Venstrefløjens hukommelsestab

Pia Kjærsgaards ugebrev – mandag, den 18. februar 2002

Venstrefløjens hukommelsestab

Fra tid til anden undres jeg over, hvor kort hukommelsen er i dansk politik. Det var netop, hvad der skete i den forgangne uge, hvor navnlig Socialdemokratiets Mogens Lykketoft og SF´s Holger K. Nielsen på ny formulerede kritik af USA´s terrorbekæmpelse, og af de amerikanske advarsler om en mulig udvidelse af krigen til andre lande, der efter alt at dømme støtter den internationale terrorisme.

Langsomt men sikkert bliver tingene vendt på hovedet, og det er som om, at det nu pludselig er amerikanerne, der er de onde, og terroristerne, der er ”ofre”. Vi har set det i forbindelse med venstrefløjens forsøg på at belære amerikanerne om, hvorledes de skal behandle de tilfangetagne terrorister i Afghanistan og på Cuba. Og vi ser det nu med de nye, verbale udfald mod USA. Og der er ikke engang gået et halvt år siden terrorangrebene 11. september.

Men har venstrefløjen da allerede glemt tv-billederne af de ulykkelige mennesker, der foretrak at kaste sig ned i den visse død på Manhattans stenbro, fremfor langsomt at blive fortæret af den uudholdelige hede i det brændende World Trade Center? På mig har disse billeder gjort et uudsletteligt indtryk – og jeg håber og beder til, at amerikanerne fanger de egentlige bagmænd, før de når at gentage en afskyelig forbrydelse. Og hvis amerikanerne har oplysninger om, at bagmændene har forbindelser til Irak eller andre lande – ja, så vil jeg lade det være op til amerikanerne at afgøre, hvilke midler der kræves, for at pågribe de pågældende. For sådanne mennesker må ikke gå fri.

Det er ikke fordi jeg mener, at vi ukritisk skal klappe i hænderne af alt, hvad amerikanerne foretager sig. Men den krig, som USA udkæmper lige nu, kæmper de også for vores skyld. Og for vores børns og børnebørns skyld. Fjenden har nemlig mange mål med terrorangrebet 11. september, men den endelige hensigt er klar: at omstyrte den samfundsmodel, som vi i den vestlige verden kender og elsker. Selv den evige USA-revser Mogens Lykketoft bør derfor være taknemmelig for, at USA har både styrken og viljen til at møde terroristerne med det eneste sprog, de forstår: væbnet magt. Det mindste vi kan gøre, er at give amerikanerne vores fulde moralske opbakning.

Og at terrorismens skygger også rækker ind over Danmark er for længst dokumenteret. Et af beviserne sidder på Guantanamobasen på Cuba i skikkelse af den danske statsborger, som amerikanerne har pågrebet blandt terroristerne i Afghanistan. Andre tegn er den voldsomme retorik, som strømmer ud fra moskéerne på Nørrebro i København og hvis afsender bl.a. er den muslimske gruppering Hizb-Ut-Tahrir. Og hvem véd, om nogen her i landet planlægger et næste terrorangreb i København? Eller mod Barsebäckværket?

At Holger K. Nielsen mener, at ”Nu bruger USA terrorbekæmpelsen som dække for et krigseventyr”, kan ikke overraske nogen. Alle ved, at Socialistisk Folkeparti lige siden det blev stiftet som en udbrydergruppe af Danmarks Kommunistiske Parti, har næret en sand afsky for alt hvad der kommer fra vores store allierede på den anden side af Atlanterhavet. Det får være.

Langt værre er det, at Mogens Lykketoft, der som Danmarks tidligere udenrigsminister egentlig burde have en aura af værdighed og eftertanke omkring sig, nu strøer om sig med letkøbte og uigennemtænkte bemærkninger om USA. Til Jyllands-Posten har han bl.a. udtalt, at ”amerikanerne skal ikke bare fare frem uden omtanke”.

Undskyld mig, men tror Mogens Lykketoft virkelig, at amerikanerne indlader sig på en krig, der koster milliarder af dollars og som indebærer livsfare for måske tusinder af amerikanske soldater, uden at have tænkt sig om længe og meget grundigt? I så fald kender han amerikanerne meget dårligt. I de sidste 25 år har USA kun meget modvilligt, og først efter at enhver fredelig løsning har vist sig umulig, involveret sig i væbnede konflikter. Sporene fra Vietnam skræmmer. Og enhver amerikansk politiker véd, at er der noget den amerikanske befolkning ikke bryder sig om, er det tv-billeder af unge amerikanske soldater, der vender hjem i ligposer.

Nu skal man nok ikke overdrive den betydning, som USA tillægger Mogens Lykketofts mening, men alligevel. For mig, der har været med i dansk politik i snart tyve år, bringer hans udtalelser nemlig ubehagelige mindelser om et andet lavpunkt i den danske venstrefløjs ikke særligt glorværdige historie, nemlig fodnotepolitikken i 80´erne. Også dengang benyttede selvsamme hr. Lykketoft og hans kammerater i Socialdemokratiet en internationalt tilspidset situation til at markedsføre sig selv på bekostning af Danmarks sikkerhed, mens jeg og mange andre med mig krummede tæer af flovhed og skamfuldhed. Dengang var vi vel så tæt på at blive smidt ud af NATO, som man kan komme uden faktisk at blive det – udelukkende på grund af socialdemokraternes surhed over at have mistet regeringsmagten.

Scroll to top