Lad mig indledningsvist slå fast, at vi som danskere kan være stolte af vores massive hjælp til Ukraine. Mange partier har på trods af advarsler og modstand fra Dansk Folkeparti i årevis forsømt forsvaret, kæmpet for afskaffelse af værnepligt og hjemmeværn samt fjernet en række våbenarter som artilleri og ubåde.
Et næsten enigt Folketing har dog siden Ruslands angreb på Ukraine 24. februar givet massiv støtte til Ukraine og genopbygningen af vores forsvar. Det bør vi være stolte af: at danskerne har fundet sammen i en krisetid. Men tiden er nu inde til at kaste et kritisk blik på realiteterne.
Krigen i Ukraine er på vej ind i sit tredje år, og trods heroisk modstand og massiv vestlig støtte er det tydeligt, at konflikten ikke ender med en fuldstændig militær sejr til Ukraine. Præsident Zelenskyj har selv i nylige interviews erkendt, at det er urealistisk, at Ukraine militært ville kunne tilbageerobre hele det tabte landområde og talt om muligheden for våbenhvile.
Samtidig står Rusland tilbage som den strategiske taber. Ruslands angreb på Ukraine var ment som en magtdemonstration, men har i stedet afsløret omfattende svagheder i det russiske militær. Ruslands manglende evne til at besejre et langt mindre land, kombineret med en betydelig styrkelse af NATO, herunder medlemskab for Finland og Sverige, har gjort det klart, at Moskva ikke er i stand til at udfordre alliancen direkte. NATO er nu stærkere og mere samlet end på noget tidspunkt siden Den Kolde Krig, og oprustning i særligt Nord- og Østeuropa sender et klart signal til Kreml: Vestens militære overlegenhed er ubestridelig.
På trods af dette står Ukraine over for sine egne begrænsninger. Vestens militære og økonomiske støtte, som har været afgørende for Ukraines modstand, viser nu for alvor tegn på træthed. Spørgsmålet, vi nu derfor må stille, er, hvordan det fredsinitiativ, som Donald Trump har foreslået, kan blive fundamentet for fremtidig sikkerhed og fred i Europa og Ukraine.
Vejen til fred
Danmarks erfaring fra 2. Slesvigske Krig i 1864 er en relevant påmindelse om de farer, der ofte er konsekvensen af at forfølge maksimalistiske mål. Havde Danmark dengang valgt at tage imod det fredsforslag, som Storbritannien havde forhandlet, kunne Sønderjylland have været væsentlig større i dag herunder byerne Slesvig og Flensborg med opland. Ligesom sønderjyderne havde undgået at leve under tysk overherredømme mellem 1864-1920. Ukraine står i dag over for et lignende valg: fortsættelsen af en udmattelseskrig uden udsigt til sejr eller en pragmatisk løsning, der sikrer landets eksistens og fremtid.
På samme måde tilbyder situationen på den koreanske halvø eller Taiwans uafhængighed fra Kina en model for Ukraine. Selvom Nord- og Sydkorea aldrig har afklaret deres grænsespørgsmål eller formelt sluttet fred og Taiwan formelt ikke har opnået anerkendelse som suveræn stat, så har begge lande med stærke sikkerhedsgarantier fra USA, opnået stabilitet og bemærkelsesværdig økonomisk vækst. Ukraine kan med lignende støtte og garantier fokusere på genopbygning og demokratiske reformer, som vil give ukrainerne en stærk fremtid og varig sikkerhed.
Donald Trump har foreslået, at USA påtager sig en ledende rolle som mægler i en forhandlet fred. Det bør tages alvorligt. Med sin pragmatiske og resultatorienterede tilgang har Trump tidligere vist evnen til at opnå aftaler i svære situationer – herunder Abraham-akkorden, der udgør den største fredsaftale i Mellemøstens nyere historie.
En fredsløsning, der bygger på Trumps initiativ, må funderes på realisme og de historiske erfaringer. Den bør derfor være baseret på følgende principper:
En forhandlet fred eller våbenstilstand med udgangspunkt i de ovennævnte elementer vil skabe forudsætningerne for at stoppe blodsudgydelserne og sikre stabilitet og fred i Ukraine og Europa.
Mette Frederiksens Ukraine-politik: En kurs ude af trit med virkeligheden
Men krigens realiteter må også give eftertanke i Danmark. Danmarks politik under Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmusens ledelse adskiller sig markant fra verdens største nationer.
Ifølge tal indsamlet af Kiel Institute for the World Economy har Danmark allerede doneret våben og økonomisk støtte svarende til 1,9% af vores BNP. I totale tal er vi den 6. største bidragsyder til Ukraine kun overgået af meget større lande som USA, Tyskland, Storbritannien, Japan og Canada. Til sammenligning har Frankrig kun bidraget med 0,17%, Italien 0,12% og Spanien sølle 0,09% af deres BNP – alle langt mindre end Danmark også i totale tal.
Ukraines to største donorlande Tyskland og USA har allerede meddelt, at de kraftigt beskærer deres støtte fra næste år. Samtidig har ingen af Europas store økonomier talt om at øge deres støtte. I bedste fald vil man give samme niveau som tidligere.
Det efterlader Danmark i en uholdbar og isoleret position. Men SMV-regeringens melding er, at den ufortrødent ønsker at videreføre vores ekstremt høje støtte. Det i en situation, hvor Danmark allerede har foræret Ukraine 65.000.000.000 kr. Problemet med Danmarks støtte er dog ikke kun beløbet i kroner og ører – langt mere alvorligt er det, at støtten til tider er sket på bekostning af vores egen sikkerhed.
Regeringens støtte er ofte givet i form af donationer af militært isenkram fra det danske forsvar. Dette inkluderer alt fra hele artillerisystemer, missiler, pansrede køretøjer til natkikkerter og sløringsnet. Alt sammen afgørende elementer i Danmarks eget forsvar. Ikke nok med at materiellet i lange perioder har manglet i det danske forsvar, situationen har været kraftigt medvirkende til at accelerere mandsskabsflugten fra forsvaret.
Andre ligesindede lande som Polen og de baltiske lande har af samme grund bevidst fravalgt at donere udstyr fra forsvaret, som udgør en del af deres stående beredskab ud fra devisen om, at man har et ansvar for at kunne beskytte sig selv, før man kan hjælpe andre.
Situationen er nu blevet så uholdbar, at regeringen overvejer en ”krigsskat”, som ifølge Cepos beregninger vil betyde en skattestigning på mellem 500-3600 kr. om måneden for danskerne, når forsvarsudgifterne hæves fra 2 til 3 % af BNP om året. Med sådan en regning kan vi ikke tillade os at blive ved med at forære penge og materiel væk til Ukraine i et omfang, som ikke modsvares af nogen andre lande på kloden.
Derfor må det danske bidrag fremtidig nedsættes til gennemsnittet af NATO-landenes – ligesom det bør overvejes, om det helt eller delvist skal være et lån fremfor gaver. Det var trods alt også lån USA tilbød Storbritannien under 2. verdenskrig.
Dansk Folkepartis krav er simpelt. Mette Frederiksen og hendes regering må til at føre en Ukraine-politik, der forholder sig til virkeligheden. Vi må støtte Trumps fredsforhandlinger helhjertet og justere vores støtte, så vi kan prioritere Danmark og forsvarets genopbygning. Danmarks Ukraine-politik må være funderet i virkeligheden – ikke Mette Frederiksens fantasiverden.
