Holdninger

Landdistrikterne

Vi mener

  • Det skal være lige så attraktivt at bosætte sig i landdistrikterne som i byerne
  • Der skal være skoler, butikker og et levende liv i provinsbyer og landsbyer i hele Danmark.
  • Kommunalreformen skal ses efter i sømmene, og der skal være mulighed for folkeafstemninger om fortsat tilknytning for mindre dele af de store kommuner.
  • Landdistrikter skal være naturskønne og ikke plastres til med solceller og vindmøller.

LANDDISTRIKTERNE SKAL VÆRE ET STED HVOR MAN HAR LYST TIL AT BO

Om hundrede år skal Danmark stadig være et dejligt og smukt sted at leve. Men forskellen mellem land og by er blevet for stor, og mange små samfund er truet af at blive affolket. Mange unge fravælger livet på landet og søger til de store byer, hvor mulighederne for uddannelse og karriere er større. Det er forståeligt, at ungdommen søger uddannelse og har ambitioner, men muligheder for gode job og uddannelse bør være tilgængelige over hele Danmark – og ikke kun i storbyerne. Vi ønsker at understøtte små landgymnasier i højere grad, end det er tilfældet i dag, hvor alle tvinges ind til den regionale storby det øjeblik, de ønsker uddannelse.

Kultur, skoler og arbejdspladser

Et aktivt lokalsamfund handler om alt, lige fra et levende kulturliv til gode skoler og attraktive arbejdspladser. At kunne gå på restaurant, til koncert eller besøge biblioteket i sit nærområde er en del af det gode liv. Butikslivet i de små byer skal have gunstige forhold. Dansk e-handel skal gå hånd i hånd med et levende butiksliv. Alle danskere bør have adgang til dagligvarebutikker og velfærdsydelser inden for en rimelig afstand, ligesom også mindre erhvervsdrivende bør kunne levere ydelser og varer til det offentlige uden komplicerede udbud.

 

 

Fortsat urbanisering er ikke holdbar

Den kraftige urbanisering gennem politiske strukturreformer, centraliseringer og kommunesammenlægninger har taget overhånd, og har ført til en stadig vandring fra land til by.  Det er derfor en politisk opgave at sikre, at tilbuddene kommer tættere på borgerne. Ansvaret ligger ikke kun hos kommunen, men også hos staten, som bør skabe bedre vilkår for at bosætte sig eller blive boende på landet.

Nærhed, natur og fællesskab danner rammerne for det gode liv på landet og øger livskvaliteten. Vi ser med skepsis på, at kommuner lukker mindre skoler i ellers velfungerende lokalsamfund, hvorefter fraflytningen blot yderligere forstærkes. Lige så skeptisk ser vi på, at der bygges store solcelleørkner eller vindmølleanlæg, hvor de grønne omgivelser og herlighedsværdien forsvinder på en sommer. Tilbage står husejere med gæld, ødelagt natur og ingen skole.

Økonomisk udligning

Dansk Folkeparti støtter en vis økonomisk udligning mellem kommunerne, så alle borgere i hele Danmark kan opretholde en værdig levestandard og få del i vores fælles ressourcer og tilbud. Kort sagt, så bør vi prioritere landdistrikterne i meget højere grad, og vi ønsker derfor at oprette en stor statslig landdistriktspulje, som skal understøtte uddannelse, erhverv og lokalsamfund i provinsen – i hele Danmark.

Bevar historiske bycentre

Vi skal støtte en nænsom byudvikling i provinsbyer og købstæder. Dansk Folkeparti går ind for, at vi skal gøre mere for at bevare gamle bygninger og undgå at bygge billigt, grimt og kortsigtet. De historiske bykerner og middelalderbyer er en stolt del af vores kulturelle og arkitektoniske arv; med deres unikke bygninger og strukturer fortæller de historien om vores fortid og afspejler den danske kulturs rigdom gennem århundreder. De fredede og bevaringsværdige huse bidrager til den æstetiske værdi og intime atmosfære i vores landsbyer – og gavner i øvrigt turismen.