Det er ikke mange år siden, at Socialdemokratiet agiterede for, at man måtte vælge mellem skattelettelser eller velfærd. I dag er det svært at genkende Mette Frederiksens parti. Mens velfærden – især for vore ældre – bare sejler, så vælger SVM-regeringen nu at prioritere milliarder til skattelettelser; endda til samfundets rigeste. Og det er naturligvis skævt!
Igennem de seneste uger har vi i Dansk Folkeparti forhandlet med SVM-regeringen om skattelettelser. Vores krav har været meget enkelt: hvis topskatten skal ned, så skal velfærden op. For virkelighedens Danmark er desværre, at plejehjem lukker, sygeplejersker afskediges, og at ikke mindst førtids- og folkepensionister har sværere og sværere ved at få tingen til at hænge sammen. Det er ikke værdigt.
Med en plan om skattelettelser på 10 mia. kroner skulle man ellers tro, at der var penge nok. Alligevel har det været umuligt at rykke på en krone. Regeringen har tilbudt en forhandlingsreserve på 500 mio. kroner. Men om så alle disse penge endte med at blive brugt på velfærd, ville det stadig være skævt, set i forhold til de milliarder, der går til skattelettelser. Og det handler ikke kun om at bruge flere penge. Det handler om noget helt eksistentielt – nemlig om sammenhængskraften i Danmark.
Vores land er desværre ved at udvikle sig til et A-hold og et B-hold. Et A-hold, der kan få skattelettelser og bonusordninger – og som altid er på den grønne gren. Og et B-hold, der konstant må se sig efterladt på perronen med en økonomi, der gør det stadig sværere at betale de daglige udgifter. Alene den eksplosive stigning i antallet af danskere, der søger om julehjælp, siger, at noget er galt.
Det er ikke et samfund i intern harmoni. Det er ikke det, som vi troede, Socialdemokratiet stod for.
Derfor har vi i Dansk Folkeparti her til aften valgt at forlade skatteforhandlingerne. Vi vil ikke være med til at øge forskellen og oplevelsen af, at der er nogen, der kan få; mens andre blot må gå. Især førtids- og folkepensionister bliver i disse år forbigået. Og det er både økonomisk uansvarligt og moralsk uanstændigt.
Velfærdsstatens fornemste opgave er at tage sig af dem, der ikke kan selv. Og jeg anerkender, at det kan være svært at få enderne til at nå sammen for mange, der er på arbejdsmarkedet. Derfor er vi som parti heller ikke imod skattelettelser. Men skattelettelser, hvoraf hovedparten går til det højeste indkomstgrupper – og ikke en krone går til pensionisterne – er uendeligt langt fra det Danmark, vi ønsker.
Men regeringen har ikke villet lytte. Derfor må vi tage konsekvensen.
Der var engang, hvor Socialdemokratiet spurgte: ”skattelettelser eller velfærd?”. Vi troede, at de dermed mente, at de var på de svagestes side. Men vi tog fejl. I dag er Mette Frederiksens parti ikke til at genkende. De er på den forkerte side af virkeligheden.
Med venlig hilsen,
– Morten Messerschmidt