Vendekåbernes tid er kommet…

Pia Kjærsgaards ugebrev

Bagdad er faldet. Det irakiske styre viste sig at være langt svagere funderet, end nogen havde turdet tro. Som alle totalitære regimer byggede det udelukkende på vold, terror og mord – et rent luftkastel, som kun få irakere havde viljen til at forsvare. På trods af styrets talrige trusler kollapsede forsvaret af den irakiske hovedstad, uden at det kom til de store kamphandlinger og heldigvis uden så store civile tab, som mange havde frygtet.

Den menige irakers euforiske begejstring har ikke været til at tage fejl af: Væk er truslen om natlige arrestationer og tortur. Væk er frygten for at tale åbent og frit. Og for verdenssamfundet er der nu én blodtørstig slyngel mindre til at true nabolande og verden med masseødelæggelsesvåben og militær magt.

Begejstringen over Ba´ath-Partiets fald lader til at være kommet bag på de lande – og de hjemlige partier – som nægtede at bakke op omkring afvæbningen af Saddam Hussein, fordi de stolede blindt på FNs evne til at håndtere en skruppelløs diktator og massemorder. I Tyskland og Frankrig har man derfor ikke vidst, hvilket ben man skulle stå på. Intet under, at det tog den franske præsident, Jacques Chirac mere end 24 timer at finde en grimasse, der kunne passe.

Vort hjemlige Socialdemokrati var noget hurtigere på aftrækkeren – det må man lade dem. Umiddelbart efter Bagdads fald standsede socialdemokraterne deres salg af Nej til Krigen materiale på partiets hjemmeside, og meget hurtigt kom der meldinger om, at partiet pludselig var villig til at støtte tilstedeværelsen af en dansk fredsstyrke i Irak- også uden FN-mandat. Ja, verden bliver unægtelig forvirrende at navigere rundt i, når man hele tiden ønsker at halse efter det, man tror, et flertal i befolkningen støtter.

Men hvor var Socialdemokratiet i grunden, da et flertal i Folketinget besluttede at støtte den internationale koalitionshær med udsendelse af danske tropper? Stod partiets formand Mogens Lykketoft ikke for godt tre uger siden og tordnede mod USA foran Christiansborg i den naive tro, at han havde fingeren på pulsen og vidste, hvad der rørte sig i befolkningen, eller husker jeg forkert? Nej, sandheden er, at Socialdemokraterne dels ønskede at dække sig ind, dels havde til hensigt at skabe røre i den indenrigspolitiske andedam.

For hvis nu krigen trak ud, som meget tydede på i starten, kunne man altid slå på, at man havde været imod den fra starten – det ville jo også være det mest populære. Socialdemokraterne var altså modstandere af afvæbningen af diktatoren, men vil nu gerne deltage i freden. Det kan da kaldes en omvendelse, der vil noget. Det samme gør sig gældende for Tyskland og Frankrigs vedkommende.

Chirac og Schröder vil også gerne deltage i det økonomisk lukrative arbejde med at genopbygge Irak og påtage sig rollen som mæglere. Ja, de anser ligefrem sig selv for de mest velegnede, idet de jo ikke støttede den militære aktion. Men dermed var de heller ikke med til at skabe forudsætningerne for freden. Det er sæson for vendekåber. Pludselig viser det sig, at alle glæder sig over Saddam Husseins fald. Kun de mest hårdnakkede og forbenede USA-hadere holder stadig fast i, at den militære aktion var forkastelig uden et FN-mandat.

Jeg skal være den første til at indrømme, at et Irak efter Saddam Hussein er en stor udfordring for det internationale samfund. Årtiers undertrykkelse manifesterer sig i disse dage i anarki, kaos og plyndringer. Det kan ikke undskyldes, men omfanget af plyndringerne viser kun, hvor undertrykte irakerne var. Det er som en kæmpe trykkoger, der pludselig er eksploderet. Derfor er det helt afgørende, at lov og orden hurtigst muligt genoprettes effektivt. At magt-tomrummet bliver udfyldt af noget bedre, og at en fremtid med demokrati og frihed sikres.

Det skal lykkes at sikre freden, og jeg håber, det vil give anledning til alvorlig selvransagelse. Ikke kun i den vestlige verden, hvor modstanderne af den militære aktion forhåbentlig får røde ører, men også i den arabiske verden, som både økonomisk og demokratisk ligger underdrejet i et morads af korrupte regimer, der bygger på løgn, terror og undertrykkelse. Forhåbentlig vil disse landes befolkninger meget snart indse, at deres ulykkelige tilbageståenhed hverken skyldes USA eller Israel, men udelukkende deres egne regimers mangel på vilje til at indføre demokrati, frihed og økonomiske reformer.

Irak skal genopbygges, men det er ingen uoverskuelig opgave. Landet er rigt på olieressourcer, og når først hanerne er åbne, vil velstanden atter komme. Det er imidlertid langt fra tilstrækkeligt. Velstanden skal også fordeles retfærdigt, og heri ligger klart den største udfordring for et fremtidigt irakisk styre. Der er brug for demokratiske kræfter og en god portion vestlig realitetssans, og hvem er i besiddelse af det? Ja, det er f.eks. mange tusinde irakere, som i vesten – herunder Danmark – har haft det privilegium at opleve, hvordan et ægte folkestyre fungerer. For disse mennesker må det føles som en naturlig pligt at hjælpe til med genopbygningen af deres fædreland, nu hvor diktatoren, de flygtede fra er faldet.

Dansk Folkeparti tog fra starten et medansvar for aktionen mod Saddam Hussein, og vi tager også gerne et medansvar for Iraks fremtid. Vi har ikke et øjeblik vaklet i troen på, at verden ville blive et sikrere sted uden Saddam Hussein – heller ikke da det tilsyneladende var upopulært Derfor er det for os ganske naturligt at støtte genopbygningen af Irak. Har man sagt A, må man også sige B. Som danskere bør vi være stolte over, at danske soldater har bidraget til en kynisk massemorders endeligt. At vi har turdet tone rent flag i kampen mod ondskab og uretfærdighed. Og så iagttager vi blot, at vendekåberne vrider og vender sig.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Scroll to top