Holdninger

Beskæftigelse

Vi mener

  • Beskæftigelsesindsatsen skal reformeres, så bureaukrati ikke står i vejen for den jobsøgende.
  • Folkepensionsalderen må ikke stige over 70 år, selvom levealderen stiger.
  • Det skal være nemmere at få tilkendt pension som følge af sygdom eller nedslidning.
  • Manglen på arbejdskraft skal løses ved at udnytte det store potentiale af handicappede og seniorer, der i dag holdes ude af arbejdsmarkedet.

EN BESKÆFTIGELSESPOLITIK FRI FOR BUREAUKRATI

Der er behov for nytænkning i det danske beskæftigelsessystem. Det nuværende beskæftigelsessystem har spillet fallit, og mange oplever, at jobcentrene sætter urimelige krav. I stedet skal vi have en beskæftigelsesindsats, hvor jobcentrene spiller en mindre rolle i beskæftigelsesindsatsen. Flere opgaver skal uddelegeres til a-kasserne. Samtidig skal den aktive beskæftigelsesindsats være drevet af frivillighed i stedet for sanktioner, for langt de fleste danskere vil gerne og kan selv finde beskæftigelse.

Vi vil vende beskæftigelsesindsatsen på hovedet, så den arbejdsløse selv bestemmer, hvilken hjælp og hvor megen hjælp han eller hun har brug for.

Pension og en værdig alderdom

Mange pensionister lever under så svære økonomiske forhold, at det næsten er umuligt at få hverdagen til at hænge sammen. Det kalder på højere pensionsydelser. Alle pensionister har fortjent en værdig og økonomisk tryg alderdom. Derfor skal folkepensionen hæves.

Syge og nedslidte danskere skal havde nemmere ved at få tilkendt pension. Samtidig skal vi lempe kravene, så flere nedslidte kan overgå til seniorpensionen. Det skal bl.a. ske ved at sænke kravene til nedsat arbejdsevne.

Alle har ret til en værdig alderdom: ingen skal arbejde, til de segner. Pensionsalderen må derfor ikke stige over 70 år. Derimod skal vi gøre det så attraktivt som muligt at forblive frivilligt på arbejdsmarkedet så længe man ønsker.

Seniorer og arbejdskraft

Der mangler arbejdskraft i Danmark. Mange partier vil løse problemet ved at importere arbejdskraft fra den anden side af kloden. Men vi vil gå en anden vej. Hvis vi var lige så gode til at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet som Norge og Sverige, ville 60.000 flere ifølge undersøgelser kunne være i beskæftigelse. Det samme billede viser sig på handicapområdet, hvor et tilsvarende stort tal er klar til at springe ind på jobmarkedet – men ofte møder en afvisning.

Dansk Folkeparti vil gøre op med diskriminationen af handicappede og seniorer på arbejdsmarkedet. Det skal gøres attraktivt for dem, der endnu har deres førlighed og rørlighed nogenlunde i behold at fortsætte med at arbejde. Det skal ske af lyst og ikke af tvang. Derfor skal seniorer, der ønsker at gøre en ekstra indsats, belønnes økonomisk. Med flere ældre i længere tid på arbejdsmarkedet kan vi løse en væsentlig del af de demografiske udfordringer, som vi møder i fremtiden og samtidig styrke samfundsøkonomien.

Dansk Folkeparti vil derfor hæve seniorpræmien markant, så det bliver mere attraktivt at blive på arbejdsmarkedet som senior. Vi vil også indrette langt mere fleksible arbejdspladser, der gør det muligt for både vores seniorer og handicappede at indgå. Derfor vil vi nedsætte en arbejdsgruppe, hvis anbefalinger partierne skal forpligte sig til at handle på. Arbejdsgruppen skal komme med anbefalinger til et fleksibelt arbejdsmarked både på både kort og langt sigt.

Arbejdsmiljø og social dumping

For Dansk Folkeparti er det vigtigt, at vi sikrer et ordentligt arbejdsmiljø for alle. Det skal kunne straffes hårdere, når arbejdsgivere ikke følger reglerne, ligesom vi mener, at der skal være langt større kontrol med udenlandske arbejdstagere end i dag. Danske arbejdspladser skal beskyttes og arbejdet skal foregå under ordentlige og værdige forhold. Arbejdstilsynet og andre aktører skal have de nødvendige ressourcer til at gribe ind.