Mærkesager

Vores seniorer

Vi mener at

  • Folkepensionens grundbeløb skal hæves.
  • Personlige pleje og praktisk hjælp skal være på et betydeligt højere niveau end i dag.
  • Statslige penge til ældreomsorgen skal være øremærket ældreplejen, så kommunerne ikke kan bruge pengene til alt muligt andet.
  • Ældre skal involveres mest muligt i tilrettelæggelsen af egen hjælp. Det skal bl.a. seniorrådene sørge for.

Danmark skylder respekt og den nødvendige pleje og omsorg for dem, der byggede Danmark

Efter et langt arbejdsliv skal man kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og nyde en værdig alderdom. Det danske velfærdssamfund blev opbygget med hårdt arbejde, samfundssind og pligtfølelse af de generationer, som tog fat efter Anden Verdenskrig og byggede et rigt land med et produktivt landbrug, en stærk industri – og den stabile og pålidelige velfærdsstat, som vi for længst har vænnet os til.

Vi står i dag i gæld til dem, som gik før os og lagde ryg til den økonomiske vækst, vi stadig nyder godt af. Vi skylder dem en værdig ældrepleje.

De ældre skal uden bureaukratiske forhindringer tilbydes den hjælp, der giver den bedst mulige pleje og omsorg. Deres bolig skal svare til deres behov og må tilpasses derefter.

Ingen dansker skal være ængstelig ved udsigten til at forlade arbejdsmarkedet og begynde livet som pensionist. Desværre har de ældres vilkår ikke været prioriteret højt nok af de folkevalgte.

I et land med nogle af verdens højeste skatter burde ældre kunne forvente en værdig omsorg, men alt for mange kommuner vælger konsekvent at spare på omsorgen for vores ældste. Kommunerne har det direkte ansvar for behandlingen af vores ældre, men politikerne på Christiansborg bør også stille krav til den pleje.

Folkepensionsalderen må ikke stige over 70 år og folkepensionen skal hæves.

Danskerne bliver ældre og ældre, og efter et langt arbejdsliv skal man have mulighed for at gå på pension som 70-årig. Folkepensionens grundbeløb skal hæves, så ældre mennesker kan have et godt og solidt økonomisk grundlag for deres otium.

Ældres boligforhold
Danmarks ældre skal hverken stå i kø eller på ventelister, når behovet for hjemmehjælp, plejebolig, eller plejehjem bliver aktuelt. Der er i Danmark alt for få hjemmeplejemuligheder, plejehjemspladser, plejeboliger og ældreboliger til rådighed, når en ægtefælle bliver syg og plejekrævende. Ældrebefolkningen vokser markant, og det samme skal antallet af plejehjem, plejeboliger og ældreboliger også gøre, så velfærdssamfundet følger med den demografiske udvikling.

 

Hjemmepleje.
De fleste danskere ønsker at forblive i deres eget hjem så længe som muligt, og det skal de have muligheden for. Vi kan styrke hjemmeplejen ved at oprette hjemmeplejebestyrelser, hvor borgere, der modtager hjemmehjælp og pleje sammen med politikere driver hjemmeplejen. Desuden bør alle ældre borgere over 80 år have et retskrav på nødkald. Det er mere trygt for de ældre at blive i deres bolig, hvis de er garanteret hurtig hjælp.

 

Friplejehjem
Vi anser udbredelsen af friplejehjem for at være sund konkurrence, som virker positivt på kvaliteten af plejen på landets plejehjem. Friplejehjemmene gavner den kommunale pleje og kan give de ældre flere valgmuligheder. Dansk Folkeparti vil dog understrege, at friplejehjemmene ikke blot skal tage de mest raske borgere, da dette vil overlade de svageste ældre til kommunal omsorg. Det kan påføre de kommunale plejehjem for en uretfærdig konkurrence. Friplejehjemmene skal derfor underlægges en ordning, som sikrer en rimelig fordeling af typen af ældre mellem friplejehjem og kommunale plejehjem.

Retskrav

Enhver ældre med et plejebehov skal have et retskrav på at få den passende hjælp. Der skal ikke kun gives hjælp til de ældre, der er alvorligt syge eller har et ekstremt behov for pleje. Om man er svært gående, har udfordringer med den personlige pleje, har demens, eller har behov for en bolig, der imødekommer ens alder, er underordnet. Vi skal have pladser nok til alle de ældre, der ønsker det og har behovet.

 

Mindstekrav på et højt niveau
Målingen af kvaliteten af ældreplejen skal ikke være et gennemsnit; den skal bygge på objektive kriterier som borgertilfredshed og personaletrivsel. Flere midler til ældreområdet skal gives øremærket til ældre og ikke via det kommunale bloktilskud, så kommunerne i stedet bruger pengene på alt muligt andet end omsorg for vores ældre. Dansk Folkeparti er indstillet på at stille præcise krav til kommunerne om hvilken pleje og omsorg de skal tilbyde vores ældre f.eks. i forhold til adgangen til bad og rengøring.

Raske og rørige ældre

Kommunerne skal lægge en langt større indsats i at sørge for aktivitetstilbud til de raske og rørige ældre. De skal have de bedste rammer for at kunne holde fast i en aktiv alderdom længst muligt. Aktivitet er afgørende for både fysisk og psykisk velvære. Jo længere tid vores ældre kan holdes aktive, desto mere tilfredse ældre har vi. Deres behov kan imødekommes med aktivitetscentre, som de frit kan benytte.

Ensomhedspolitik

Mange af dagens ældre lider af ensomhed. Det psykiske velvære for vores ældre har alt for længe været en fodnote i ældrepolitikken. Det skal ændres. Ligesom de fysiske behov for de ældre skal tilfredsstilles, så skal de psykiske også. Vores ældre fortjener en alderdom, hvor de stadig føler sig glade og socialt stimulerede i hverdagen. Alle kommuner bør formulere en ensomhedspolitik, der understøtter de psykiske behov, som alle mennesker har. Social interaktion med andre ældre, private samtaler, og muligheden for at komme på ture er vigtig.

 

Generationsmødet

Der er alt for lidt interaktion mellem børn og unge og ældre i dag. Plejehjem, ældreboliger osv. bliver ikke som tidligere set, bygget nær skoler og børnehaver og det skaber en kløft mellem generationerne. Besøg af unge frivillige har positiv effekt på de ældre, men besøgene er blevet færre. Børn og unge kan bidrage med at skabe stemning og glæde blandt de ældre på en måde, som personalet ikke kan. På samme måde kan børn og unge lære meget fra de ældre. Flere fritidsjobs for folkeskole og gymnasieelever som besøgsvenner er vejen frem.    

Pårørendes rolle

De pårørende er ikke sundhedspersonale, men netop pårørende. Kommunernes besparelser skal ikke pålægge de pårørende plejeopgaver. De pårørende skal kunne bruge deres tid på at give den ældre det ekstra overskud. De pårørende har netop et kendskab til den ældre, som det vil være gavnligt for personalet at kende til. Der skal oprettes en indberetningspolitik for pårørende, når ældre familiemedlemmer flytter på plejehjem eller modtager hjemmehjælp. De pårørende skal have mulighed for at videregive personlige oplysninger om den ældre, så sundhedspersonalet bedst muligt kan imødekomme de ældres behov med en skræddersyet omsorg.

Flere på social- og sundhedsuddannelserne

At være social- og sundhedshjælpere og socialassistenter er en af velfærdssamfundets vigtigste funktioner. Alligevel har disse betydningsfulde job fået et dårligt omdømme, som vi skal have fjernet og erstattet med en positiv fortælling. Social- og sundhedsuddannelserne skal være en fast del af brobygningsperioden for såvel folkeskolen som andre ungdomsuddannelser. De unge skal vide, at der er andre gode veje at tage end blot handelsskolerne eller gymnasierne.

 

Hurtigeksamen til social- og sundhedshjælpere

En stor del af plejepersonalet er ikke uddannet, men har alligevel arbejdet med ældreområdet i årevis. SOSU-uddannelsen består i dag af over en fjerdedel praktik, som er afgørende for at få de bedste sundhedshjælpere. Men for dem, der allerede har års erfaring som ufaglært, er det unødvendigt. De skal i stedet have muligheden for at skære praktikken fra og kun modtage undervisning i den faglige og teoretiske del af uddannelsen, og når de har gennemført den, vil de modtage det fulde uddannelsesbevis og titlen som Social- og sundhedshjælper.

Seniorråd/ældreråd

Kommunerne skal i langt højere grad end i dag inddrage senior- og ældrerådene i beslutninger. Rådene er oprettet for at give de lokale byråd bedre forudsætninger for at tage beslutninger, der kommer de ældre til gavn og sikre, at deres stemmer bliver hørt. Ved at bruge rådene som sparringspartnere, som hensigten hele tiden har været, vil byrådene langt bedre kunne tilpasse politikken på området efter de ældres behov. De ældre vil få en større indflydelse på at forme deres egen tilværelse.