Kære medlemmer,
Da I for 10 måneder siden valgte mig som formand, blev jeg spurgt, om jeg nu også kunne holde til det. Allerede dengang var Dansk Folkeparti under et stort pres, og vi fornemmede nok, at der stadig ventede kampe forude. Den forudanelse viste sig at holde stik. Alligevel var jeg ikke et sekund i tvivl, da jeg 23. januar svarede ja til udfordringen. Jeg er en fighter. Og har jeg givet mit ord, holder jeg det.
I dag er vi kommet langt. Trods mange forudsigelser om det modsatte, klarede vi folketingsvalget. Og selvom vi ikke har den størrelse, vi ville ønske, viste valgkampen et sammenhold, som kun Dansk Folkeparti kan udgøre. Et sammenhold, der er selve årsagen til, at vi i dag ikke bare stadig står; men at vi som parti står stærkt. Og at vi sammen kan bære en tro på, at fremtiden er lys. At vi stadig har de største sejre foran os.
Om et kort øjeblik kan vi endelig indlede afslutningen på den sag, der i nu mere end syv år har plaget partiet. Om få dage vil retten på Frederiksberg afgøre, om det var ulovligt eller ej, da Dansk Folkeparti i 2015 under sommergruppemødet i Skagen afviklede en EU-dag og derfor modtog 98.000 kr. i støtte fra MELD.
Jeg har aldrig tvivlet på, at vi vinder den sag. Men sidste sommers skandaløse behandling af en inhabil byretsdommer har kastet et kedeligt skær over det, der egentlig burde være enkelt – nemlig at der helt uomtvisteligt fandt et EU-møde sted tirsdag under sommergruppemødet i Skagen.
Er man i tvivl, kan man såmænd blot lytte til den optagelse, vores daværende medarbejder, Karsten Lorentzen i mellemtiden har fundet i sine arkiver – og som tydeligt dokumenterer mig omtale EU-mødet tirsdag: https://www.berlingske.dk/politik/eksplosiv-lydfil-aabner-messerschmidt-sag-paa-ny
At nogen i dag måske har glemt de enkelte dele, er forståeligt. Det er, hvad syv år gør ved folks hukommelse. Men mon ikke optagelsen fra Skagen vil hjælpe erindringsevnen lidt på vej? Og skulle det ikke være nok, er jeg og mit forsvar da også denne gang klar med en lang række nye beviser og vidner, som nok skal sætte sagen klart.
På den korte bane kan vi altså ikke helt tillade os at puste ud. Der skal kæmpes lidt endnu. Og lur mig, om ikke en ny regering står klar, når MELD-sagen op mod jul endelig slutter. Men det skal ikke slå os ud. Husk, at et flag altid er smukkest i modvind. Og husk, at de sejre, vi i fællesskab har vundet, langt fra har udmattet os; de har kun gjort os stærkere. Endnu mere kamplystne.
Danmark har nemlig brug for os. Vi kæmper nemlig ikke kun for et parti. Men for et lands og for et folks ret til at være til. Og så er det faktisk ikke så svært at bevare gejsten – uanset de personlige omkostninger.
Med venlig hilsen
Morten Messerschmidt