Nyheder

DF lancerer nye udspil om sundhed og ældrepleje

Dansk Folkeparti har på partiets sommergruppemøde i august lanceret to store politiske udspil, der skal sikre tryghed og værdighed for danskerne. Med fokus på både sundhedsvæsenet og ældreplejen går udspillene forud for det kommende kommunal- og regionsrådsvalg i november.

Mere nærhed og mindre papir i sundhedsvæsenet

I sundhedsudspillet ‘Mere nærhed – mindre papir‘ sætter Dansk Folkeparti fire garantier i centrum:

Færre penge på bureaukrati – mere på sundhed: En 10 procents reduktion af administration og ledelse i regionerne skal frigøre over 2 mia. kr., som skal bruges direkte på bedre behandling og pleje. Teknologi skal hjælpe med at nedbringe registreringsarbejdet, så sundhedspersonale får mere tid til patienter.

Ambulancegaranti: Ambulancer skal være fremme indenfor 15 minutter ved livstruende hændelser. DF foreslår flere ambulancebaser og afsætter 700 mio. kr. årligt til formålet.

Sprogkrav til sundhedspersonale: Alle fagansatte i sundhedsvæsenet skal kunne tale dansk for at sikre patientsikkerheden.

Centraliseringsstop for sygehuse: DF vil stoppe lukningen af lokale sygehuse og afsætter 1 mia. kr. til mere nær behandling. På sigt ønsker partiet også genåbning af sygehuse lokalt.

Med udspillet ønsker Dansk Folkeparti at give trygheden tilbage til danskerne, når de møder sundhedsvæsenet.

Et værdigt liv – hele livet

Ældreudspillet ‘Et værdigt liv – hele livet’ præsenterer seks rettigheder, som skal styrke værdigheden i ældreplejen:

Ret til dagligt bad for alle ældre i hjemmeplejen og på plejehjem (udgift: 7 mia. kr. årligt).

Prisloft på sundhedsbehandling: Maksimalt 5.000 kr. om året for ældre over 67 år, så nødvendige behandlinger ikke vælges fra af økonomiske grunde.

National kvalitetsstandard for ældremad, der sikrer appetitlig og nærende mad til alle ældre (500 mio. kr. årligt).

Smiley-ordning for ældreplejen, så pårørende og borgere kan se kvaliteten på plejehjem og i hjemmeplejen (50 mio. kr. årligt).

Ældre- og plejeboliggaranti: Alle over 80 år skal have ret til en plejebolig, hvis de ønsker det.

Ældreombudsmand, der skal være borgernes og de pårørendes indgang til klager over kommunale afgørelser og behandling (50 mio. kr. årligt).

Dansk Folkeparti vil med udspillet sikre, at de ældre ikke blot opbevares, men får et værdigt og trygt liv hele vejen igennem alderdommen.