Dansk Folkeparti har fremsat et nyt beslutningsforslag, der skal forhindre indførelsen af praksisser baseret på islamisk sharia i dansk lovgivning.
Forslaget pålægger Folketinget at sikre, at shariaregler ikke kan anvendes i det danske retssystem. Det sker på baggrund af bekymringer om, at parallelsamfund og islamiske særhensyn i stigende grad finder vej ind i både dansk ret og praksis.
Vi sagde det
Dansk Folkeparti har gennem årene advaret om de kulturelle, økonomiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser af indvandringen fra især Mellemøsten og Nordafrika. Vi har peget på, at visse muslimske miljøer stadig lever efter islamiske traditioner og kulturer, selv efter flere generationer i Danmark, uden at have integreret sig fuldt ud.
I mange kommuner og offentlige institutioner er der allerede blevet givet plads til islamiske særkrav, såsom opførsel af stormoskeer med minareter, halalslagtet kød i kantiner, tørklædepolitik på uddannelsesinstitutioner og kønsopdelte svømmehaller. Det er et tegn på, at islamiske værdier og praksisser gradvist får mere indflydelse i det danske samfund.
Parallelsystemer i statslige institutioner
En særlig bekymring rettes mod statslige institutioner som Familieretshuset, hvor der har været eksempler på, at muslimske kvinder er blevet anbefalet at henvende sig til en imam efter en skilsmisse. Det er en underkendelse af de danske myndigheders autoritet og som en legitimering af islamisk praksis i Danmark.
Desuden har Udenrigsministeriet tidligere godkendt religiøse skilsmissekontrakter med relation til radikale moskéer som Det Islamiske Trossamfund og Imam Ali Moskéen. Det er reelt en accept af islamisk lovgivning parallelt med det danske retssystem, hvilket beslutningsforslaget skal forhindre.
Ingen særhensyn til sharia i fremtiden
Lovforslaget har til formål at fastslå, at dansk lov og retspraksis alene skal besluttes af Folketinget og ikke påvirkes af religiøse systemer som sharia. Det skal ikke være muligt at underkende en borgerlig skilsmisse på baggrund af islamisk lovgivning, og der må ikke tages hensyn til islamiske regler i sager om fordeling af arv eller andre juridiske tvister.
Uden en klar lovgivning vil islamisk indflydelse fortsætte med at vokse i takt med den fortsatte indvandring. Dette kan føre til yderligere opbygning af parallelsamfund og en mere opdelt retspraksis i Danmark.
Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at fremlægge et lovforslag, der forbyder at indføre praksis efter den islamiske sharia i dansk ret eller praksis.
Bemærkninger til forslaget:
Dansk Folkeparti har altid været forudseende ift. indvandringens konsekvenser og dermed advaret både befolkningen og Folketinget om, hvordan indvandringen fra Mellemøsten og Nordafrika vil forandre Danmark både kulturelt, økonomisk og sikkerhedsmæssigt. Rundt om i muslimske miljøer er der markante parallelsamfund, som lever efter islamisk sædvane og kulturer, og det til trods for at de i måske mange år og flere generationer har boet i Danmark, men dog uden at have taget Danmark til sig.
Trods det har Folketinget og de lokale kommunale byråd gennem årene udvist og indført accept af indvandrernes særkrav, hvorfor man har vist dem særhensyn f.eks. ved at tillade opførsel af stormoskeer med minareter, indføre halalslagtet kød i landets kommunale og statslige institutioner, har accepteret det islamiske tørklæde på offentlige uddannelse og uddannelsesinstitutioner, bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner samt på politistationer, kønsopdelte kommunale svømmehaller osv. osv.
Langt inde i muslimske kredse, rådgives der om, hvilket job man som rettroende muslim må have. Det kan f.eks. være, om man som muslimsk kvinde kan arbejde som SoSu, når man kan risikere, at skulle bade mænd. Og herunder hvilke kommuner der tager et udvidet hensyn til islam. Eller om det er ok, at ens barn går i danske børnehaver, hvor der bliver serveret svinekød og holdt jul.
Ligeledes i statslige institutioner som Familieretshuset, har der været en praksis med, at efter at de har opløst en borgerlig vielse, så har de anbefalet muslimske kvinder at rette henvendelse til den lokale imam, så de ad den vej, også i islamiske miljøer, er at betragte som fraskilte. Familieretshuset har dermed undermineret sin egen autoritet som statslig myndighed, og sendt kvinder videre til en fremmedartet praksis om opløsning af ægteskab efter islamisk sædvane og ud fra sharia hos de lokale shariaråd i den lokale moske, og med den lokale imam som mellemled.
Udenrigsministeriet har haft en praksis med, at give det såkaldte Apostillestempel i religiøse skilsmissekontrakter, som har relation til to af de største moskéer og mest radikaliserede moskeer i Danmark nemlig Det Islamiske Trossamfund og Imam Ali Moskéen. Et stempel som godtager islamiske fundamentalisters parallelle rets- og ægteskabsforhold her i Danmark, og dermed at deres myndighed er lige så gyldig som en statslig myndighed som familieretshuset. Et stempel som legitimerer ulovlige islamiske vielser, og som dermed understøtter parallelsamfund i Danmark.
Forslagsstillerne ønsker, at det i lovforslaget skal fremgå således, at ingen har magt eller autoritet til at underkende opløsningen af en borgerlig vielse, f.eks. ved at praktisere en parallel retspraksis, ved at man ifølge islamisk lov, sharia, ikke anerkender, at man er skilt, i så fald man kun er borgerligt skilt. Eller at ingen statslig myndighed skal sidestille shariapraksis og dermed ikke skal anerkende andre religioners myndighed som værende enten større eller på højde med danske offentliges myndigheds autoritet og legitimitet.
Forslagsstillerne er bekymret for en yderligere udvikling af islamiske særhensyn i takt med den islamiske indvandring fortsætter og islamisk religion og kultur bliver en større integreret del af Danmark. Herunder om Folketinget på sigt vil tage hensyn til islamiske ønsker ift. juridiske og praktiske forhold.
Derudover foreslås det, at regeringen med dette beslutningsforslags ligeledes tager initiativ til at udarbejde et lovforslag, der tilsiger, at Danmarks love og regler, også for fremtiden, udelukkende bliver lavet i og af Folketinget.
Af lovforslaget skal det fremgå, at der indføres et direkte forbud mod at indføre shariaregler i dansk lov og at anvende retstilstande afledt af shariaret til løsning af juridiske tvister herunder i domstolsprøvelser.
Man skal f.eks. ikke tage hensyn til en mand, der har slået sin kone, i så fald han henviser til Koranen og en sura, som tilsiger, at han gerne må retlede hende ved at slå hende, og det dermed medtaget som en formidlende omstændighed, fordi det kan henføre under en anderledes kultur eller en religiøs sædvane.
I loven skal der ligeledes indskrives, at der ikke bliver indført nogen som helst hensyn til islamisk sharia ift. ens ønske når man dør, hvordan ens arv skal fordeles, hvad der skal ske med ens mindreårige børn og andre forhold, som tager hensyn til sharia eller tager udgangspunkt i islamisk retspraksis.
Vi ved, at der i en grad opereres med islamiske sharialove, som et parallelt religiøst og juridisk system med de etablerede love, som Folketinget vedtager og domstolene dømmer efter. Men for at disse parallelsamfund ikke udbygges og får legitimitet, som vi kender fra andre lande med en større og længerevarende indvandring fra islamiske lande, er det af allerhøjeste vigtighed, at Folketingets partier med rettidig omhu indfører lovgivning, som imødeser denne praksis og tydeliggør, at I Danmark er det danske regler og love der gælder. Ikke islamiske parallelsystemer og ej heller at de i fremtiden kommer til det.
For uden en sådan politisk aftale der udmøntes i lov, viser historien, at I takt med mere islamisk indvandring, desto mere islamisk indflydelse vil der vises til islam og sharia som et hensyn både i praksis og juridisk. Og uden konkret lovgivning accepterer man blot mere og mere islamisk parallelsamfund og dermed et endnu mere opdelt Danmark med forskellig retspraksis.
