Uddannelse & Forskning

Den rigtige uddannelse

Vi mener grundlæggende at uddannelse har værdi i sig selv. Uddannelse giver mennesket mulighed for at udtrykke sig på et højere plan end det ellers ville have gjort. Det gælder fra barnsben og hele livet igennem. Spørgsmålet om uddannelse rækker dog videre end blot om. Det næste spørgsmål er hvilken. Og svaret her er den rigtige. Ikke højere eller lavere, men om hvorvidt den enkelte har adgang til, mulighed for, og forudsætninger for den valgte uddannelse.

Her er erkendelsen af, at vi har forskellige udgangspunkter afgørende. Vi besidder både forskelligt medfødt talent ligesom det er velkendt at vi mennesker ikke alle er lige flittige eller har den samme ambition og de samme drømme. Det har vi ikke. Kun med den erkendelse kan vi finde ud hvilken uddannelse der er den rette.

Derfor køber vi heller ikke den fremherskende idé om, at der er nogle uddannelser som er bedre eller finere end andre. Tværtimod ønsker vi et opgør med uddannelsessnobberiet.

Aktivistisk forskning hører ikke hjemme på universitetet

Vi mener at dansk forsknings integritet og troværdighed undermineres af aktivister, som har valgt at blive akademikere og undervisere på universiteterne. Her bruger de så deres fine stilling til at føre politik. Det giver sig selv at nogle områder er hårdere ramt end andre.

Nogle af de områder hvor vi regelmæssigt støder på forskning af meget tvivlsom kvalitet, og hvor konklusionen skrives på forhånd, er de efterhånden velkendte områder; kønsforskning, postkolonialisme, racestudier osv. Det er naturligvis indlysende hvorfor der er så mange aktivister på netop disse studier – de ønsker at ændre samfundet og vælger derfor en af disse områder. Aktivismen kommer altså forud forskningen.

Andre vil blot gerne have et fint kontor og en fin løn. Spørgsmålet er, om skatteyderne skal betale for de her aktivister. Det mener vi ikke.

Skal samfundet og de hårdt trængte skatteydere betale for at en universitetsansat kan stå ude i Nordvest og danse?

Eksempler på sådan noget forskning kunne være en forskningsartikel, hvor en kvinde står ude i Nordvest og danser på en byggeplads, mens hun kan mærke hun bliver ét med de andre aktivister, den gamle fabriksbygning, de omkringliggende bygninger og det urbane miljø. Herefter er hun cyklet hjem og har så skrevet om sine oplevelser og følelsen af fællesskab med de andre aktivister.

Eller hvad med forskeren som mener, at det at drikke mælk, er et udtryk for racisme? En anden såkaldt forsker har i en artikel sat sig for at bevise at mælk er et udtryk for hvidhed og for danskhed, og at mælk, og det at drikke den, eller det at myndigheder anbefaler at drikke det, er et udtryk for racisme. Man kan næsten ikke selv finde på noget så åndssvagt, men den er god nok.

For at komme problemet til livs har vi bl.a. foreslået at oprette et Nationalt Forskningsnævn, som har til hensigt at sætte ind over for aktivisme forklædt som forskning samt at vejlede på kryds og tværs om bedste praksis. Det kunne være en start.

Den kinesiske trussel

Vi mener at det er et kæmpe problem, at Kina gennem strategiske forskningsmidler underminerer og stjæler forskning i Vesten.

Der skal meget større opsyn med kinesiske forskere, og vi skal til at tænke os grundigt om. Kinesiske ph.d.-studerende skal ikke udkonkurrere danske, nordiske og europæiske ansøgere om pladserne ved vestlige universiteter med et stipendium i hånden fra den kinesiske stat. Selv hvis de ikke er loyale over for den kinesiske stat, så skylder de studerende – og deres familie bor stadig i Kina.

PET skriver i så tydeligt sprog som muligt at der udgår en spionagetrussel fra Kina, Rusland og Iran. Den skal vi tage seriøst – om nødvendigt også ved at diskriminere mod bl.a. kinesiske og russiske ansøgere. Vi har ikke råd til at være naive.

Chicagoprincipperne: Ytrings- og åndsfrihed

Forskningsfrihed, videnskabelighed og ytringsfrihed skal beskyttes på de danske universiteter.

Derfor ønsker vi at indskrive chicagoprincipperne i universitetsloven.

Chicagoprincipperne er et kodeks for ytrings- og tankefrihed, som første gang blev vedtaget af University of Chicago i 2014, og senere er blevet inkorporeret af næsten 100 andre amerikanske universiteter – herunder store anerkendte universiteter såsom Princeton og Purdue.

Det overordnede princip er at universitetet tilslutter sig en fri og åben undersøgelse af alle spørgsmål, og garanterer alle dets medlemmer de størst mulige frihedsgrader med hensyn til at tale, skrive, lytte, udfordre og lære. Ifølge Chicago-principperne må den frie debat ikke begrænses, heller ikke hvis de emner der fremsættes og debatteres, af nogle anses for at være anstødelige, ukloge, umoralske eller udtryk for dårlig dømmekraft.

Universitets forskere og studerende skal frit kunne debattere alle ideer og emner. Dog kan universitetet begrænse ytringer, der er i modstrid med loven, groft bagvasker et bestemt individ, eller indeholder trusler samt chikane, som mærkbart skader den enkeltes privatliv.

Der er en tendens til, at der i dag hersker en venstreorienteret skævvridning på danske universiteter, og som er særligt tilstede på humaniora og samfundsvidenskab. Der er flere ting i det; først og fremmest forskningens integritet, dernæst undervisningsmiljøet og den politiske kultur på universitetet. Problemstillingerne hænger naturligvis sammen.

I USA og England har man forsøgt at afdække problemet med den politiske skævvridning på landenes universiteter, som går ud over forskningen. Disse undersøgelser viser en klar politisk venstredrejning. Det er vigtigt at få belyst omfanget også i Danmark .

Det er naturligvis ikke i sig selv et problem at der er flere forskere og undervisere der stemmer på et rødt parti end på et blåt parti. Men det er et problem hvis forskerens egne politiske overbevisninger påvirker teorivalg og forskningsresultater på en måde, der truer alsidighed og pluralisme.

På samme måde er det et problem, hvis nogle af de få borgerlige undervisere og forskere, hvad end lektorer, eksterne lektorer eller professorer, der rent faktisk er, ikke tør tænke og tale frit, fordi undervisningsmiljøet ikke tillader det. Noget tyder på det.

Til sidst er der at nævne den overordnede politiske kultur på landets universiteter. Hvilken atmosfære hersker? Kigges der mistroisk på konservative? På borgerlige? På de eksterne lektorer som ikke lader sig organisere i en fagforening? Hvilken karriere får man, hvis man ikke kan se det faglige formål med at inddrage moderne og politisk korrekte emner såsom hvidhed, seksualitet, køn m.m.?

Vi skal derfor have undersøgt den politiske kultur på de danske universiteter. Vi skal have undersøgt om de mennesker der arbejder og har sin daglige gang på universitetet føler sig frie i ånd og sjæl til at forestå deres undervisning og udøve deres forskning. Er det ikke tilfældet har vi et meget stort problem.

Vi kunne i foråret 2021 på Statskundskab i København konstatere, at én enkelt klage lukkede en årtier gammel tradition om at klæde sig ud i introforløbet. Her lukkede ledelsen en tradition som det senere viste sig at 91% af alle de studerende var glade for. De resterende var hverken tilfredse eller utilfredse og 0 (NUL) studerende svarede at de var utilfredse. Der hersker altså en atmosfære, hvor man er bange for at støde nogen, og ledelsen handler proaktivt ud af frygt. Det kan ikke være meningen.

Et andet pudsigt forløb udspillede sig på samme tid i foråret 2021 på Mellemøststudier på Københavns Universitet, hvor det viste sig, at elever havde det svært med, at de skulle lære gloser som ‘terror’, ‘fattigdom’ og ‘husmor’ uagtet at disse ord er ganske almindeligt forekommende og desuden ganske nyttige at kende til. For ordene var også udtryk for en ringeagt, for stereotyper eller måske endda racisme – også skal de studerende naturligvis ikke lære dem…

Det er et håbløst projekt at begynde at censurere vores sprog, og et, som jeg kraftigt vil advare imod. De tyske og russiske politistater som inspirerede George Orwell’s klassiker ”1984” om en totalitær og dystopisk superstat står som nyttigt testamente over hvad vi ikke skal gøre i Danmark. Vi skal ikke have Newspeak. Vi skal have ytringsfrihed og åndsfrihed. Vi skal møde hinanden, diskutere, være uenige med hinanden, bidrage med nye perspektiver og så blive klogere i mellemtiden.

Chicagoprincipperne er desværre i sig selv ikke nogen garanti for, at vi sikrer politisk pluralitet og åndsfrihed på landets universiteter. Men det kan være det første bolværk, mod de mennesker, som ikke skyer nogen midler, for at nedbryde den tradition og ånd som netop ligger til grund for de vestlige universiteters gode omdømme og landvindinger i både naturvidenskab og humaniora – dengang som i dag.

I Universitetsloven fremgår det, at Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken. I Dansk Folkeparti så vi gerne, at vi udspecificerer kravet om forskningsfrihed, ligesom man som bekendt har gjort på en række universiteter i USA.

Det bolværk om forskningsfriheden og ytringsfriheden skal befæstes og styrkes hvis muligt. Og det ÉR muligt. Det er derfor vi står her i dag. Indskrives Chicagoprincipperne i loven, så vil ethvert frit tænkende menneske, der måtte befinde sig på en af landets universiteter, både føle opbakning og finde opbakning i loven. Den samme opbakning vil også ledelsen finde i loven, skulle der opstå en penibel situation på universitetet. Loven er som bekendt et stærkt redskab, og det er med den, vi skal bygge vores land.