I løbet af de seneste to uger er tre byrådsmedlemmer skiftet til Dansk Folkeparti. Dermed fortsætter den positive kommunale udvikling for DF, som bliver repræsenteret i stadig flere af landets kommunalbestyrelser.
Dansk Folkeparti kan endnu en gang skrive nye navne på listen over kommuner, hvor partiet er repræsenteret i kommunalbestyrelsen. Siden årsskiftet er fire byrådsmedlemmer skiftet til DF, tre af dem indenfor de seneste to uger.
Det drejer sig om Bettina Zarp i Egedal, Allan Orland i Brøndby og Allan Svendsen i Tønder kommuner. Tidligere på året meldte Emma Mølgaard i Mariager Kommune sig ind i Dansk Folkeparti.
I Egedal Kommune er der tale om en tilbagevenden. Bettina Zarp blev i 2017 valgt til byrådet for DF, men i 2020 forlod hun partiet for i stedet at være med til at stifte Lokallisten Ny Egedal. Nu er hun klar til igen at repræsentere Dansk Folkeparti:
”Det har været en enkel beslutning, som vil tydeliggøre og optimere mit politiske arbejde. Dansk Folkeparti har været i en rivende udvikling, siden Morten Messerschmidt tog over – og jeg er tryg ved de politiske ambitioner, som DF arbejder med. Ordentligt, ærligt og åbent,” siger Bettina Zarp.
I Brøndby Kommune skifter Allan Orland fra Nye Borgerlige til Dansk Folkeparti, som dermed fordobler sit mandattal i byrådet. Hidtil har Tom Bech Fredriksen været alene om at repræsentere DF.
”Gennem min tid i NB har jeg været privilegeret at opleve og bidrage til mange vigtige debatter og beslutninger. Men efterhånden som tiden er gået, har jeg mærket en voksende forskel mellem mine personlige værdier og partiets retning. DF har sine rødder solidt plantet i den danske kulturarv. Det passer med mine overbevisninger om frihed, ansvar og individets rettigheder,” siger Allan Orland.
I Tønder Kommune har Allan Svendsen valgt at melde sig ind i Dansk Folkeparti efter en periode som løsgænger. Han har tidligere repræsenteret Nye Borgerlige.
“For mig handler politik udelukkende om ærlighed, ordentlighed, anstændighed og at sætte handlinger bag holdninger. Det er disse værdier, jeg sætter i forgrunden, og som jeg finder repræsenteret i Dansk Folkeparti,” siger Allan Svendsen.
Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt glæder sig over endnu en gang at kunne byde nye byrådsmedlemmer velkommen i partiet:
“Der er tale om dygtige, dedikerede politikere, som passer godt ind i Dansk Folkeparti, og jeg glæder mig over, at de nu er med på holdet og at vi dermed er til stede endnu flere kommunalbestyrelser. Det lover godt for det kommende kommunalvalg. Alle, der har Danmark i hjertet og som arbejder for det samme som os, er velkomne i Dansk Folkeparti,” siger Morten Messerschmidt.
I alt er der nu 12 byrådsmedlemmer, der er kommet til Dansk Folkeparti siden 1. januar 2023. Desuden har partiet fået tilgang af regionsrådsmedlem Inge-Marie Tryde i Region Midtjylland.
De fleste er de nye byrådsmedlemmer kommer fra Nye Borgerlige, ligesom folketingsmedlemmerne Mikkel Bjørn Sørensen og Mette Thiesen, der skiftede til DF i starten af 2023.
Her er alle de nye politikere, der er kommet til Dansk Folkeparti siden 1. januar 2023:
Hans Christian Gjerlevsen, Aabenraa, fra Nye Borgerlige
Zille Thilde Vangsgaard, Bornholm, fra lokalliste
Frode Larsen, Hjørring, fra Nye Borgerlige
Per Floor, Ringsted, fra Socialdemokratiet
Emma Mølgaard, Mariager, fra Nye Borgerlige
Jens Lundager, Norddjurs, fra Nye Borgerlige
Rune Bønnelykke, Vejle, fra Nye Borgerlige
Henrik Thinggaard, Struer, fra Nye Borgerlige
Karsten Skov Pedersen, ?, fra Konservative
Allan Orland, Brøndby, fra Nye Borgerlige
Bettina Zarp, Egedal, fra lokalliste
Allan Svendsen, Tønder, fra Nye Borgerlige
Inge-Marie Tryde, Region Midtjylland, fra Nye Borgerlige