Holdninger

Klima og energi

Vi mener

  • Danmark skal være uafhængig af arabisk olie, russisk gas og kinesiske mineraler.
  • Det danske landskab skal ikke druknes i vindmøller og solceller. Den slags skal være på havet og solceller på hustage.
  • Der skal sættes en stopper for den endeløse strøm af ”grønne” afgifter og klima-skatter, som gør danskerne fattigere.
  • Der skal gives nye tilladelser til at indvinde olie og gas i Nordsøen for at imødegå den nye geopolitiske situation.

DANSKERNE SKAL HAVE STABIL OG BILLIG ENERGI OG PASSE PÅ NATUR, MILJØ OG KLIMA

Klodens klima forandrer sig, og Danmark skal være med til at sænke mængden af drivhusgasser og samtidig tilvejebringe løsninger på et stadig stigende behov for energi. I den forbindelse har Danmark gode muligheder for at gøre nye teknologier til en eksportvare, ligesom vi har en interesse i en grøn omstilling, der sikrer dansk selvstændighed og uafhængighed.

 

Uafhængig, vestlig energi

Danmark skal så vidt muligt gøre sig uafhængig af energi, mineraler og ressourcer, som i dag er i hænderne på magter, der truer Danmarks og hele Vestens frihed. Vi må løsrive os fra at være afhængig af arabisk olie, russisk gas og kinesiske mineraler og andre energiprodukter.

For Dansk Folkeparti er det afgørende, at Danmarks bidrag til at afbøde de dele af klimaforandringerne, som er menneskeskabte, altid tager hensyn til den sociale balance. Danmark kan ikke alene ændre klodens klima, og derfor skal omstillingen altid både være god for Danmark og tillokkende for resten af verdens land.

Nej til symbolpolitik og tunge afgifter

Vi er imod symbolpolitik og særafgifter, som forringer de danske eksporterhvervs konkurrenceevne og jager danske arbejdspladser til udlandet. Vi skal i stedet investere i teknologi og viden, der kan bidrage til både Danmarks og resten af verdens omstilling i et fornuftigt tempo.

Dansk Folkeparti tror ikke på et ”nulvækst-samfund”; vi skal producere, eksportere og hele tiden forbedre vores livsvilkår, og derfor vil behovet for energi altid stige. Men hvilken slags energi? Når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner, så står vindmøllerne stille, og solpanelerne er kolde, og så er der kun fossile brændstoffer og kernekraft til at holde samfundshjulene i gang.

Kernekraft er fremtiden

Dansk Folkeparti tror på kernekraften – som vi i øvrigt importerer en del af fra Sverige. Kernekraft har taget teknologiske syvmileskridt på få år, og er med garanti ét af svarene på den globale opvarmning. Siden 1985 har kernekraft været sat i skammekrogen i Danmark, og forskning og investeringer i kernekraft har været udsultet. Men stemningen er med tiden vendt i befolkningen, og den nye åbenhed over for at tage alle muligheder for fornuftig energi i anvendelse skal udnyttes. Vi skal omfavne, stimulere og udnytte de nye teknologiske muligheder i kernekraften, som både minimerer ulykkesrisikoen og besværet med at bortskaffe affald.

 

 

Nye tilladelser til olie og gas i Nordsøen

I 2020 blev det besluttet at stoppe for nye tilladelser til udvinding af olie og gas i Nordsøen. Men med Ruslands stigende aggression står vi nu i en helt anden situation, og vi kan ikke tillade os at være kræsne. Hvis vi skal være selvforsynende, i kombination med energi fra Danmarks naturlige allierede, er det nødvendigt, at Danmark igen udsteder nye tilladelser til udvinding af olie og gas i Nordsøen.

Nej til døde solcelle-ørkener – solceller op på tagene

Danmarks landskaber skal ikke ødelægges af enorme, døde solcellelandskaber eller flere hundrede meter høje monster-møller. Vindmøller skal så vidt muligt opstilles til havs, og solceller skal fortrinsvis anbringes på hustage eller andre steder, hvor de ikke spolerer udsigt, landskaber eller dyre- og planteliv. Vi har også brug for plads til at producere alle de fødevarer, vi kan. Vi advarer også om, at de materialer, som anvendes i solpaneler og vindmøller, kan gøre os afhængige af Kina og andre diktaturer, og desuden er skadelige for miljø og mennesker, hvor de udvindes, og for hele klodens miljø og klima.

Klimaloven – en afgift på danskerne

Da Dansk Folkeparti i 2019 indgik i klimaloven, var det med forhåbning om, at Dansk Folkeparti kunne sikre en social balance. Men særafgift på særafgift har desværre vist det modsatte. Derfor støtter vi ikke længere klimaloven. I stedet for høje afgifter uden virkning, mener vi, at klimapolitik bør føres med forskning og investeringer i teknologi og med øje for, at danskerne ikke skal stå med regningen for hele verdens udledninger.