens klima om 75 år, hvor jo som bekendt Dommedag venter. Og på maven, bedende ved dette Dommedags-Alter ligger så det angiveligt dialogsøgende parti og vræler over det, der venter i år 2093. Og – modsat alle de mange andre dommedagsprofetier, som igennem årtusinder har skræmt folkeslagene – vil der denne gang end ikke være frelse for de frelste…

Og det siger jo sig selv, at når man sådan, som Uffe og hans Sidste Dages Hellige går og afventer Dommedag, hvor Grønlands smeltede is vil fosse ind over alt og alle (undtagen Mount Everest…), ja, så har man jo ikke tid til dagligdagens petitesser og profane gøremål. Hvorfor dog tage posten som Beskæftigelsesborgmester i København og gøre noget specifikt for gemene arbejdere, når man som Kulturborgmester kan få arrangeret nogle fede klima-events?

Og hvorfor dog generelt ikke bare flagre væk og grinende få lavet nogle sjove collager med forskellige pikke, når noget på Christiansborg trækker op til at blive for konkret? Hvorfor have en Forsvarsordfører i stedet for en Fredsordfører? Hvorfor dog ikke blæse på, om man ved hårdt og trættende forligsarbejde måske ville kunne få bare en lille smule bedre forhold for de allersvageste i samfundet eller forbedre forholdene på vore sygehuse. Hvorfor dog overhovedet bruge tid og energi på at tage medansvar for noget som helst, når det er meget sjovere at fjolle omkring?

Ja, og hvorfor i alverden skulle en højtsvævende dommedagsprofet dog bruge tid og kræfter på at være seriøs og pragmatisk, på at være nidkær og på at tage et seriøst medansvar for Danmark, når det er langt mere underholdende at pege på sig selv som Statsminister. For sikke crazy, det bliver den dag hos Dronningen… ha-ha-ha!.

Uffe Elbæk, jeg er nødt til at spørge dig ligeud: Hvorfor håner du Danmark?

PS: Mens du samler dig sammen til at forklare mig hvorfor, forbereder vi andre os på endnu-endnu en tørn for at gøre godt for Danmark, hvor det er muligt – herunder også, når det gælder miljø og klima. Den sag berører nemlig også os.

 

Med venlig hilsen

Søren Espersen

Scroll to top