Holdninger

Udenrigspolitik

Vi mener

  • Det drivende element i dansk udenrigspolitik bør være Danmarks egne interesser.
  • Dansk Folkeparti ønsker et opgør med den europæiske menneskerettighedskonvention og andre internationale konventioner, der begrænser Danmarks manøvredygtighed.
  • Mere samhandel er vejen til vækst og fremgang i tredjeverdenslande – ikke udviklingsbistand

DANMARKS UDENRIGSPOLITIK SKAL TJENE DANSKERNES INTERESSER

Dansk Folkeparti mener, at det drivende element i dansk udenrigspolitik bør være Danmarks egne interesser. I alt for mange år har Danmark igen og igen stillet op til internationale missioner, som danskerne og Danmark har haft en tvivlsom interesse i at tage del i. Erkendelsen af indsatsen i Irak må være, at missionen slog fejl. Dansk Folkeparti vil fremover modsætte sig, at danske tropper sættes ind for at gennemføre demokratiske reformer i lande, hvis kulturelle udgangspunkt ikke muliggør demokrati.

FN er kapret af antivestlige diktaturer

Dansk Folkeparti er kritisk indstillet over de Forenede Nationer. Mange af medlemslandene er rene diktaturer og størstedelen har ingen eller ringe demokratisk legitimitet. Desuden har FN gennem årene udviklet sig i en retning, hvor diktaturstater som Kina, Rusland og mange afrikanske og mellemøstlige lande samarbejder om en dagsorden, der indskrænker frihedsrettighederne og retter urimelige anklager imod Vesten og Israel. FN’s Råd for Menneskerettigheder, som ellers har til opgave at påtale overgreb på frihedsrettighederne, har flere gange været i hænderne på diktaturstater, og det har bl.a. ført til absurde rapporter, hvor demokratier som Danmark bliver kritiseret voldsomt, mens diktaturstater går fri.

Med USA imod Kina og Rusland

Danmark har siden Anden Verdenskrig haft en tæt alliance med USA, som Dansk Folkeparti ønsker at fastholde. I en situation hvor Kina og Rusland sammen og hver for sig truer Vesten økonomisk og militært, og endda angriber sine naboer, er det vigtigt at styrke Vesten.

Danmark og dansk erhvervsliv må gøre sig mindre afhængig af Kina, der oversvømmer Vesten med billige produkter, som ofte er produceret på uretfærdige konkurrencevilkår. Danmark og resten af Vesten må trække flere industriarbejdspladser ud af Kina og hjem til Vesten. Corona-krisen viste sårbarheden ved at være afhængig af et enkelt produktionsland.

EMRK krænker Danmarks suverænitet

Dansk Folkeparti ser Europarådet som en praktisk organisation, hvor medlemslandene indbyrdes kan udveksle synspunkter. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er inkorporeret i dansk lov, forhindrer imidlertid Folketinget i at føre en udlændinge- og retspolitik, som folkeflertallet ønsker det, og forhindrer f.eks. Danmark i at udsende kriminelle udlændinge og tvinger Danmark til at give opholdstilladelse til syge tredjelandsborgere, der ikke kan få behandling i hjemlandet.

Dansk Folkeparti ønsker en grundlæggende reform af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Sker det ikke, bør Danmark enten tage forbehold over for dele af konventionen, f.eks. artikel 3 og 8, som forhindrer Danmark i at bestemme, hvem der kan opholde sig på dansk territorium, eller udtræde af konventionen i sin helhed.

Mere nordisk samarbejde

Dansk Folkeparti støtter et tæt samarbejde mellem de nordiske lande gennem Nordisk Råd. Meget er imidlertid hændt siden Nordisk Råd blev oprettet i 1952. Den demografiske udvikling, som eksempelvis Sverige har undergået med en voldsom muslimsk indvandring, skaber således praktiske udfordringer for samarbejdet. Dansk Folkeparti mener derfor, at det desværre er nødvendigt at opløse pasunionen og afskaffe muligheden for nordiske statsborgere til gennem en erklæring at opnå dansk statsborgerskab.

Danmark har en helt særlig interesse i samarbejdet i Arktisk Råd omkring Arktis. Samarbejdet er særligt vigtigt i forhold til Vestens sikkerhedspolitik, men også for beskyttelse af det sårbare arktiske miljø. Det er vigtigt at Danmark forbliver engageret i rådet og ikke lader det grønlandske hjemmestyre repræsentere hele Rigsfællesskabet, men at det sker i respektfuldt samarbejde mellem Grønland og Danmark.

De forskelle, der på den måde kunstigt skabes i en befolkning, hvoraf en del er kommet til Vesten og er blevet styrtende rige i forhold til deres landsmænd, er blot med til at gøre situationen endnu mere grotesk. Resultatet bliver, at flere og flere mennesker i den tredje verden kun drømmer om at komme væk. Det er de mennesker, hvis indsats burde fokusere på at gøre deres eget samfund værd at leve i.

Udvandring til Vesten er ikke en løsning på den tragiske situation, en stor del af verdens befolkning lever i. Selv om flere hundrede millioner vandrede til Europa, ville problemerne i udviklingslandene ikke blive mindre, og samtidig ville de europæiske landes velfærdssamfund bryde sammen.

De fattige landes problemer løses ikke blot ved, at Vesten åbner for import af deres varer, men først og fremmest ved, at landenes produktion til eget forbrug og til investeringer forøges. Det kræver omfattende institutionelle og politiske reformer.

Opgør med udviklingsbistanden

Igennem årtier har Danmark sendt milliarder til udviklingsbistand i den tredje verden. Alligevel er det en kendsgerning, at langt de fleste lande i den tredje verden, der har løftet sig op til I-landsniveau har gjort det uden udviklingsmidler af betydning. De har derimod skabt vækst og fremgang ved at satse på uddannelse, innovation og god regeringsførelse. Lande i den tredje verden skal ikke fastholdes i passiv forsørgelse. Dansk Folkeparti ønsker et grundigt opgør med udviklingsbistanden.

 

 

Ligeværdig samhandel

Dansk Folkeparti tror på ligeværdig samhandel mellem I-lande og U-lande som vejen til at udvikle velstand og velfærd for u-landenes befolkninger, og går ind for gradvist at nedbryde handels- og toldbarrierer mellem landene. Dansk Folkeparti har tillid til, at Danmarks landbrug erhvervsliv er fuldt ud rustet til at klare sig i konkurrencen med lande i den tredje verden.

Økonomisk vækst gennem mere samhandel kan mindske tilstrømningen af migranter til Europa. Vi skal åbne vores grænser for varer, men lukke vores grænser for indvandring fra den tredje verden.