Dansk Folkeparti mener, at den professionelle idræt er en stor inspirationskilde for os alle. Hvis det fortsat skal være sådan, skal kampen imod doping og andre præstationsfremmende midler øges. Vi ser idræt som en væsentlig del af dansk kultur, og vi vil fremme og gavne breddeidrætten. Desuden vil vi øge idræts-undervisningen i folkeskolen, gerne i samarbejde med de lokale idrætsforeninger.
Idrætten er en vigtig del af dansk kultur og et værdifuldt led i det enkelte menneskes fysiske udvikling og gode helbred, ligesom idrætslivet er indgangen til sociale fællesskaber. Det er Dansk Folkepartis holdning, at der i fremtiden skal endnu mere fokus på den fysiske udvikling gennem idræt, idet fysiske arbejdsprocesser i vidt omfang er forsvundet fra både arbejds- og privatlivet. Idrætslivet er en vigtig forudsætning for at komme de livsstilssygdomme og den fedmeepidemi, som er begyndt at præge danskerne, til livs.
Idræt skal indgå i undervisningen i Folkeskolen, både for at udvikle elevernes fysik og for at fremme deres interesse for idræt, fællesskaber, sundhed og helbred. Det er Dansk Folkepartis holdning, at kampen mod livsstilssygdomme og fedme skal begynde i skolerne, og at idrætsundervisningen skal varetage dette, evt. i samarbejde med hjemkundskabsundervisningen og idrætsforeningerne.
Frivillige kræfter
De frivillige aktiviteter i idrætsforeningerne skal have mulighed for at udfolde sig i overensstemmelse med medlemmernes beslutninger, men det skal understreges, at det samtidig er en offentlig opgave at støtte udviklingen af den folkelige idræt og sikre, at der er tilbud inden for alle idrætsgrene og aldersklasser.
Dansk Folkeparti anerkender de mange gode, frivillige kræfter, som udfører et stort ulønnet arbejde og er omdrejningspunktet i mange idrætsforeninger. De skal have mulighed for godtgørelse for udgifter, der er forbundet med idrætsarbejdet. Sponsormidler til idrætten bør ikke beskattes.
Statens støtte til idrætten skal fortrinsvis ske via tipsmidlerne. Kommunerne skal være forpligtet til at støtte den folkelige idræt, både med tidssvarende idrætsfaciliteter og driftstilskud.
Den professionelle idræt
Den professionelle idræt har stor betydning som inspiration for den folkelige idræt og samler bred interesse fra store dele af befolkningen. Dette har en positiv effekt på den almindelige danskers interesse for at føre et aktivt og sundt liv, men elitesporten indeholder også mange lidet værdige aspekter.
I Dansk Folkeparti ser vi dog også med bekymring på brugen af præstationsfremmende midler og fysisk overbelastning i eliteidrætten, men doping er heller ikke kun et problem blandt eliteidrætsudøvere. Ifølge tal fra Anti Doping Danmark er dopingproblemet meget udbredt i landets fitnesscentre. Det foreslås, at der tilføres flere midler til bekæmpelse af doping, således at Anti Doping Danmark kan foretage flere undersøgelser.
Samtidig er vi stærkt skeptiske over for udviklingen i særligt dansk topfodbold, hvor flere og flere klubber bliver opkøbt af ofte stærkt dubiøse udenlandske ejere. Danske fodboldklubber tilhører i udgangspunktet befolkningen i klubbens lokalområde, og de skal ikke bruges som puslespilsbrikker i internationale konglomerater, der ikke har nogen respekt for klubbens lokale kultur og identitet.
Et andet sted, hvor vi ønsker at sætte ind, er de galopperende agentlønninger, der dominerer elitesporten, og som fører til spekulation i at fremtvinge klubskifter med økonomisk udskrivninger til følge. Agentlønningerne har været med til at skabe en underskov af spekulanter med ofte tvivlsomme kvalifikationer til følge.
Vi anerkender, at elitesporten for udøverne er et erhverv, som de oven i købet har kortere tid til at tjene penge på end en almindelig lønmodtager, men vi er nødt til at inddæmme sportens værste excesser, inden vi ikke længere kan genkende den sport, vi forelskede os i nede på den lokale fodboldbane eller i badmintonhallen.