Vi mener

  • Vi skal bevare dansk kultur i vores medielandskab
  • Vi skal styrke det danske sprog
  • Vi vil styrke lokale og regionale medier
  • Techgiganter skal bidrage til produktion af dansk indhold og tage samfundsansvar

Vi skal bevare dansk kultur i vores medielandskab

Dansk Folkeparti kæmper for alsidighed og mangfoldighed i det danske mediebillede, og på nærhed i mediebilledet, så der er adgang til lokale medier i hele Danmark samt en styrkelse af dansk indhold.

I Danmark er der massiv mediestøtte, og til gengæld skal tv-stationerne, aviserne og radioen levere nyheder, debat og underholdning, som gør os klogere, stiller spørgsmål og underholder os. Der findes heldigvis et væld af medier og medietyper, der hver på deres måde bidrager til et levende dansk mediebillede. For DF er det et mål, at medierne bidrager til en stærk og levedygtig dansk kultur og sammenhængskraft. Det betyder, at der er noget i mediebilledet til de mange.

Vi ønsker i DF at styrke den del, vi har til fælles: den danske del. De store techgiganter og streamingtjenester kerer sig ikke særligt om Danmark og dansk. De er optaget af profit, hvilket er helt legitimt. Til gengæld er det så stadig relevant at afsætte midler til produktion af dansk indhold.

Vi skal dog ikke kun bevare vores kultur, vi skal også udvikle den. Det vil vi gøre ved bl.a. at styrke dansk filmproduktion og ved at oprette en helt ny kulturkanal samt et flor af digitale temakanaler under DR. DR skal atter tilbage til dets kerneopgaver, hvorfor vi vil udskille musikensemblerne og medieforskningen, styrke dansk kvalitetsindhold samt lægge flere produktioner ud af huset.

Styrk lokale og regionale medier

Lokal- og ugeaviserne spiller en vigtig rolle i lokalsamfundene. I dem kan vi læse, hvad der foregår i vores hverdag, i byen eller landsbyen, og hvilke begivenheder vi kan glæde os til omme i hallen. Vi kan læse om lokale ildsjæle og lade os inspirere af deres kærlighed til at gøre en forskel for lokalområdet. Det er også i ugeaviserne, at vi kan lade os friste af gode tilbud fra de lokale forretninger og erhverv. Ugeaviserne er de små samfunds midtpunkt. Her mødes og samles byen. Branchen er dog under pres, og særligt ugeaviserne er ramt af dalende annonceindtægter.

Derfor skal vi styrke de lokale og de regionale medier. Vi mener, at det er vigtigt, at journalistikken er borgernær og tager udgangspunkt i den verden, vi lever i – i det som foregår omkring os. I dag er der 170-180 lokale ugeaviser og cirka 30 regionale aviser fordelt på hele landet, som leverer værdifuld journalistik. Vi vil ikke acceptere nyhedsørkener og endnu en centralisering, denne gang af medierne. Journalister skal komme fra hele landet, bo i hele landet og dække hele landet. Vi er som land ikke tjent med kun at have adgang til de store dagblade – der i øvrigt også er udfordrede. Danskere skal have adgang til nyheder fra hele landet. Det anser vi som vores pligt at sikre.

Techgiganterne skal bidrage

Vi ønsker at regulere techgiganterne. I mere end et årti har vi, forblændet af de nye muligheder, accepteret alle tænkelige platforme. En lang række af disse udfordringer er platformspecifikke, og de har derfor også været svære at forudse. Det er nu engang sådan, teknologi fungerer. Nogle af de indtryk, vi har fået over årene, er ved at bundfælde sig, og nu begynder vi lige så stille at forstå, at det har haft en pris – at techgiganterne har fået for meget magt og i mellemtiden høstet enorm profit. Tiden er nu inde til at tage opgøret, men vi skal træde varsomt og med alles bedste for øje forsøge at finde en mindelig løsning. Derfor skal der være mere fokus på de store techgiganter og om bl.a. fake news, samt hvordan vi sikrer en moderat og oplysende debat. Det vi skal sikre en balance mellem ulovligt indhold og censur.

Streamingtjenester skal pålægges en investeringsforpligtelse på 5 pct. af deres omsætning i Danmark i form af direkte investeringer i nyt dansksproget indhold. I den foregående medieaftale mellem den forrige regering og Dansk Folkeparti blev man enige om en investeringsforpligtigelse på 2 pct. Den forpligtelse ønsker Dansk Folkeparti at sætte op til en sats på 5 pct., og efter nærmere afdækning af behovet vil vi arbejde på at øge adgangen til dansksproget indhold.

Investeringsforpligtigelsen vil bidrage til, at streamingtjenesterne investerer i flere produktioner i Danmark.